Invester i dannelse

11. januar, 2014 16:37

Det er vigtigt, at vi har noget at leve af. Investeringer i vækst og arbejdspladser står naturligt højt på dagsordenen for de fleste politikere.

Det er også vigtigt, at vi har noget at leve for. Det er sjældent, at man hører politikere foreslå investering i dannelse.

I dag hørte jeg eksempelvis VU’s formand Jens Husted i P1-programmet Mennesker & Medier. Han gjorde sig til talsmand for at privatisere DR. Det ønske kan jeg sådan set godt forstå. Men det deprimerende var, at hans tanke var, at markedet ville producere det, der er værd at se. Fordi det, der er værd at se, er det, der bliver set af mange (lad så være, at markedet ikke nødvendigvis producerer de mest populære produkter, hvis man kan producere noget næsten lige så populært til den halve pris).

En ren privatisering af DR vil være en falliterklæring for dannelsen i Danmark. Også selvom DR alt for ofte undervurderer danskernes intellekt. Jeg skrev lidt frem og tilbage med Jens Husted på Twitter: Han ville også privatisere bl.a. højskoler, kirker, museer, kunst mm.

Alt sammen legitime politiske holdninger. Men for mig er de også et udtryk for en åndelig falliterklæring. Jeg er liberal, og jeg tror på, at markedet er bedst til det meste.

Men jeg tror også, at dannelse er et kollektivt gode i økonomisk forstand. Vi bør stræbe efter at blive et mere dannet samfund. Og vi bør investere i at øge dannelsen, eksempelvis inden for kunst og kultur. Jeg tror, vi får et bedre samfund, hvis vi ikke alene er velnærede, under tag og i arbejde, men hvis vi også er dannede, kulturelle individer.

Ikke fordi kulturstøtte i dag bruges optimalt. Alt for meget støtte er subsidiering af en kulturel elites forbrug – de borgere, der i forvejen går på museum eller i teatret. Men for de fleste er murene ind til højskoler, operahuse og endda biblioteker desværre en uoverstigelig barriere.

Derfor bør vi også investere i, at kunst og kultur bevæger sig ud af disse kulturmausolæer. Ud i virksomheder, butikscentre, på internettet, i medier, på fodboldstadioner og hvor vi ellers færdes.

DR spiller allerede i dag en vigtig rolle i populariseringen af dannelse – fra Arvingerne til X-factor. Derfor har vi brug for DR som offentlig institution. Men DR skal gøre sig ansvaret bevidst og arbejde for en øget dannelse: Ellers har VU-formanden sørgeligvis ret, og DR kan ligeså vel produceres på markedets præmisser.

Ansvaret for at skabe et mere dannet samfund ligger mange steder. Hos politikerne, der i for høj grad blot forvalter velfærdssamfundet. Hos kulturinsitutionerne, der alt for ofte lukker sig om sig selv og reproducerer den kultur, de allerede skaber. Og ikke mindst hos os som borgere, der bør opdyrke samtalerne om kunst, kultur og samfundet som andet og mere end et produktionsfællesskab.

Kategoriseret som: ,