I det næste nummer af Kommunikatøren, Dansk Kommunikationsforenings medlemsblad, har Jon Kiellberg og jeg skrevet en artikel om de politiske partiers brug af sociale medier – baseret på en undersøgelse vi lavede henover sommeren. Konklusionen er kort sagt, at kun de færreste af partierne bruger de nye medier – og at dem der gør en smule, gør det dårligt.
Bladet udkommer her i midten af oktober, men vi lavede undersøgelsen og skrev artiklen henover sommeren. Og som tingene er med tryksager med lang produktionstid, bliver man ofte overhalet af virkeligheden. Siden vi skrev artiklen, har vi således kunnet se en række lanceringer fra højtprofilerede politikere og partier, som gør dele af vores artikel ret forældet. Eller hvad?
Vores artikel ikke “bare” handler om weblogs, men mere om hvordan man kan bruge sociale medier til at engagere vælgere og medlemmer i politikudviklingen. Det har tre formål:
- At tiltrække nye vælgere
- At styrke politikudviklingen ved at inddrage eksperter og praksiseksperter blandt vælgerne
- At øge den demokratiske bevidsthed
Jeg har kigget lidt på nogle af de nye initiativer for at se, om danske partier og vælgere så er blevet rigere på de seneste måneder.
Anders Fogh: “Kære bloggere”
Mest omtalt har uden tvivl været Anders Foghs weblog. Den blev lanceret i juni måned og fik en del medieomtale. I starten var der også en del indlæg fra statsministeren – og en del kommentarer. Men sidenhen er det kun blevet til i alt otte indlæg – det er under hver 14. dag, man hører nyt fra Anders Fogh. Ikke ligefrem en levende debat – og det nyeste indlæg er da også fra 11. september.
Det er så tallene – hvad værre er, at hverken Anders Fogh (eller nogen i hans navn) går ind i debatterne i kommentarsporene, der ret hurtigt har udviklet sig til at være de sædvanlige nyhedsdebatter, hvor 5-6 usual suspects graver skyttegrave med intetsigende indlæg, de ikke kunne få i avisen. Anders Fogh har dog samlet op i et par blog-indlæg.
Min vurdering af bloggen er, at den udelukkende er et forsøg på at tiltrække vælgere – men desværre et forfejlet forsøg. Vi kommer ikke bagom masken Anders Fogh, og vi oplever ikke statsministeren som folkelig debattør – en rolle, han ellers givetvis ville være stærk i.
Helle Thorning-Schmidt: So ein ding 2.0 muss ich auch haben
Hvor Anders Fogh nøjes med en blog, har Helle Thorning-Schmidt kørt de helt store web 2.0-kanoner i stilling. Her er både podcast, videoer, weblog og sågar en flickr-konto.
Det er svært at vurdere bloggen – der er kun et enkelt indlæg, som sjovt nok skifter mellem første person i brødteksten og tredje person i manchetten. Svært at vurdere autenciteten og ligesom Anders Fogh har Helle Thorning endnu ikke kommenterer på blog-indlæggene. Der er også kun et enkelt podcast – tanken er vist at caste taler, der allerede afholdes – og det er jo en god ide.
Så er der lidt mere kød på Helles Youtube-videoer. Det er oplagt at snakke politik på video, der er nemmere for mange mennesker at gå til end weblog-formatet. Og videoerne er forbilledligt korte. Men det er altså ikke meget, man kommer bagom Helle – eller opfordres til at diskutere politik. Formatet er snarere: “Regeringen gør det skidt. Vi kan gøre det bedre sådan og sådan.” Men man er i det mindste da ikke i tvivl om, at det er Helle, der snakker i de små tv-venlige bidder. Men kære socialdemokrater: Tag lige et kig på David Camerons videoer!
Sidst er der flickr-kontoen. Hvis sådan en skal have sin berettigelse, vil jeg se billeder, som jeg ikke ser i medierne – fra forhandlingerne, når I drikker en øl efter en lang dag, eller af sjove iagttagelser, Helle selv har gjort sig. I stedet er den indtil videre fyldt med pressebillede. Æv.
Ligesom Anders Foghs weblog virker det ikke som om, Helle Thorning vil lukke vælgerne ind bag facaden og for alvor udvikle politik eller opleve den politiske verden bag facaden. I stedet er der fokuseret på at få så mange medier med som muligt. Ærgerligt. Designet er i øvrigt ufrivilligt humoristisk – med bløde skygger og store kasser med runde hjørner, er man ikke i tvivl om, at designerne har set, at sådan skal det se ud, hvis det skal være web 2.0.
Mogens Lykketoft: Vil du være min ven?
De seneste 3-4 måneder har Facebook været den store hype i Danmark. Det har Mogens Lykketoft også opdaget. Man skal være logget ind for at kunne se noget, så uden login virker disse links desværre ikke. Lykketoft har både fået en masse Facebook-venner (240 i skrivende stund) og oprettet en støttegruppe (med beskedne 31 medlemmer).
På profilen kan man se videoer og læse feeds fra hans blog. Ligesom Helle Thorning bruger Lykketoft Youtube til videoerne. Til gengæld er nogle af videoerne skævere end Helles – vi er bl.a. med Lykketoft på rundvisning på Christiansborg. Støttegruppen er ikke stor – men virker lovende. Der bliver inviteret til kampagneværksted, hvor man kan arbejde for at hjælpe Lykketoft frem mod næste valg.
Det er tydeligt, at Lykketoft ikke har haft ligeså mange bureauer til at hjælpe sig om de to statsministerkandidater – og det klæder ham. I stedet har han givetvis fået hjælp af unge i sin kampagneorganisation, som laver en mere uhøjtidelig præsentation på mediernes præmisser. Klart mere anbefalesesværdigt end de andre to, selvom formatet stadig kun virker som om, det satser på at tiltrække vælgere og aktivister.
Det Radikale Venstre
Det tætteste på mine og Jons visioner kommer dog Radikale.net. Det er et forum for både medlemmer og andre. Formen er også, med Marianne Vestagers ord – at alt er til debat, og det ikke er den officielle politik der er i fokus.
Der er ingen tvivl om, at Radikale.net er mere ambitiøst end de øvrige initiativer. Derfor er det nok også lidt skuffende for partiet, at der kun er oprettet godt 500 profiler (når man fratrækker et par hundrede nysgerrige – inkl. mig – vil jeg tro, at man havde håbet på flere).
Udover profilerne, hvor man i klassisk social networking-stil kan knytte sig til hinanden, er fokus på “events” og “emner”. Der er sådan set masser af events i kalenderen. Det eneste med rigtig mange tilmeldte er til gengæld Radikal Ungdoms landsmøde, så hvor godt det er lykkedes at få ikke-medlemmerne til at komme med, kan man sætte spørgsmålstegn ved.
Mere interessant er kategorien “Emner”, som er det lidt spøjse navn for den politiske debat. Ordvalget skyldes, at man også skal knytte sig til emner (man er interesseret i), når man opretter sin profil. Her er levende debat inden for mange af emnerne. Debatterne er organiseret som blog-indlæg fra den enkelte profil, som man så kan kommentere på (i det hele taget er informationsarkitekturen lige præcis som den burde have været på Kommunikationsforum, som Advice Digital også står bag).
Det er med andre ord lykkedes at få en levende debat, hvor politikere og øvrige medlemmer kommenterer på hinandens indlæg. Men til gengæld er det desværre kun i meget lille grad lykkedes at inddrage ikke-medlemmer (og for den sags skyld medlemmer uden for inderkredsene) i debatten. Desværre. Her er mange gode intentioner, som først og fremmest fordrer, at sitet profileres bedre, så der kommer flere friske ansigter ind og deltage i debatten.
Alt i alt er det en blandet landhandel man oplever, når man genbesøger sociale medier i politisk kommunikation. Hvis jeg vender tilbage til de tre oprindelige initiativer, er der desværre ingen tvivl om, at danske politikere i altovervejende grad ser nettet som endnu en platform for konkurrencedemokrati, hvor man kan tiltrække nye vælgere – og det er de endda ikke særligt gode til, når de ikke tør lade masken falde og indgå i dialogen. Og det er kun i mindre grad, at partierne tør gøre forsøget på at styrke politikudvikling og øge demokratisk bevidsthed.
Tags: dansk kommunikationsforening, Kommunikation, Politik, politik 2.0Kategoriseret som: Digital, Kommunikation, Medier, Politik