Fjendebilleder

[dropcap]N[/dropcap]år Ole Rasmussen skriver den satiriske klumme ‘Sket i Ugen’ i Politiken er avisen alle 25 kroner værd. Således også i dag.

Rasmussen beskriver en drøm, hvor Politiken-redaktøren Anita Bay Bundegaard og DF’eren Søren Espersen med våde øjne står tæt sammen, og beskuer blomsterne ved den norske ambassade.

Efter noget tid siger Bay Bundegaard “Søren, jeg synes ikke, dette er tiden til at grave grøfterne dybere i vores samfund. Derfor skal du vide, at jeg ikke vil benytte de tragiske begivenheder i Norge til at drage paralleller mellem Dansk Folkeparti og massemordenren Anders Behring Breivik. Jeg synes hellere, vi skulle snakke om, hvordan vi undgår at skabe flere af hans slags i fremtiden.”

I Rasmussens drøm svarer Søren Espersen fuld af varme: “Tak, Anita! Du har ret! Det er meget mere konstruktivt at diskutere, hvordan vi kommer videre herfra. Og som det første vil jeg gerne love, at jeg nok skal tænke mig grundigt om, inden jeg næste gang udtaler mig generelt om islam og muslimer. Jeg kan godt se, at det ikke er klogt at give den for meget gas, for man risikerer bare at opmuntre alle tosserne derude.”

[dropcap]H[/dropcap]er slutter Ole Rasmussens drøm desværre.

Æv. Man finder den fornuftige stemme i satiren. Man kunne have ønsket, at terroren i Norge havde ført til, at vi havde fået en debat, der kiggede lidt ud over egen næsetip. Men i stedet er debatten fyldt med gravkoer, der hastigt graver dybere grøfter.

Hver gang en behjertet sjæl fortæller offentligheden, at ‘tonen’ i debatten er med til at skabe folk som Breivik, anklager samme sjæl samtidigt Pia Kjærsgaard og co. for medvirken til massemord. Det er ikke ligefrem den nemmeste måde at få andre ud af grøfterne.

Og ud af grøfterne, er lige præcis det, vi har brug for. For det altoverskyggende problem i vores politiske debat er jo forenklingen. Du er med os, eller du er imod os. I forenklingens  navn skabes der simple modsætninger, der fører til, at vi ikke længere har politiske uenigheder, men politiske modstandere. Fjendebilleder.

[dropcap]N[/dropcap]år vi har fjender, er det ligeså vigtigt, at de taber, som at vi vinder. Det ser man for eksempel ved hujende ungdomspolitikere til iscenesatte politiske “dueller” [sic!].

Og når man har den indstilling til verden, bliver valg lidt besværlige. For til et valg risikerer man jo at tabe.

Og bliver man ved med at tabe, og er man måske ikke al for kvik, gør man dumme ting. Man vælger for eksempel at kaste maling på landets statsminister.

Men det kan også være farligt at vinde, hvis man lever i en verden med fjendebilleder. For så gælder det pludselig om at tryne modstanderne, når man har chancen.

[dropcap]D[/dropcap]et sted, hvor den politiske debat i allerhøjest grad er præget af fjendebilleder er udlændingepolitikken. Vi har to fløje, der på det nærmeste bekriger hinanden. Og konstant beklikker hinandens motiver.

For mig at se, er det altoverskyggende problem, at verden er kompleks. Der er ikke én løsning på samfundets udfordringer. Og hver gang man løser ét problem, skaber man fem nye. Der er ikke en nem måde at hjælpe alle verdens svage og sultne, uden at belønne korrupte diktatorer. Der er ikke en nem måde at hindre narkotika i at flyde indover grænserne. Der er ikke en nem måde at få vores sundhedssystem til at fungere bedre, efterhånden som vi bliver ældre, finder nye sygdomme, vi kan kurere og bliver mere fordringsfulde. Der er ikke en nem måde at stoppe klimaforandringerne og samtidig bevare vores levestandard. Og der er ikke en nem måde at finde balance i udlændingepolitikken.

[dropcap]D[/dropcap]et er nok naivt, men jeg kunne ønske, at politikere og debattører valgte at anskue deres vælgere som begavede mennesker.

[dropcap]D[/dropcap]et er nok naivt, men jeg kunne ønske, at politikere og debattører valgte at anskue deres meddebattører som nogle, der også er interesserede i at skabe det bedst mulige samfund. Og ikke anskue dem som fjender, men som nogle, der bare har en anden løsning end deres egen.

[dropcap]J[/dropcap]eg kunne ønske at hændelser som dem i Oslo, fik debattører til at reagere lidt ligesom i Ole Rasmussens drøm. Men det er jo bare satire.

Kategoriseret som: Politik