Brochurer, bøger og andre websites

Da internet og web brød frem i 1990’erne, var det ganske naturligt, at man forstod mediet i forlængelse af alle de andre medier, man allerede kender. Alt bliver digitalt, råbte de glædesstrålenede, og så frem til at bøger, musik, film, aviser og alt andet mellem himmel og jord ville blive digitalt. Og selvom det er gået langsommere, end man håbede i 90’erne, er alle de gamle medier da også ved at blive digitale. Man kan se film på Filmstriben, læser bøger på Ebog, købe musik hos iTunes osv.

Jeg tror egentlig, det er ganske menneskeligt. Når man ser noget nyt, fortolker og forstår man det ud fra ting, man allerede kender. Det er svært at bryde med kendte vaner og normer. Når ideerne blev rigtig højtsvævende (og det blev de tit), talte man om multimedier og om the information super highway. Fokus var på, at med internettet kunne man distribuere billigt, hurtigt og verdensomspændende – og man kunne endda blande medierne og lave multimedie. Det sidste førte til en sand storm af animerede gif’er, flash-film og alt muligt andet støj.

Problemet med de mange gode tanker er, at internettet ikke bare er en brochure eller en avis med strøm på. Det er helt rigtigt, at der er mange fordele ved internettet fremfor traditionelle tryksager. For eksempel det hurtige, det billige, det verdensomspændende og muligheden for at blande mange medier. Ja, selv hypertext – muligheden for links her og der – er ikke det rigtig unikke ved web.

For vi skal ikke se web som en elektronisk avis. Og vi skal ikke se web som en kombination af eksisterende ideer. Web er et medie i sin egen ret: Det eneste massemedie, der i sin natur giver mulighed for dialog. Der er i princippet ingen forskel på, hvad man kan gøre fra den ene og den anden computer. Man kan give muligheden for at brugerne kan bidrage, interagere, skabe og blande sig på en helt anden måde end i traditionelle medier.

Hvis man er utilfreds med en avisartikel, kan man groft sagt vælge mellem at slå det hen, at smide avisen ud eller at opsige sit abonnement. Hvis det går rigtig højt, kan man sende et læserbrev ind og håbe, det bliver optaget. Men magtbalancen vil altid være skæv. Det er redaktøren, der prioriterer, hvad der er plads til. Og læserbrevet bliver først bragt lang tid senere i en helt anden kontekst. Lige meget, hvor meget udgiveren af en bog, en brochure eller en avis ønsker det, kan han aldrig give sine læsere fuld indflydelse.

På web kan brugerne få ligeså meget indflydelse, som udgiveren ønsker det. Der er ingen grænser. Hvis man ønsker at give en stemme til sine kritikere på virksomhedens hjemmeside, kan man gøre det (og naturligvis svare igen). Hvis man vil personalisere indholdet helt ned til den enkelte bruger, kan man gøre det. Hvis man tror på, at der også findes kloge mennesker udenfor organisationen, kan man give dem mulighed for at lave rettelser. Hvis organisationen tror på, at dialog med interessenterne er en god ide i det fysiske rum, hvorfor laver de fleste virksomheder og organisationer så fortsat websites, der bare er brochurer og bøger, der er sat strøm til?

I den her weblog vil jeg (blandt andet) skrive om, hvordan websitet bliver et medie i dets egen ret – med mulighed for dialog, lokalisering, samarbejde og udgangspunkt i den enkelte.

Indlægget postes også på mitKBH’s weblog.

Kategoriseret som: Digital