Det er (stadig) et hårdt marked for nye medarbejdere. De fleste er kræsne, og nettet er naturligvis en af de kanaler, de potentielle medarbejdere bruger til at søge informationer og danne sig indtryk. Her er fem facetter af employer branding på nettet:
- LinkedIn giver mange muligheder: Man har længe kunnet finde venner-af-venner, der arbejdede i en virksomhed, men som jeg skrev om forleden, har LinkedIn nu også fået sider om hver enkelt virksomhed. Her kan man få indsigt i personaleomsætning, gennemsnitsalder, uddannelser, forfremmelser, jobtitler og rigtig meget andet på systematisk vis. Billedet er naturligvis ikke komplet, men der er rigtig meget information. Se f.eks. Oticon.
- Wikipedia har opslag om rigtig mange virksomheder. På dansk er de færreste så dækkende, men de kan give indtryk af vendepunkter i virksomhedens historie mm. Se f.eks. Nybolig. Værdien af LinkedIn overgår den dog klart på danske virksomheder. Men flere vil nok finde virksomheden på Wikipedia.
- En simpel Google-søgning kan ikke undervurderes. Hvis man googler Nybolig, får man eksempelvis vidnesbyrd som Nybolig lyver og snyder og Nybolig stjæler. Ikke så interessant for Nybolig at have højt oppe.
- Netavisernes tekster om virksomheden bør man også holde et vågent øje med. De store mediehuse er nogle af de mest besøgte websites i Danmark, og man bør se hvad især Ekstra Bladet, Politiken, Berlingske, JP, BT samt DR og TV2 har om virksomheden. Herudover eventuelle regionale medier. Se f.eks. EPN om Vejle Tekniske Skolde, Ekstra Bladet om DR.
- Endelig er diverse sociale netværk, herunder især Facebook, Arto, MySpace, interessante at kigge på. Optræder virksomheden? Og hvordan? Her for eksempel Mærsk, McDonalds Solrød, Hewlett-Packard, Netto.
Med inspiration fra Søren Storm Hansen. Jeg er ikke helt enig med ham i, at nettet nødvendigvis er vigtigere. For de fleste er indtrykket af en virksomhed en helhedsbetragtning, og jeg tror ikke, man kan hive internettet ud af kontekst. Familie, venner og bekendte, medier, generelle brand og meget andet tæller lige så meget med.
Tags: branding, employer branding, facebook, google, Kommunikation, linkedin, rekruttering, sns, wikipediaKategoriseret som: Digital, Kommunikation