Cision (det var dem, der hed Observer i gamle dage), prøver at positionere sig som den medieanalysevirksomhed, der ved noget om blogs. Og hver gang de prøver, får de hovedet i blogosfæremaskinen. Senest med en undersøgelse, der bl.a. viser, at danske bloggere gerne blogger for penge. Eksempler på kritiske bloggere her: Trine-Maria 1, 2, Ernst Poulsen, Emme, Shevy.
Hvis man skal forsvare Cision: Undersøgelsen giver sig ikke ud for at være det helt store. De angiver for eksempel tydeligt, at de kun har en svarprocent på omkring en tredjedel. At den får medieomtale er jo ganske klart: Der er stadig et stort behov for at forstå og forklare blogging-fænomenet.
Men samtidig er der også nogle mærkelige metodiske fejl i rapporten. Et er frafaldsanayser og den slags. Men noget andet at Cision kun har henvendt sig til de største blogs, der vel næppe er typiske repræsentanter for de mange tusinder danske blogs? Ligeså er det vel næppe den typiske blogger, der har blogget i 3-5 år i dag? Får man så ikke fat i die hards, som har helt andre holdninger (og ambitioner) til det at blogge end alle dem, der er sprunget med på vognen det sidste år eller to?
Nå. Jeg kan se, at jeg selv har modtaget spørgeskemaet og har ignoreret det, på trods af løftet om biografbilletter.
Havde jeg svaret, havde jeg nok ikke været så skeptisk overfor alt det med at blogge for penge. Cision spørger fx. i spørgeskemaet om det “er i orden, at PR bureauer betaler eller på anden vis kompenserer bloggere for at skrive om PR bureauets kunder.” Jo. Det er vel for eksempel det, man gør, hvis man betaler en entusiastisk forbruger for at skrive en blog om et firmas produkt. Det er der vel ikke noget odiøst i?
Det er vel kun, hvis det sker i det skjulte, at der kan være et etisk problem? Og her er selv Cisions lille udsnit af blogosfæren jo i det store hele enige om, at det ikke er i orden at reklamere på en blog for penge, uden at gøre opmærksom på, at man er blevet betalt for det.
Tags: betalt blogging, blogs, cision, social software, statistikKategoriseret som: Digital