- Valg vindes mellem valgkampene, plejer man at sige. Den sandhed er åbenbart ikke nået til partiernes web-ansvarlige – i hvert fald har flere af partierne lanceret store nye webuniverser her efter valget blev udskrevet. Man skulle ellers tro, at det var i politikernes (og borgernes!) interesse at være i dialog med vælgerne mellem valgene.
- Det er til gengæld lykkedes en række af partierne at lancere tiltag, der er en lille smule mere “bag facaden”, som jeg efterlyste i mit sidste indlæg. Det drejer sig i hvert fald om Venstre og Ny Alliance.
- Et af de skægge indslag bag facaden hos Ny Alliance er fra de tre hovedpersoners første gennemlytning af valgkampens mest tåkrummende indslag, “Ny Alliance-sangen”. Imponerende nok holder de alle sammen masken hele vejen gennem melodi grand prix-strofer som resultater / og traktater / byen fuld af valgplakater.
- Venstre tager bl.a. højdepunkter fra Foghs taler ind på hjemmesiden. Det fungerer godt – det lykkedes jo statsministeren at virke helt menneskelig.
- Jeg har fundet noget at bruge Facebook til. Det overflødiggør meningsmålinger i ens “venne”-kreds (og i min er man tydeligvis ikke så glad for Fogh):
- Overskrift.dk peger på en af de mest humoristiske (og nørdede) måder at bruge sociale medier i sin valgkamp. Morten Bay fra Ny Alliance på Youtube.
- Min egen lille optræden i Ekstra Bladet som ekspert har ført mig til en lille erkendelse: Hvis brugerdrevet indhold skal være godt, kræver det en særlig kultur på websitet. Og den har aviserne nok kun i meget lille grad. Mon ikke det er derfor, både Ekstra Bladet og Nyhedsavisen har ret dårlige erfaringer med det? Der er i hvert fald ikke én (ikke én!) af de tyve kommentarer til artiklen, der rent faktisk handler om artiklens indhold.
- Valg bliver stadig næppe vundet på valget. Men man skal ikke undervurdere, at historier fra weblogs, videoer og alle de andre medier lettere kan sprede sig til de store medier, hvor de kan få stor gennemslagskraft.
Kategoriseret som: Digital, Kommunikation, Medier, Politik