I dag offentliggør FDIM den rapport, Carsten Andreasen og jeg har udarbejdet i samarbejde med dem. Den er baseret på et omfangsrigt datamateriale, som det har været overordentligt spændende at arbejde med. Dels tracking-koder på FDIM-sites og dels et stort panel, der groft sagt virker som tv-meter-målingerne.
Det betyder, at rapporten indeholder nogle af de mest dækkende tal for internetbrugen i Danmark nogensinde. Hvis den slags lyder spændende for dig, vil jeg anbefale, at du besøger FDIMs’ website og downloader rapporten, men jeg vil gerne lige løfte sløret for en 5-6 historier, som jeg synes er særligt spændende.
- I perioden november 2007 – januar 2008 (3 måneder!) voksede Facebooks antal brugere med ikke mindre end 47 %. I samme periode faldt Myspaces antal brugere med 34 %.
- Der er tydelige affiniteter på køn, alder, region mm. For eksempel kan man se, at internetbrugere i Region Syddanmark Syddanskerne er særligt glade for spilsites, bløde erotiske sites, dating-sites og sites med gratis ting og gode handler.
- Fordelingen af tidsforbruget er rigtig spændende. Kun omkring 1 % af tidsforbruget sker på erotiske sites. 17 % af tidsforbruget sker på sociale sites, sites med brugerdrevet indhold og dating-sites. 15 % på medie-sites. Det største forbrug sker i kategorien Search/portaler, dvs. Google, Jubii, Yahoo m.fl.
- 18 % af danskerne besøgte et netdating-site i januar måned.
- Selv de lavest placerede sites på FDIM’s top 1.000 har haft over 25.000 brugere i Danmark i januar måned. Det viser, at der er stor spredning på hvilke sites, danskerne besøger.
- De ældre (60+) er ofte mere aktive på internettet end gruppen lige under (41-60 år)
- Der er mange flere gode historier. Hop ind på fdim.dk og hent hele rapporten – eller lyt med i Harddisken på fredag, hvor Carsten er med.
Rapporten er udgivet af FDIM, der har ejerskabet til alle data. Den er udarbejdet for FDIM af mig og Carsten Andreasen, der er formand for foreningens metodeudvalg og medieforsker i Danmarks Radio. Og de gode mennesker hos FDIM har lovet at de laver flere rapporter fremover!
Tags: carsten andreasen, fdim, Kommunikation, statistik, WebKategoriseret som: Digital, Kommunikation, Medier