Det betyder, at vi ikke gider bruge vores tid på at dele ideer med kommunen – så kommunen får ingen ideer på sit fine involveringsprojekt, på nær hvis den hiver dem ud af folk. Det betyder, at ingen medier gider skrive om din navlepillende pressemeddelelse. Og det betyder, at et hav af reklamer, der skal påvirke organisationers brand i offentligheden har det rigtig svært.

Mange organisationer og virksomheder ville have godt af at tage et reality check: Er vi virkelig interessante nok til, at folk gider snakke med os? Tror vi, journalisten synes, vi er mere interessante end Nicklas Bendtners affære med Caroline Fleming? Tror vi, borgerne hellere vil bruge tid foran computeren på at give os ideer end på at være sammen med deres børn?

Der er naturligvis undtagelser for reglen. De fleste virksomheder og organisationer er enormt interessante i små eller store miljøer – Udenrigsministeriet er for eksempel spændende på statskundskabsstudierne og for de udenrigspolitiske nørder, og NCC er måske interessant for en særlig gruppe af bygningsingeniører. Find dine nørder og dyrk dem, hvis du gerne vil fortælle dine historier. Men fortæl dem dog til dem, der er interesserede – ikke til alle os andre. Vi gider ikke være venner med dig på Facebook eller se dine imageopbyggende reklamer, der skal fortælle mig hvorfor din organisation i virkeligheden er enormt interessant.

Særligt få organisationer er interessante for de allerfleste af os. Det er det, man normalt kalder folkeeje: Regeringen, Kongehuset, X-factor… Men sandsynligheden er stor for, at din organisation ikke er en af dem.

I regi af Dansk Kommunikationsforening holder jeg kurset Sociale medier i den strategiske kommunikation (8. september i København, 12. september i Vejle). Det er et kursus, der er rettet mod kommunikationsfolk, der gerne vil forstå, hvordan de kan tænke sociale medier ind i deres arbejde. Der er plads til nogle af hype-casesne, men også til nogle lidt mere konkrete værktøjer og ikke mindst til kritisk distance. Jeg har fået rigtigt gode evalueringer for kurset de sidste år, og jeg arbejder løbende på at gøre det bedre. Læs for eksempel denne artikel, hvis du vil have et indtryk af, hvad jeg siger.

I regi af Kommunikationsforum er jeg 15. september med til at holde kurset Digital medlemskommunikation. Her skal jeg hjælpe medlemsorganisationer med input til, hvordan de kan arbejde med at gøre deres digitale kommunikation mere vedkommende for medlemmerne. Læs for eksempel denne artikel, hvis du vil have et indtryk af, hvad jeg siger.

Min pointe er, at hvis man ønsker at være social og brugerinddragende, gør man det svært for sig selv, hvis man starter konceptudviklingen med virksomhedens produkter og ønsker, og så forsøger at gøre det spændende for brugerne. Det er reklame.

Nemmere er det, hvis man et øjeblik glemmer hvilke produkter, det er, man gerne vil sælge og starter ved brugerne. Hvad har de lyst til at bruge tid på? Og kan man så gøre det relevant for sin virksomhed?

Læs hele artiklen online her.

Men det er ikke kun din nye chef og det fine værdisæt, han har fået trykt på arbejdspladsens kaffekrus eller screensavere. For når du kommer hjem og tænder fjernsynet: Bullshit! Når du kigger i boligannoncerne: Bullshit! Når du læser avisen, fagbøgerne eller reklamerne: Bullshit!

Vi begraver hinanden i bullshit, og vi bruger utroligt meget tid og energi på at lytte til, formulere og bortfiltrere det. For når vi taler bullshit, bliver det alt for svært at forstå, hvad det egentlig er, vi mener. Det bliver mudret og uklart, og alt for ofte virker det som om, de store ord ikke bare mudrer meningen – men træder i stedet for egentligt indhold. Hvor troværdigt er det at sige, at vi skal handle troværdigt?

Der er særligt meget bullshit i branchejargon. Min egen branche, kommunikationsbranchen er for eksempel rigtig godt med: Bureauerne er bullshittens bannerførere, når de slynger om sig med ord som spidskompetencer, integreret brand-positionering, strategiske koncepter og fanden og hans full service pumpestok. Men det er egentligt ikke min oplevelse, at bureauerne er så meget værre end deres kunder.

Engang udviklede jeg for eksempel en ironisk model sammen med en gammel kollega. Vi kaldte den “De 5 V’er”. Det stod for Viden, Vilje, Vision, Værdi og Vækst*. Vi spøgte med, at de fem ord skulle indgå i enhver opgave, og det lykkedes os også (kortvarigt!) at bilde en praktikant ind, at det var en officiel model. Men vores flade vittighed blev hurtigt overhalet af den endnu fladere virkelighed: Der gik knap en måned, før vi modtog et oplæg fra en potentiel kunde, hvor alle fem ord indgik i løbet af den første halve sides tekst. Bullshit!

Harry G. Frankfurt skrev i 1986 sit fine essay “On Bullshit”. Her beskriver han, hvordan bullshit ikke handler om sandt og falsk – fakta er fuldstændigt ligegyldige for bullshitteren, forklarer han og fortsætter derefter: “Bullshit er uundgåeligt, når omstændighederne kræver at nogen taler, uden at vide hvad han taler om” (Hør et uddrag af essayet her).

Et andet slemt eksempel på bullshit er jobannoncer og jobtitler. Igen er min egen branche noget af det værste, og tilsyneladende bruger man fine titler for at holde på folk, man ikke kan eller vil give lønforhøjelser. Resultatet er, at man kunne fodre den samlede polske svinebestand med glittede visitkort spækket med titler som konceptuel direktør, strategisk branding rådgiver, associeret partner eller min egen favorit, Creative Strategic Director. Bullshit! Du er jo givetvis dygtig til det, du laver. Så forklar dog, hvad det er i stedet.

Per Salling har for nogle år siden skrevet en fin lille tekst om bullshit. Her citerer han Arthur Kurdners digt: “Når du ikke ved, hvad du mener - så brug store ord. De narrer ofte små mennesker.” Men jeg har til dato ikke mødt nogen, som blev (varigt) imponerede af de engelske titler eller smarte buzzwords. De skaber jo ikke nogen værdi. Det gør derimod fagligt dygtige og engagerede mennesker. Og de færreste bliver altså dygtigere af at få en dummere titel.

Indrømmet: Jeg har helt sikkert selv udgydet min andel af bullshit. Man forsvinder ind i en branchejargon, hvor man synes, at tidens smarte begreb lige giver lidt bedre mening end det, man brugte i sidste uge. Man gør det ikke nødvendigvis for at spille smart eller af ond vilje. Men bullshit er ikke desto mindre et udtryk for åndelig fattigdom og manglende respekt for vores medmenneskers intelligens.

Det betyder ikke, at man skal undgå fagsprog. Men man skal være sig bevidst, at fagsprog kun skal bruges, når det kan gøre en sammenhæng, en teori eller et budskab nemmere at forstå. Bullshit kendetegnes derimod ved, at det gør det sværere at forstå, hvad der egentlig bliver sagt.

Gør indsigelser, når du hører bullshit – og ikke mindst, når du hører det fra dig selv!

(PS: Og gør allerstærkest indsigelse, hvis du hører det fra mig!)

*) Overfor offentlige kunder kunne Vækst skiftes ud med Velfærd.

Generelt er overvågning af sociale medier ikke et modnet marked. Men her er en række tips:

• Infomedia og Meltwater har overvågningsprodukter, som koster penge. Infomedias bygger på overskrift.dk, der i en simpel udgave er gratis.
• WhosTalkin er en udmærket søgemaskine på tværs af en række medier - men desværre endnu uden automatiseret overvågning med abonnement.
• Addictomatic (http://addictomatic.com) søger ikke helt så godt, men har noget automatisering (se http://addictomatic.com/topic/%22copenhagen+airport%22).
• SocialMention.com er en tredje mulighed.
• Technorati tilbyder international blog-overvågning:
• Facebook er lukket land for andre, men har til gengældfået en lidt bedre søgetjeneste med en del filtreringsmuligheder
• Google Alerts søger på tværs af nettet og sender dig en mail, når et ord optræder for første gang på et site.

Her kan du se lidt andre tips til overvågningen.

• Mennesker & Medier på P1, der vel ikke kræver nærmere introduktion. Lasse Jensen styrer os stensikkert gennem medieudviklingen (med særligt fokus på tv og aviser).
• Harddisken, også fra P1, hvor Henrik Føhns og Anders Høeg-Nissen med charme og ufattelig viden briefer om den seneste teknologiske udvikling.
• Third Ear, der er støttet af Kunststyrelsen og fortæller fantastiske historier efter amerikansk forbillede. Fremragende radio, hvis eneste problem er den ujævne udgivelsesfrekvens.
• This American Life, efter min mening nok det bedste radioprogram, jeg nogensinde har lyttet til. Med østkystamerikansk intellektuel charme, fortæller de fabelagtige journalister historier inden for et nyt tema hver uge. Radioens svar på fremragende essays.
• Kommunikationscast, der er hjemmeproduceret af Katrine Emme Thielke og Mikkel Westerkam og så rigeligt kompenserer for Lasse Jensens manglende fokus på nye medier. Hyggelig og begavet radio.

Men da jeg så skulle supplere mine podcasts for nylig spurgte jeg ud på Twitter – og fik en syndflod af anbefalinger tilbage, som jeg her vælger at bringe i uredigeret form – for jeg er endnu ikke nået gennem halvdelen af anbefalingerne.

Kan ikke lige se om @moltke allerede har anbefalet On the Media? Men ellers gør han det nok snart -og det ER super!

Og undskyld – det HAVDE @moltke selvfølgelig gjort. Undskyld støjen! Jeg skynder mig ud i skoven igen!

De bedste er FIR, This week in Tech, Marketing over Coffee. Hører stort set alle sammen, men er også stor fan af podcast

Udover alle de nævnte har jeg også selv føjet lidt nyt til samlingen via søgninger. Det drejer sig om

• Den Anden Radio, som jeg tidligere har skrevet om
• The Economist: Tea with the Economist
• New Yorker: Out Loud
• TimesTalks

Sitet består af to ting: Det aggregerer seneste nyheder fra en lang række danske websites om kommunikation. Og nederst er der en Google-søgemaskine, der søger på tværs af nogle af de største.

Jeg har mest bygget det til mig selv, men hvis du synes, det kan noget for dig, eller du kender nogen, der også gerne vil have et overblik, så brug det så meget i lyster. Du er også velkommen til at sende mig en mail med foreslag til sites, du gerne vil have med på overblikket. Husk at sende link til RSS-feedet med.

Tjek komm.dk.

Men jeg blev altså lidt skuffet, da jeg så de ni tendenser. For de viser mest af alt, at spådomme i fremtiden først og fremmest siger noget om den tid, de bliver udsagt i. De fleste af tendenserne handler nemlig om de udfordringer, kommunikationsfaget har i 2010: At kunne måle effekt, at kunne underbygge forretningsstrategi eller de digitale udfordringer. Andre tendenser kunne ligeså godt være udpeget for ti år siden: Fx globalisering eller kravet om autencitet i kommunikationen.

Måske ambitionsniveau (tendenser for et fag 10 år ud i fremtiden) ikke har stået mål med ressourceforbrug (en gruppe frivillige, der har fået nogle timer plus en spørgeskemaundersøgelse). Det betyder ikke, at tendenserne er ubrugelige – for tendenserne er efter min mening ganske fornuftige, i hvert fald i et 2-3-4 års perspektiv.

Men det er falsk varebetegnelse, at foregøgle, at de rækker ti år ud i fremtiden, når vi lever i en tid med så hastige forandringer af samfund, teknologi og organisationsstrukturer, som tilfældet er.Men med den varedeklaration påhæftet, tror jeg faktisk, man som kommunikatør kan få meget god inspiration af at klikke, læse og kigge rundt på de relaterede artikler og videoer.

De medier, du ejer, har mange fordele: De er relativt billige at producere i forhold til de indrykningsbudgetter, der ofte hører til reklamen. Virksomheden har masser af kontrol over dem og kan derfor aflevere sine budskaber i den form, man ønsker, og om nødvendigt til meget små nicher. Omvendt kan det være svært at komme ud til store målgrupper (hvor mange virksomheders hjemmesider eller weblogs besøger du?) og kommunikationen opleves sjældent som troværdig.

De medier, du køber dig til, har den samme troværdighedsudfordring – men der er også mange fordele: Det er let og hurtigt at skrue op og ned for trykket og nå ud til rigtig mange mennesker, man kan i stadigt stigende grad målrette kommunikationen mod nicher, og virksomheden bevarer i høj grad kontrollen over budskaber og kontekst. For tiden er købte medier endda billige på grund af finanskrisen.

Endelig er der de medier, virksomheden gør sig fortjent til. Det er måske de vigtigste medier for opfattelsen af virksomheden og dens produkter, men det er samtidig de medier, der er klart sværest at styre. For mediernes opfattelse og kundernes omtale, snakken i sportsklubben og sladder på Facebook bliver påvirket af en lang række faktorer, ikke mindst produktkvalitet, hörensagen og kontakt med frontlinjepersonale. Omvendt er troværdigheden høj, hvad end man læser artiklen i avisen, bliver anbefalet produktet på nettet eller snakker om virksomheden over middagsbordet.

Men fordi de medier, virksomheden gør sig fortjent til er så komplekse at styre (og måske endnu sværere at måle), koncentrerer mig organisationer sig om de to første grupper af medier: Der, hvor man kan have styr på det. Der, hvor man ved, hvad man gør. Og kaster de sig ud i de fortjente medier gør de det oftest i den ende, hvor det er nemmest at styre: I pressen, hvor man taler med andre professionelle. Eller med værktøjer, der minder om dem, man kender: Virale film eller guerilla marketing.

Vil man opnå den fulde effekt af de medier, man gør sig fortjent til, handler det imidlertid først og fremmest om at levere en ordentlig service til sine kunder og andre kerneinteressenter. Og så brugevsine  kommunikationskompetencer (og betalte og ejede medier) til at påvirke holdningerne rundt om kerneoplevelsen og hjælpe gode budskaber på vej rundt i sociale netværk, online og offline. Det er svært at gøre, svært at måle og svært at fortælle om til sin chef – og derfor forfalder mange virksomheder til reklamer og årsrapporter, facebook-applikationer og ligegyldige pr-historier, der ikke har andet mål end at få chefen i tv.

Men det kan lade sig gøre: Når Apple for eksempel er en kommunikativ solstrålehistorie, bunder det først og fremmest i fremragende produkter og en stabil kundeservice. Men det drejer sig også om, at man formår at skabe en uhørt buzz om nye produkter, både i sociale netværk og i medierne. Ikke ved hjælp af ligegyldige Facebook-fansider, men ved at lække historier, påvirke meningsdannere, gennemføre tjekkede events og bakke det hele op med god, klassisk markedsføring og stilrene ejede medier, der underbygger oplevelsen.

Inspireret af Sean Corcoran og Daniel Goodall.

Den har deadline med udgangen af januar måned, og jeg har skrevet et første udkast, som jeg vil blive meget begejstret for at høre netop din mening om. Har du forslag til forbedringer, ændringer, rettelser eller andet?

Det er lidt et eksperiment – man skal jo tage sin egen medicin, og det her er en meget direkte måde at få feedback på, tænkte jeg.

Du skal vide at:

• Jeg ikke har læst korrektur endnu, så der er indgang på eget ansvar!
• Artiklen gevaldigt trænger til en sproglig stramning
• Den er lidt for lang – så foreslå helst ikke noget nyt uden at foreslå, hvad jeg kunne fjerne
• Min flinke redaktør Bo ikke har læst artiklen endnu, så fejl er udelukkende min skyld

Første udkast kan downloades her. Vær sød ikke at sende den rundt omkring (jeg synes ikke, den er helt skarp endnu!). Jeg lover, at den endelige udgave nok skal blive lagt op på bloggen til gratis download – og langt bedre forsynet med links og kildeangivelser.

Jeg glæder mig til at læse dine kommentarer. Du skal dog vide at jeg er bortrejst fra 1-20. januar, så hvis jeg først svarer derefter, skyldes det, at jeg nu lader den ligge de næste tre uger (og næppe har adgang til nettet). Og altså ikke mangel på taknemmelighed eller høflighed

Tak for hjælpen.

1. Sociale netværk gik fra at være noget nyt til at blive taget for givet
Hvor 2008 var året, hvor sociale netværk blev mainstream er 2009 året, hvor sociale netværk er blevet fælles gods for danskerne. Reklamer, avisartikler og fjernsynet refererer til Facebook uden de længere behøver at forklare, hvad det er. Selv Kandis har lavet en sang.

Når man ikke længere behøver at forklare, hvad Facebook er for noget, kan der komme lidt mere fokus på, hvad man kan bruge det til: Som individ eller som virksomhed. Men min oplevelse er desværre, at der stadig er utrolig meget ufunderet hype om området i mange medier og virksomheder. Det bunder i et reelt informationsbehov, som sjældent bliver tilfredsstillet. Mange er bange for at komme for sent til the next big thing og kaster sig derfor ukritisk over al information om Twitter, Google Wave eller .

2. Open source CMS’er gik fra at være noget sært til at være et reelt alternativ for de fleste
Det er kun nørder, der interesserer sig for, om noget er open source eller ej. De fleste synes jo nok bare, det er en forretningsmodel som så mange andre. Men min oplevelse er, at open source CMS’er (især Drupal, Typo3 og Umbraco) fik et gennembrud i Danmark i 2009. Mest markant ved at alle Berlingske-koncernens sites efterhånden er blevet relanceret på Drupal, men også danske virksomheder er i stigende grad på vej.

Det betyder, at CMS-markedet igen giver større valgfrihed end bare “Sitecore eller Sharepoint”. Og det er godt: Især fordi der er så mange gode løsninger på markedet. Men det betyder også, at man i fremtiden kommer til at bygge websites på en anden måde. Mange af open source-systemerne har et stort udvalg af forskellige plugins (“legoklodser”) som man relativt problemløst kan bygge ind på sit site – og dermed tilføje nye funktioner og løsninger simpelt og hurtigt. Normalt bygger man websites, som man bygger huse – med planer, tegninger og mange kompetencer involveret. I fremtiden kan man måske gøre, som når man bygger legohuse. Det har mange kommercielle systemer også – men det er trods alt sjovere at lege sig frem, når legoklodserne er gratis. Det ville være oplagt, hvis Sitecore eller Sharepoint også lavede butikker, hvor man kunne tilføje nye plugins nemt og smertefrit, evt. for en fast abonnementspris. Skal jeg vælge open source?

3. Cloud computing fik et lille gennembrud
I 2008 fik Cloud Computing eller Software as a Service også et lille gennembrud i offentligheden. Men det var ikke for det gode. Det var nemlig den verden, Stein Baggers IT Factory arbejdede inden for. Cloud Computing vil sige, at programmer ikke køres fra den lokale computer men fra en anden computer et sted på internettet. Det gør bl.a., at man kan nøjes med at udvikle på programmet ét sted, og det betyder, at det er billigere at distribuere, vedligeholde og videreudvikle programmet.

Og det er interessant for dig, fordi du får bedre og billigere programmer og systemer af det. Listen er lang: Gmail, Google Wave, Hoist, Basecamp, FogBugz, Zoho, Google Maps osv. Mange af programmerne er allerede ret udbredte – Gmail er for eksempel en af verdens største mailudbydere i dag og Citrix er udbredt hos mange store virksomheder. Efterhånden som platformene bliver bedre, vil de mange indbyggede fordele føre til, at de vil være førstevalg. Også fordi Cloud Computing giver så mange muligheder for den hypede forretningsmodel Free.

4. Telefoner kan meget mere end for et år siden
For bare et år siden kunne telefoner ikke særlig meget. Eller – det kunne de måske, men ingen kunne finde ud af at bruge dem. I dag har vi fået en del flere smartphones (iPhone, Android, HTC, Blackberry …) og de fleste af dem er understøttet af App Stores, dvs. små butikker hvor man kan finde i hundrede tusindvis af små programmer, der kan hjælpe en med de ting, man gerne vil kunne gøre på sin telefon. Kino har en. Rejseplanen har en. Ja, selv MitKBH fik endelig en.

Og mange af applikationerne kan meget mere end den computer, du sikkert læser det her blog-indlæg ved. For når telefonen ved, hvor du er henne i verden, kan den give dig information baseret på det. Det fører til det, man kalder augmented reality. Det betyder for eksempel, at du kan stå ved Storkespringvandet i København og automatisk få leksikonopslaget om springvandet, nyhedshistorier fra Amager Torv og cafeanmeldelser af Cafe Europa.

5. Musik er noget, man streamer
I gamle dage var musik noget, man købte i en fysisk form. Det er det ikke længere. I dag nærmer det digitale musiksalg sig salget af cd’er. Men det er ikke sikkert, at Apple skal gnide hænderne for længe over deres forretningssucces. For i 2009 fik vi et kæmpegennembrud for streamet musik, i Danmark først og fremmest på grund af TDC Play, der er gratis til alle TDC’s kunder og har haft over 100 millioner downloads. TDC’s forretningsmodel er én – en anden er Spotify, en svensk udbyder af streamet musik, der sidst på året vandt New Media Award.

Det betyder alt sammen, at musikbranchen må opfinde nye forretningsmodeller. For de kan ikke længere leve af cd-salget. Men også andre brancher kan forvente den samme ændring. Video, bøger, magasiner, aviser… Ja, alt slags indhold kan i fremtiden ligeså vel streames, som det kan sælges i fysisk form.

6. Den elektroniske boglæser blev introduceret
Og i forlængelse heraf fik vi så det første spæde skridt for den elektroniske boglæser i offentligheden, da Amazon begyndte at sælge sin Kindle i Danmark. For 1800 kroner får man en relativt funktionel og simpel ebogslæser, der demonstrerer potentialet for nørderne, selvom den ikke er et relevant alternativ for det brede marked. Først og fremmest fordi udbuddet af danske ebøger endnu ikke er stort nok.

Men det viser fremtiden for medierne. Business Insider udregnede for eksempel i starten af året, at det koster New York Times dobbelt så meget at trykke avisen i et år, som hvis de sendte hver eneste abonnent en gratis Kindle. Siden er prisen for en Kindle faldet til næsten det halve.

Og selvom det ikke er Kindle, der er fremtiden for medierne, er det måske andre digitale distributionsformer. Se for eksempel Sports Illustrateds demonstration. Eller Bonniers. Om nogle år læser du måske ikke din avis eller dit magasin på papir. Og det skal du være glad for. Bedre medier, billigere. På nær hvis de altså bruger de sparede penge fra distribution og tryk på bedre indhold…

Hvad har jeg ikke fået med?
Hvad tænker du om de vigtigste trends i 2009? Har jeg fået det hele med? Giv gerne din kommentar nedenfor.

Meget af indholdet kan læses i slidesne, som du kan se her:

Kludetæppet er en af de største udfordringer for den professionelle kommunikatør anno 2009. Kommunikationen om organisationen og dens produkter foregår i dag på et væld af forskellige platforme, og det er de færreste af dem, organisationen har kontrol over. Hvis man kan håndtere det, giver det spændende muligheder for at forstå kunderne, tale med investorerne, få ideer fra medarbejderne, organisere medlemmerne eller skabe ambassadører. Det handler ikke så meget om teknologi, som det handler om relationer og mennesker. Internettet er i modsætning til traditionelle medier et symmetrisk medie, hvor alle kan kommunikere frit.

Men det er også svært for mange. Der er mange uheldige eksempler på organisationer, der forsøger at gøre sig til på kludetæppet: Fra Visit Denmarks villige danske piger til Facebook-grupper med kundespørgsmål uden svar og hensygnende direktør-blogs uden indhold eller dialog.

Samtaler med mening
Ebbesen og Haug bruger ikke så mange ord på de dårlige eksempler, men koncentrerer sig først og fremmest om de mange succeshistorier i ind- og udland. Det er en tendens, man kender fra andre bøger om sociale medier (fx Groundswell og Wikinomics), og det kan komme til at lyde som om, at sociale medier er en art mirakelmedicin, der i løbet af få år vil erstatte al traditionel massekommunikation.

Det sker næppe. For de nye teknologier og muligheder er i altovervejende grad et supplement til eksisterende medier og kanaler – og tv-reklamer vil også have markant betydning i fremtiden. Den professionelle kommunikatør skal lære at benytte sociale medier, men skal også vide, hvornår man skal vælge andre tilgange.

En grundbog
Lyt til elefanterne er et godt bud på en dansk grundbog i sociale medier. Den kommer godt omkring med mange forskellige eksempler og introducerer først og fremmest læseren til en måde at tænke på og forstå internettet, som mange kommunikatører vil have glæde af at læse. I eksemplerne bærer den præg af forfatternes forkærlighed for politisk kommunikation, og man kunne ønske sig lidt flere eksempler fra virksomheder og organisationer udenfor det politiske spektrum – og nogle flere eksempler på det mislykkede. Det lærer man jo også af.

Så tag en god dosis skepsis med dig, når du læser bogen.  For du skal læse bogen. I hvert fald hvis du ikke helt føler, at du har forstået, hvad det er for nogle nye muligheder, internettet giver dig. Men måske undertitlen – digital kommunikation i praksis – lyver lidt: Digital kommunikation betyder her sociale teknologier. Og hvis man tror, at ”i praksis” betyder, at man får en præcis opskrift på, hvordan man gør, bliver man skuffet. Men det er i småtingsafdelingen: Styrken i bogen er, at den kan hjælpe sin læser til en ny måde at forstå og bruge internettet.

Anna Ebbesen & Astrid Haug: Lyt til elefanterne. Digital kommunikation i praksis. Gyldendal Business, 250 kr. Udkom 9. oktober.
Anmeldelsen er oprindelig skrevet til Kommunikationsforum.dk. Se også andre online-omtaler hos Rene Clausen-Nielsen og Katrine Emme Thielke. Forfatterne har også en fin blog.

Min tese ville være, at den almindelige potentielle medarbejder bruger alle disse muligheder til at (a) med relativt lav involvering danne sig et indtryk af forskellige arbejdspladser (hvem af mine “venner” klager over jobbet på Facebook? Måske ikke der jeg skal arbejde…) og (b) i en reel jobsøgningssituation aktivt søger information fra nuværende og tidligere medarbejdere på stedet i deres netværk, udenom hr og marketing. Det ville jeg selv gøre i hvert fald. Hvad tror du?

Det er for mig at se et konkret eksempel på, hvordan sociale medier er med til at aktualisere behovet for, at der er overensstemmelse mellem hvad man gør og hvad man siger, både internt og eksternt. Det nytter ikke noget, at virksomhedens jobannoncer er helt i modstrid med Facebook-gruppen, eller med hvad gamle medarbejdere siger. Værd at huske for virksomhederne – især i en krisetid med opsigelser.

Skrevet på baggrund af mail-korrespondance med Kasper, der skriver speciale på ITU.

Du kan se mere fra dagen på bysted.dk, bl.a. mine kollegaer Jonas og Annas præsentation.

Sådan opsummerer Jonas Trier-Knudsen fra Information mine holdninger til situationen i Iran i disse dage. Det er en ganske fin artikel, han har skrevet, synes jeg. Læs hele artiklen her hos Information.

Ambitionsniveauet var skræmmende i al sin enkelthed: Hvordan ville email se ud, hvis det blev opfundet i dag, 40 år senere. Og svaret ligner noget, der kan skabe helt nye muligheder for at kommunikere internt i organisationer – og på tværs.

Wave opfinder ikke noget rigtig nyt. Men det blander eksisterende teknologier og kommunikationsformer sammen til ét gennemført produkt, og hvis man sidder gennem den 80 minutter lange præsentation bliver man igen og igen betaget af, hvordan alle tankerne er så rigtige. Wave er tilsyneladende skalerbart og skaber fordele, hvad end man laver simpel 1-til-1 kommunikation eller arbejder sammen i store grupper.

Et par eksempler:

• Hvis to brugere er online samtidig i en wave, kan de vælge at chatte i stedet for at maile – men det foregår på samme måde
• Flere brugere kan arbejde sammen om at redigere dokumenter – i stedet for at svare frem og tilbage – lidt ligesom i en wiki
• Når man så er tilfreds med dokumentet, kan man direkte fra Wave publicere resultatet, f.eks. på en blog eller et website
• Man kan også indsætte kort, billeder, formularer og meget andet, der gør Wave til et meget rigere medie end f.eks. email
• Og Wave giver mulighed for at holde nogle samtaler hemmelige, f.eks. inde i en organisation, mens andre samtaler foregår på tværs
• Og meget, meget mere – Google Wave kan nemlig udvides med alle mulige små “agenter” eller “robotter”, som så kan tilfredsstille lige netop dine behov.

Der er ikke nogen tvivl om, at Wave er et langt mere helstøbt og gennemført produkt end Email. Men derfra og til at så få det implementeret på verdensplan er der selvfølgelig langt. Men hvis bare halvdelen af løfterne fra demonstrationen holder vand, skal det nok lykkes for Google og Brdr. Rasmussen at få en succes, der kommer til at gøre mange opgaver i dit liv og din organisation lettere end i dag, især hvis du samarbejder med andre mennesker. Google Wave lanceres sidst på året.

Hele præsentationen fra Google I/O-konferencen 28. maj kan ses, når du trykker Læs mere eller hos Google.

Programmet kan ses på deres website, men man har jo ikke meget tid på tv, så her er mine pointer i tekstform:

Det er positivt og meget forståeligt, at politikerne prøver at benytte video til deres kommunikation. De kan ikke komme på tv, lokale aviser forslår ikke rigtig, valgplakater virker ikke… Og video kan være en god måde at forklare sin politik på til borgerne.

Men desværre er videoerne for langt hovedparten ikke særlig gode. Dels er den tekniske kvalitet dårlig, men det betyder ikke så meget. Problemet er snarere, at de enten er gabende kedelige, tåkrummende pinlige eller lider af en vis grad af storhedsvanvid (jeg gør, ligesom de gør på tv). Det betyder, at videoerne ikke har en positiv effekt – måske snarere en negativ.

Politikerne tænker tilsyneladende ikke på deres målgruppe. Det er svært at gøre danskerne begejstrede omkring EU-parlamentsvalget. Men det afspejler videoerne ikke.

De tænker heller ikke på, hvordan de får videoen distribueret. Hvis den skal ud til mange, skal den enten have en viral kvalitet, der gør, at man får lyst til at sprede den (via mail, Facebook osv.), eller der skal samtænkes med andre medier som fx annoncering og PR, som Lars Løkke Rasmussen effektivt har gjort for nylig, og Venstre i det hele taget var stærke omkring ved sidste folketingsvalg.

Den største mulighed ved videoerne er nok at kommunikere til netværk og organisation. Kernevælgere, personligt netværk, allerede overbeviste osv. er nemmere at få til at se videoerne. Og det kan også være rigtig fint, for så kan de bære budskaberne videre til folk omkring dem. Men så er det også det ambitionsniveau, videoerne skal laves efter. En god inspiration kunne her være den konservative britiske leder, David Cameron.

Samtidig er websitet udtryk for noget andet: Det er udtryk for, at en dygtig samfundsborger – programmøren Michael Friis – ikke har været tilfreds med den måde, Folketinget stiller informationer til rådighed for borgerne. Og derfor har han lavet noget, der er bedre. Det er sikkert ikke bedre for alle – men det er i hvert fald bedre for nogen.

Man kan finde rigtig mange data og informationer på internettet. Det gør det nemt at skabe nye online produkter som fx Folkets Ting, findvej.dk/wikipedia og Everyblock, og muliggør, at informationer bliver præsenteret i mange forskellige sammenhænge. Det har naturligvis både fordele og ulemper for producenterne af data – men i dette tilfælde er det ubetinget en fordel for ejerne af informationerne, det danske folk, der her får sit mest reelt demokratiserende website længe.

Sitet er stadig under udvikling. Læs mere om planerne her.
Inspirationen kommer bl.a. fra Public Whip og OpenCongress.