”Jo før man erkender, at internettet er et kludetæppe af kommunikationer, jo hurtigere kan man begynde at bruge det til sit eget formål.” Sådan skriver Anna Ebbesen og Astrid Haug på en af de første sider i deres nye bog Lyt til elefanterne, og bruger derefter resten af bogen på at demonstrere de mange muligheder, organisationer og virksomheder har på elefanternes kludetæppe.
Kludetæppet er en af de største udfordringer for den professionelle kommunikatør anno 2009. Kommunikationen om organisationen og dens produkter foregår i dag på et væld af forskellige platforme, og det er de færreste af dem, organisationen har kontrol over. Hvis man kan håndtere det, giver det spændende muligheder for at forstå kunderne, tale med investorerne, få ideer fra medarbejderne, organisere medlemmerne eller skabe ambassadører. Det handler ikke så meget om teknologi, som det handler om relationer og mennesker. Internettet er i modsætning til traditionelle medier et symmetrisk medie, hvor alle kan kommunikere frit.
Men det er også svært for mange. Der er mange uheldige eksempler på organisationer, der forsøger at gøre sig til på kludetæppet: Fra Visit Denmarks villige danske piger til Facebook-grupper med kundespørgsmål uden svar og hensygnende direktør-blogs uden indhold eller dialog.
Samtaler med mening
Ebbesen og Haug bruger ikke så mange ord på de dårlige eksempler, men koncentrerer sig først og fremmest om de mange succeshistorier i ind- og udland. Det er en tendens, man kender fra andre bøger om sociale medier (fx Groundswell og Wikinomics), og det kan komme til at lyde som om, at sociale medier er en art mirakelmedicin, der i løbet af få år vil erstatte al traditionel massekommunikation.
Det sker næppe. For de nye teknologier og muligheder er i altovervejende grad et supplement til eksisterende medier og kanaler – og tv-reklamer vil også have markant betydning i fremtiden. Den professionelle kommunikatør skal lære at benytte sociale medier, men skal også vide, hvornår man skal vælge andre tilgange.
En grundbog
Lyt til elefanterne er et godt bud på en dansk grundbog i sociale medier. Den kommer godt omkring med mange forskellige eksempler og introducerer først og fremmest læseren til en måde at tænke på og forstå internettet, som mange kommunikatører vil have glæde af at læse. I eksemplerne bærer den præg af forfatternes forkærlighed for politisk kommunikation, og man kunne ønske sig lidt flere eksempler fra virksomheder og organisationer udenfor det politiske spektrum – og nogle flere eksempler på det mislykkede. Det lærer man jo også af.
Så tag en god dosis skepsis med dig, når du læser bogen. For du skal læse bogen. I hvert fald hvis du ikke helt føler, at du har forstået, hvad det er for nogle nye muligheder, internettet giver dig. Men måske undertitlen – digital kommunikation i praksis – lyver lidt: Digital kommunikation betyder her sociale teknologier. Og hvis man tror, at ”i praksis” betyder, at man får en præcis opskrift på, hvordan man gør, bliver man skuffet. Men det er i småtingsafdelingen: Styrken i bogen er, at den kan hjælpe sin læser til en ny måde at forstå og bruge internettet.
Anna Ebbesen & Astrid Haug: Lyt til elefanterne. Digital kommunikation i praksis. Gyldendal Business, 250 kr. Udkom 9. oktober.
Anmeldelsen er oprindelig skrevet til Kommunikationsforum.dk. Se også andre online-omtaler hos Rene Clausen-Nielsen og Katrine Emme Thielke. Forfatterne har også en fin blog.
Kategoriseret som: Digital, Kommunikation