En politisk aktiv anti-imperialistisk kok, der var en god kammerat. Eller en kold terrorist med dystre forbrydelser på samvittigheden? Det kan være svært at skelne på net-medierne.
Atomiserede holdningsfælleskaber
I tidligere tider havde vi nogle meget atomiserede holdningsfællesskaber. I hver en dansk by af en hvis størrelse havde man fire aviser – en for hver af de fire partier (Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og Radikale). Men gennem de seneste årtier har vi i højere grad fået nogle store omnibus-medier, der helst ikke vil støde nogen. Der har været en modtrend de seneste par år, hvor især Politiken er blevet en meningsmaskine mere end en avis.
Men aviserne kan slet ikke følge med internettet (heller ikke her). Et af de mange resultater af internettets udbredelse har været en demokratisering af det at udgive et medie. Det betyder dels et væld af blogs, men det betyder også en masse mere eller mindre professionelle niche-medier (f.eks. “ungnyt“, “90min“, “connery” eller “dansk politik“).
Grimme eksempler
Med det store udbud af netmedier får vi som danskere mulighed for i langt højere grad at være selektive om, hvad vi vil eksponeres overfor. Det kan have nogle grelle konsekvenser.
Et eksempel, jeg tit benytter, er den nationalkonservative weblog Uriasposten, der fra et politisk ståsted mellem Djengis Khan og Pia Kjærsgaard bekræfter læserne i, at man slet ikke kan stole på medierne, på politikerne eller nogen som helst andre end Uriasposten. Et eksempel på kommunikationen i miljøet omkring Uriasposten kan ses her. En video, der er et helt blog-indlæg værd i sig selv. Kommunikationen er effektiv og professionel, og man er af og til så underholdt, at man kan glemme, at man kun får halvdelen af historien.
Halv historie
Man får også kun halvdelen af historien – højst – hvis man læser det stærkt venstreorienterede website Modkrafts nekrolog om Niels Jørgensen fra Blekingegadebanden. Nekrolog er skrevet af to andre tidligere bandemedlemmer, og de bruger de første to tredjedele af nekrologen på at opremse alt det fantastiske politiske arbejde, Niels Jørgensen gjorde derude på den del af venstrefløjen, hvor man knap kan skimte fastlandet. Derefter løber de kort over dommen i sagen, giver et ultrakort referat af den afdødes refleksioner over sine handlinger, og slutter så af med at konkludere, at “Niels var en god kammerat og ven – han var til at stole på. Vi kommer til at savne ham meget.”
Nekrologen nævner ikke drabet på en ung politimand med et ord. Den beskriver ikke, hvilken smerte Niels Jørgensen og de andre gerningsmænd har givet de efterladte. Den fortæller ikke om de mange andre forbrydelser, banden var involveret i. Ja, faktisk omtaler nekrologen slet ikke banden som en bande – men som “Blekingegadegruppen”. Det kommer jo nærmest til at lyde som en spejdertrop.
Tilbage i 70’erne var en nekrolog som denne måske blevet trykt i en lille pamflet, der kun blev omdelt til de andre medlemmer. Men på Modkraft er målgruppen noget bredere – og indpakningen en anden. Som udenforstående kan man kun have en hovedrysten til overs for nekrologen – men hvad med alle dem, der opsøger Modkraft som deres primære kilde til nyheder?
Kognitiv dissonans
Når vi som mennesker konfronteres med noget nyt, stiller vi det op imod ting, vi allerede ved. Passer det nye ind i mit eksisterende verdensbillede og passer det til mine holdninger og værdier i øvrigt? Hvis svaret er ja, har vi alt andet lige nemmere ved at tro på, at det er sandt. Det er for eksempel nemmere at tro på, at klimaforandringer er menneskeskabte, hvis man grundlæggende er skeptisk overfor menneskets
indblanding i naturen.
Det er der for så vidt ikke noget galt med. Det er en naturlig menneskelig reaktion, at vi sorterer nye inputs
efter, om de umiddelbart virker sandfærdige på os. I den klassiske teori om kognitiv dissonans fremhæver Festinger, at vi for eksempel gennem selektiv eksponering undgår situationer, som giver os nye informationer, der ikke passer ind i vores verdensbillede – og i stedet opsøger vi anden viden, der bekræfter os i det, vi allerede ved. Man kan sige, at et af skolesystemets (og især universiteternes) vigtigste opgaver er, at modvirke den tendens hos os – selvom det aldrig vil lykkes til fulde.
Faren ved selektiv eksponering
Netmedierne giver os mulighed for en høj grad af selektiv eksponering. I endnu højere grad, når vi i stadigt større grad bliver præsenteret for nyheder og historier ud fra angivne interesser og click streams. Det kan være bekvemt for os, når vi får lettere ved at overskue den store informationsstrøm og finde ind til de relevante historier.
Men det er vigtigt, at vi hver især også husker på, at det først og fremmest er vores eget ansvar, også at læse historier, vi er uenige med. Om emner, vi ikke vidste, vi interesserede os for.
Tags: aviser, blekingegadebanden, digitale medier, internet, kognitiv dissonans, Medier, modkraft, niche-medier, nichemedier, selektiv eksponering, uriasposten