Tak er kun et fattigt ord. Alligevel siger vi det til hinanden. Hele tiden og igen og igen. Tak for mad. Tak for sidst. Tak for hjælpen. Selv tak.
Takker vi for lidt, er vi uopdragne. Takker vi for meget, tømmer vi ordet for betydning. Det kender vi fra den anmassende høflighed, der har spredt sig fra USA: “Hav en fortsat god dag,” siger Irma-ekspedienten. “Tak og i lige måde,” svarer jeg. Ingen af os mener noget med det. Men takker vi ikke, var det helt galt.
Høflighed kan være svært. Ikke mindst digitalt, hvor det skrevne ord springer fra formelt til uformelt på et øjeblik. Det kom jeg til at tænke på forleden, da jeg ville kundgøre for verden, at jeg havde fået en lille nyfødt datter (hun blev født for 14 dage siden i dag). Det skete på næsten samme tid i to forskellige browser-faner.
Den ene browser-fane tilhørte selvfølgelig Facebook, hvor jeg på kort tid blev oversvømmet af kærlige beskeder. Også fra folk, jeg ikke har set i 10 år eller mere.
Den anden browser-fane tilhørte Kirkeministeriet. Det skulle registreres for Gud og hvermand, at jeg er faderen til den skønne pige. Men her var ikke plads til nær så meget høflighed. I sin fulde længde lød det officielle Danmarks lykønskning: “Erklæringen er modtaget og faderskabet registreret.”
Tak for kaffe! Kunne det ikke blive til mere festivitas end det? Selvom en lykønskning kunne have virket kunstig, havde den dog mindet mig om, at der sad et menneske i den anden ende. Og behandlede “min sag” (ja, når man får børn uden at være gift er det nemlig “en sag” lærte jeg tidligere i flowet).
Her til sidst: Tak til dig. Tak fordi du læser denne tekst. Den er også sendt som nyhedsbrev, og hvis du kunne lide, hvad du læste, synes jeg, du skal tilmelde dig.
Kategoriseret som: Arbejde, Digital, Kommunikation