I dag har journalisterne bag Zetland en fin kronik i Politiken om mediestøtte-forhandlingerne:
“Som mediestøtten er skruet sammen i dag, er vi på forhånd diskvalificeret fra overhovedet at gøre os forhåbninger om at få del i støttekronerne – uanset hvor mange læsere, vi får, eller hvor væsentlige historier, det lykkes os at fortælle. Medier med rod i nettet eller i den digitale verden kan ganske enkelt ikke få statsstøtte, mens medier, der udkommer på papir, kan.”
Kroniken viser tydeligt det besynderlige i, at medier der tilfældigvis er opstået dengang det nemmeste og smarteste medie var papir, snildt kan få mediestøtte – mens medier der er opstået de sidste 5-10 år, og derfor sandsynligvis er digitale ikke kan. Selvom indholdet måske er det samme.
Men kroniken viser også noget, der er værre. Nemlig at der ikke rigtig er nogen, der taler onlinemediernes sag. Måske fordi de nye medier, der kunne få stor gavn af mediestøtte slet ikke findes endnu:
“De er fremtidens medier, som først i de kommende år vil se dagens lys. Og hvor både dagspressen og fagpressen har stærke organisationer i ryggen, kan fremtidens medier derfor af gode grunde ikke stille med et mandstærkt kor […]”
Onlinemedierne har ikke nogen organisation i Danmark, der kan tale deres sag på politisk niveau. Tidligere har der (til dels) været FDIM, der godt nok havde meget svært ved for alvor at mene noget om fx mediestøtte, fordi nogle af de største medlemmer også var nogle af dem, der fik mest ud af at bevare status quo på området. Men efter FDIM er blevet en del af Danske Medier, er det endnu sværere at forestile sig, at det er herfra, man vil høre onlinemediernes sag talt. Men hvem er det så, der hjælper med at fortælle, at politisk journalistik fra Altinget er ligeså godt som det i Berlingske. At litteraturnu.dk kan være ligeså interessant som det i Weekendavisen. Eller at Avisen.dk er ligeså væsentlig som BT? Når fx Zetland-folkene gør det, er det tydeligt af kommentarsporet at nogle tolker bevæggrunden som økonomisk brødnid.
Det er et godt spørgsmål, om vi overhovedet har brug for mediestøtte. Men skal vi have den, tror jeg, at vi som samfund får mere ud af at støtte journalistisk kvalitet end af at støtte trykpresser. Om det gøres bedst ved at omlægge mediestøtten, ved at lade DR producere til fælleseje eller noget helt tredje er et godt spørgsmål. Vi savner en bannerfører for sagen – der også kan hjælpe med at tænke disse tanker.
Tags: online medier