Når man laver websites, kan det være en god ide at kigge på, hvordan andre sites før har løst de samme problemer, man står over for. I stedet for at søge blindt rundt på nettet, kan man gøre brug af en såkaldt pattern-samling. Det er websites, der samler eksempler på, hvordan forskellige udfordringer kan løses. Her finder man utallige måder at lave en brødkrummesti, et søgeresultat eller en brugerregistreringsproces.
Patterns kan ikke give svaret på alt – faktisk stiller de ofte flere spørgsmål, og af og til har man jo netop brug for at gøre noget på en anden måde, end man plejer. Men det er altid godt at vide hvorfor – og hvordan andre har gjort det.
Der findes heldigvis rigtig mange pattern-samlinger, der kan hjælpe. For ligesom journalister ynder at skrive artikler om aviser, elsker informationsarkitekter tilsyneladende at lave websites om websites. Efter hoppet har jeg samlet ti gode steder at finde inspiration.
1. Welie
Welies styrke ligger ikke så meget i mængden af patterns, som bliver overgået af mange af de andre sites. Men derimod i den grundige gennemgang af hver pattern – fordele og ulemper, normal brug, henvisninger til yderligere læsning osv.
Gode gamle Yahoo har lavet en større samling af patterns. Den er logisk opbygget og ganske fornuftig, men den mest interessante del er efter min mening deres forsøg på at lave patterns for omdømme på sociale sites (point, præmier, titler, toplister osv.)
Konigi er måske den største af de mange pattern-samlinger. Via deres tagcloud er der god adgang til de mange forskellige patterns.
UXrepublic forsøger at lave et community om at samle og dele patterns. Det giver naturligvis både fordele (mængde) og ulemper (kvalitet). Hvis man vil være med, er der en Firefox-extension, så det er nemt at lægge noget nyt op.
5. Berkeley
Selveste Berkeley har også lavet en samling af design patterns.
Ligesom på Welie er fordelen her, at de har været gode til at gennemgå fordele og ulemper på det enkelte pattern. Desuden er der på de fleste patterns bl.a. også anbefalinger til, hvordan man gør interfacet tilgængeligt.
UI-patterns er lavet af danske Anders Toxboe. Ligesom Welie og Berkeley er fokus her på at beskrive, hvad et interface-element efter hans mening er godt og skidt til.
Product Planner er noget anderledes end de fleste andre pattern-samlinger. Her er det nemlig flows, der bliver dokumenteret – for eksempel registrer bruger, inviter bruger osv.
Pattern Tap er endnu en samling af patterns. Her er mængden af forskellige eksempler det største aktiv. Der er for eksempel 36 forskellige 404-sider! Nemmeste indgang til indholdet er via deres Collections.
Der er mange store og små pattern-samlinger på Flickr, hvis man ikke har haft heldet med sig på de andre. Se for eksempel her, her og her.
Hvis det hele bare bliver for meget, har Morten Just lavet en søgemaskine til en del forskellige pattern-samlinger. Her kan man søge på tværs af bl.a. nogle af ovenstående samlinger.
Find flere patterns
Du kan finde endnu flere patterns via min delicious-konto: delicious.com/morten/patterns. Se også Morten Justs tilsvarende på: delicious.com/mortenjp/patterns.
Læs lidt mere om at bruge patterns i webdesign i denne (gamle) artikel. Den første halvdel er nok mere relevant i dag end den anden.
Tags: Design, informationsarkitektur, patterns, user experience, ux, WebKategoriseret som: Digital