Jeg kan godt lide denne video om remix kultur, som jeg faldt tilfældigt over. Fortælleren er lidt studentikos, men han har også nogle gode pointer, og indførslen i kulturen er fornuftig, synes jeg.

Sommertiden har  givet plads til endeligt at gennemarbejde den undersøgelse, jeg lovede i foråret (undskyld internet!).

Undersøgelsen viser en del sjove ting om danskernes forhold til sociale medier som Facebook, LinkedIn og Twitter. Du kan downloade et faktaark om undersøgelsen her – og tabellerne her.

Efter min mening er de mest interessante konklusioner, man kan drage, at:

• 3 ud af 4 danskere bruger sociale medier, og selvom Facebook er klart størst, er det ikke det eneste medie, vi bruger. For eksempel er foreningsfora og lignende også bredt repræsenteret. Lamngt de fleste af os deltager aktivt. Demografien er ikke så markant, at vi kan sige en hel masse med sikkerhed, men det vi kan sige er, at de unge deltager mere aktivt end de ældre. Vi kan også se, at mange flere er aktive på Facebook. Det hænger nok dels sammen med Facebooks artiketur for deltagelse, dels sammen med, at der er et meget større tidsforbrug på Facebook.
• De adspurgte mener selv, at deres øgede tidsforbrug på sociale medier går ud over tv’et. Det er nu svært at få til at passe med, at tidsforbruget på tv aldrig har været højere, og er nok et eksempel på, at folk gerne vil svare (eller tro), det, der lyder pænt.
• Der er ikke et helt entydigt billede af, hvad danskerne forventer af virksomheder på Facebook. 44 procent har ingen forventning om at virksomhederne er til stede, mens 16 procent har. Det har vi skrevet en pressemeddelelse om hos FDB.
• Det samme gælder med foreninger, hvor det gælder, at unge har meget større forventninger til foreningerne.
• Det er også interessant, at vi kun i lille grad ønsker, at offentlige myndigheder bruger sociale medier. Spilder det offentlige tiden på Facebook?
• Og når det gælder politikere, er vi igen splittede. Hver femte er helt eller delvist enig i, at politikere og politiske partier bør være til stede på sociale medier. Men 35 % er uenige.
• Hvis alle disse organisationstyper så kommer på sociale medier er én ting i hvert fald essentiel: Rigtig mange forventer svar (og især yngre, viser demografien). Næsten 40 % forventer, at politikere, virksomheder, myndigheder og foreninger svarer tilbage, hvis man skriver til dem. 30 % er ikke så forvænte.
• Og endelig fik jeg undersøgt en analogi, som har interesseret mig. Facebook kontra læserbrevet. Ikke mindre end 60 % er helt enige i, at man ikke bør skrive noget på Facebook, som man ikke ville skrive i et læserbrev i avisen. Kun 11 % er helt eller delvist uenige. Det skriver jeg et blog-indlæg om her en af dagene.

I de to pdf’er, du kan downloade, er der ikke lavet kryds på demografien. Det skyldes, at man meget let kan overfortolke data på disse områder. Ved rigtig mange af krydsene er grupperne nemlig meget små, og så bliver tal ikke repræsentative.

Bemærk: Undersøgelsen er en webbaseret survey. Respondenterne udtrækkes i YouGov Zapera Danmarkspanel og bliver efterfølgende vejet på plads på alder, køn og geografi, således at undersøgelsen tilnærmelsesvis er repræsentativ i forhold til Danmarks befolkning 15-74 år. NB! Resultaterne af en webbaseret survey vedrørende holdning og adfærd på nettet kan ikke direkte overføres til hele Danmarks befolkning – men den kan give et godt fingerpeg.

I disse iPad-dage er der mange diskussioner om, hvordan aviser og magasiner kommer til at se ud. Phil Gyford har lavet et sjovt og ekstremt simpelt bud, hvor han laver en særlig udgave af dagens The Guardian – Today’s Guardian.

Hans tanker bag det enkle interface er, at:

• Gøre det enkelt for brugeren at træffe beslutninger (man kan nærmest kun bladre frem og tilbage)
• Gøre det nemt at læse den enkelte artikel uden at blive forvirret af anbefalinger, relationer, reklamer og mærkelige indskud
• Hjælpe brugeren med det han kalder finishability – at man med god samvittighed kan tænke, at “nu har jeg læst avisen og behøver ikke gøre det igen før i morgen”, altså at man ved, hvornår man er færdig

Resultatet er meget langt fra de fleste medie-websites. Men min oplevelse (med 10 minutters klikken rundt) er, at jeg læser flere forskellige artikler – og læser dem mere til ende – end på mange mere “traditionelle avis-sites”. Det passer også godt til Guardians indhold. Bliver spændende at følge op på, hvordan folk bruger Gyford-udgaven af Guardian.

FDIM har hver uge en “ugens profil” – i denne uge er det mig, der har fået lov at svare på lidt spørgsmål om medier, internettet og mit arbejde hos FDB. Du kan læse det her.

FDB vil vi gerne lave en survey af danskernes brug af sociale medier, dels i forhold til virksomheder og organisationer, dels bredere af danskernes interesser og opfattelse af sociale medier. I alt forventer vi at stille 5-10 spørgsmål samt baggrundsvariabler.

Vi har en ide om, hvad vi skal spørge om, men vi vil gerne have dit input: Hvad vil du helst vide, om danskernes opfattelser af sociale digitale medier? Del dit spørgsmål her på bloggen i kommentarerne.

Vi laver surveyen i april og lover, at vi deler resultaterne, når de er klar (sandsynligvis i starten af maj).

Hvorfor spørge os om, hvad vi vil vide?

Hvorfor lige nu?

Hvordan foregår analysen?

Hvem laver analysen?

Mulige emner og spørgsmål kunne fx være

Du må meget gerne dele dit forslag til spørgsmål eller temaer her i bloggen. Lars og jeg samler sammen og bearbejder forslag efter påsken. Tak for din hjælp – og håber vi sammen kan få stillet nogle gode spørgsmål.

Jeg har fået længere på arbejde – 45 minutter på cykel – og det har fået mig til at genoptage min lytning til podcasts med fuld kraft. Faktisk så fuld kraft, at mine sædvanlige podcasts ikke længere slår til – jeg løber tør for radio. Normalt har jeg lyttet til følgende podcasts:

• Mennesker & Medier på P1, der vel ikke kræver nærmere introduktion. Lasse Jensen styrer os stensikkert gennem medieudviklingen (med særligt fokus på tv og aviser).
• Harddisken, også fra P1, hvor Henrik Føhns og Anders Høeg-Nissen med charme og ufattelig viden briefer om den seneste teknologiske udvikling.
• Third Ear, der er støttet af Kunststyrelsen og fortæller fantastiske historier efter amerikansk forbillede. Fremragende radio, hvis eneste problem er den ujævne udgivelsesfrekvens.
• This American Life, efter min mening nok det bedste radioprogram, jeg nogensinde har lyttet til. Med østkystamerikansk intellektuel charme, fortæller de fabelagtige journalister historier inden for et nyt tema hver uge. Radioens svar på fremragende essays.
• Kommunikationscast, der er hjemmeproduceret af Katrine Emme Thielke og Mikkel Westerkam og så rigeligt kompenserer for Lasse Jensens manglende fokus på nye medier. Hyggelig og begavet radio.

Men da jeg så skulle supplere mine podcasts for nylig spurgte jeg ud på Twitter – og fik en syndflod af anbefalinger tilbage, som jeg her vælger at bringe i uredigeret form – for jeg er endnu ikke nået gennem halvdelen af anbefalingerne.

Kan ikke lige se om @moltke allerede har anbefalet On the Media? Men ellers gør han det nok snart -og det ER super!

Og undskyld – det HAVDE @moltke selvfølgelig gjort. Undskyld støjen! Jeg skynder mig ud i skoven igen!

De bedste er FIR, This week in Tech, Marketing over Coffee. Hører stort set alle sammen, men er også stor fan af podcast

Udover alle de nævnte har jeg også selv føjet lidt nyt til samlingen via søgninger. Det drejer sig om

• Den Anden Radio, som jeg tidligere har skrevet om
• The Economist: Tea with the Economist
• New Yorker: Out Loud
• TimesTalks

Den amerikanske serie-iværksætter Marc Andreesen har et råd til de traditionelle medievirksomheder: Brænd bådene. Ligesom den spanske conquistador Cortez angiveligt brændte sine både, da hans mandskab landte på den amerikanske kyst, så hans folk ikke skulle tænke over vejen tilbage, anbefaler Andreesen at mediehusene skynder sig at lukke deres gamle printudgaver ned, så de ikke skal koncentrere sig om at holde dem i live. Først når indtægten fra den gamle forretningsmodel er væk, kan mediehusene magte at fokusere på at skabe en ny forretningsmodel, mener Andreesen.

Specifikt taler han om forsøgene på at skabe en forretningsmodel ved at tage betaling for indhold. Det er en model, Andreesen mener er passé: ”All the new companies are not spending a nanosecond on the iPad or thinking of ways to charge for content. The older companies, that is all they are thinking about.”

Andreesen har helt bestemt en pointe: Det bliver stadigt sværere at forestille sig en model, hvor man for alvor kan leve af at sælge indhold til den brede dansker, når nu det meste findes bedre gratis. Men jeg tror også, at han er for fokuseret på det tekniske, når han hævder, at han kun ville betale for eksempelvis en iPad-applikation fra et mediehus, hvis den var “something genuinely new that blew him away. It would have to be more than an article with video and graphics”.

Jeg tror bestemt, der kan være en model, hvor man betaler for indhold. Hvis indholdet er godt nok og sjældent nok, som man eksempelvis ser det hos altinget.dk. Men hvis man tror, man kan leve af at sælge omformulerede Ritzau-telegrammer og halvgode essays, vil man nok have bedre af at brænde bådene.

Internettet har hidtil betydet, at vi har adgang til meget (ekstremt meget!) mere indhold end nogensinde før.

Du har adgang til udenlandsk indhold, til rigtig godt amatør-indhold og til en lang række nye mediehuse. Meget af det er rigtig godt, og er med til at gøre vores alle sammens liv lidt bedre.

Men rigtig meget af det, er noget værdiløst lort, der kun er skabt for at få dig til at klikke på reklamer. Wired artikel om Demand Media har åbnet et øje eller to for mig: Internettet er (også) en tsunami af lort.

Demand Medias forretningsmodel er frygtelig:

1. En logaritme algoritme udregner hvilken slags indhold, der giver mange annoncekroner (høj pris for annoncer, lidt eksisterende indhold, høj tendens til at klikke på annoncer)
2. En “redaktionssekretær” får et par kroner for at gøre nøgleordene til en rigtig sætning
3. En “freelance journalist” får så knap hundrede kroner for at skrive artiklen (eller lave videofilmen)
4. Endelig får en korrekturlæser og en fakta-tjekker hver et par kroner for at tjekke artiklen

Demand Media er med den model en af verdens største indholdsproducenter. De oversvømmer internettet med et mål om at producere 1 million artikler og videoer om året. Det vil i givet fald koste dem ca. 200 millioner dollars om året: “less than a third of what The New York Times shells out in wages and benefits to produce its roughly 5,000 articles a month.”

Jeg håber, de rigtige mediehuse har en ny forretningsmodel klar i ærmet.

2009 er ved at være slut. Her er mine bud på de seks vigtigste digitale trends i Danmark i 2009:

1. Sociale netværk gik fra at være noget nyt til at blive taget for givet
Hvor 2008 var året, hvor sociale netværk blev mainstream er 2009 året, hvor sociale netværk er blevet fælles gods for danskerne. Reklamer, avisartikler og fjernsynet refererer til Facebook uden de længere behøver at forklare, hvad det er. Selv Kandis har lavet en sang.

Når man ikke længere behøver at forklare, hvad Facebook er for noget, kan der komme lidt mere fokus på, hvad man kan bruge det til: Som individ eller som virksomhed. Men min oplevelse er desværre, at der stadig er utrolig meget ufunderet hype om området i mange medier og virksomheder. Det bunder i et reelt informationsbehov, som sjældent bliver tilfredsstillet. Mange er bange for at komme for sent til the next big thing og kaster sig derfor ukritisk over al information om Twitter, Google Wave eller .

2. Open source CMS’er gik fra at være noget sært til at være et reelt alternativ for de fleste
Det er kun nørder, der interesserer sig for, om noget er open source eller ej. De fleste synes jo nok bare, det er en forretningsmodel som så mange andre. Men min oplevelse er, at open source CMS’er (især Drupal, Typo3 og Umbraco) fik et gennembrud i Danmark i 2009. Mest markant ved at alle Berlingske-koncernens sites efterhånden er blevet relanceret på Drupal, men også danske virksomheder er i stigende grad på vej.

Det betyder, at CMS-markedet igen giver større valgfrihed end bare “Sitecore eller Sharepoint”. Og det er godt: Især fordi der er så mange gode løsninger på markedet. Men det betyder også, at man i fremtiden kommer til at bygge websites på en anden måde. Mange af open source-systemerne har et stort udvalg af forskellige plugins (“legoklodser”) som man relativt problemløst kan bygge ind på sit site – og dermed tilføje nye funktioner og løsninger simpelt og hurtigt. Normalt bygger man websites, som man bygger huse – med planer, tegninger og mange kompetencer involveret. I fremtiden kan man måske gøre, som når man bygger legohuse. Det har mange kommercielle systemer også – men det er trods alt sjovere at lege sig frem, når legoklodserne er gratis. Det ville være oplagt, hvis Sitecore eller Sharepoint også lavede butikker, hvor man kunne tilføje nye plugins nemt og smertefrit, evt. for en fast abonnementspris. Skal jeg vælge open source?

3. Cloud computing fik et lille gennembrud
I 2008 fik Cloud Computing eller Software as a Service også et lille gennembrud i offentligheden. Men det var ikke for det gode. Det var nemlig den verden, Stein Baggers IT Factory arbejdede inden for. Cloud Computing vil sige, at programmer ikke køres fra den lokale computer men fra en anden computer et sted på internettet. Det gør bl.a., at man kan nøjes med at udvikle på programmet ét sted, og det betyder, at det er billigere at distribuere, vedligeholde og videreudvikle programmet.

Og det er interessant for dig, fordi du får bedre og billigere programmer og systemer af det. Listen er lang: Gmail, Google Wave, Hoist, Basecamp, FogBugz, Zoho, Google Maps osv. Mange af programmerne er allerede ret udbredte – Gmail er for eksempel en af verdens største mailudbydere i dag og Citrix er udbredt hos mange store virksomheder. Efterhånden som platformene bliver bedre, vil de mange indbyggede fordele føre til, at de vil være førstevalg. Også fordi Cloud Computing giver så mange muligheder for den hypede forretningsmodel Free.

4. Telefoner kan meget mere end for et år siden
For bare et år siden kunne telefoner ikke særlig meget. Eller – det kunne de måske, men ingen kunne finde ud af at bruge dem. I dag har vi fået en del flere smartphones (iPhone, Android, HTC, Blackberry …) og de fleste af dem er understøttet af App Stores, dvs. små butikker hvor man kan finde i hundrede tusindvis af små programmer, der kan hjælpe en med de ting, man gerne vil kunne gøre på sin telefon. Kino har en. Rejseplanen har en. Ja, selv MitKBH fik endelig en.

Og mange af applikationerne kan meget mere end den computer, du sikkert læser det her blog-indlæg ved. For når telefonen ved, hvor du er henne i verden, kan den give dig information baseret på det. Det fører til det, man kalder augmented reality. Det betyder for eksempel, at du kan stå ved Storkespringvandet i København og automatisk få leksikonopslaget om springvandet, nyhedshistorier fra Amager Torv og cafeanmeldelser af Cafe Europa.

5. Musik er noget, man streamer
I gamle dage var musik noget, man købte i en fysisk form. Det er det ikke længere. I dag nærmer det digitale musiksalg sig salget af cd’er. Men det er ikke sikkert, at Apple skal gnide hænderne for længe over deres forretningssucces. For i 2009 fik vi et kæmpegennembrud for streamet musik, i Danmark først og fremmest på grund af TDC Play, der er gratis til alle TDC’s kunder og har haft over 100 millioner downloads. TDC’s forretningsmodel er én – en anden er Spotify, en svensk udbyder af streamet musik, der sidst på året vandt New Media Award.

Det betyder alt sammen, at musikbranchen må opfinde nye forretningsmodeller. For de kan ikke længere leve af cd-salget. Men også andre brancher kan forvente den samme ændring. Video, bøger, magasiner, aviser… Ja, alt slags indhold kan i fremtiden ligeså vel streames, som det kan sælges i fysisk form.

6. Den elektroniske boglæser blev introduceret
Og i forlængelse heraf fik vi så det første spæde skridt for den elektroniske boglæser i offentligheden, da Amazon begyndte at sælge sin Kindle i Danmark. For 1800 kroner får man en relativt funktionel og simpel ebogslæser, der demonstrerer potentialet for nørderne, selvom den ikke er et relevant alternativ for det brede marked. Først og fremmest fordi udbuddet af danske ebøger endnu ikke er stort nok.

Men det viser fremtiden for medierne. Business Insider udregnede for eksempel i starten af året, at det koster New York Times dobbelt så meget at trykke avisen i et år, som hvis de sendte hver eneste abonnent en gratis Kindle. Siden er prisen for en Kindle faldet til næsten det halve.

Og selvom det ikke er Kindle, der er fremtiden for medierne, er det måske andre digitale distributionsformer. Se for eksempel Sports Illustrateds demonstration. Eller Bonniers. Om nogle år læser du måske ikke din avis eller dit magasin på papir. Og det skal du være glad for. Bedre medier, billigere. På nær hvis de altså bruger de sparede penge fra distribution og tryk på bedre indhold…

Hvad har jeg ikke fået med?
Hvad tænker du om de vigtigste trends i 2009? Har jeg fået det hele med? Giv gerne din kommentar nedenfor.

Det lille bureau Komfo har lavet en undersøgelse af Facebook-udbredelsen i Danmark. Den har fået en del omtale hos bl.a. Mediawatch, Erhvervs Bladet, Ekstra Bladet og Politiken. Men undersøgelsen er desværre et eksempel på, hvad der kan ske, hvis man ikke har ordentligt styr på sit talmateriale – og på hvor let en fejlbehæftet historie spreder sig til medierne, hvis bare den er god.

Kort fortalt har bureauet forsøgt at udregne Facebook-udbredelsen i forskellige byer ved at bruge Facebooks egne tal fra deres annonceringsværktøj. Det har de så divideret med antal indbyggere i kommunerne og dermed nået frem til så opsigtsvækkende forskelle som at udbredelsen i København er 87 %, mens den i Dragør er 1 %.

Når man får sådanne tal, burde enhver metodisk grundskoling byde en, at man burde spørge sig selv, om det nu virkelig kan passe. Men det har man ikke gjort. I stedet er historien spredt udover medierne – og tilsyneladende uden kildekritik. Det er et af de mest grelle danske eksempler på det fænomen, Nick Davis har døbt churnalism (“Nå ja, det lyder da som en god historie, og der er masser af flotte diagrammer i rapporten. Det passer nok!”).

Hvad er problemet med rapporten?
For det første mangler rapporten fuldstændig kritisk selvrefleksion. Kan så overraskende tal virkelig passe?

Det kan de næppe. Der kan være mange gode grunde til, at folk fra Dragør tilsyneladende ikke er på Facebook: Først og fremmest angiver brugere, selv hvor de bor, og det sker ikke med geografisk nøjagtighed. De kan for eksempel have skrevet København (eller Copenhagen eller Amager eller noget helt tiende) i deres profil, og dermed være en del af forklaringen på den tilsyneladende ekstreme udbredelse i København. Og så har rapporten en lidt mærkværdig sammenblanding af begrebet “en by” og “en kommune”. Der er jo med de nye storkommuner ikke overensstemmelse mellem byen og kommunen i indbyggertal.

Det kan også bare være en talfejl i annonceringsværktøjet, der jo netop ikke er et statistisk værktøj, men derimod giver et estimat over udbredelsen i et område. Der netop kun er et estimat og ikke egnet til at lave statistik på. Mere valide tal vil man for eksempel kunne få hos FDIM.

Desværre er der ikke nogen hos hverken Komfo eller en række danske medier, der har reflekteret over fejlene. Ærgerligt. Tværtimod skærper medierne vinklingen yderligere med bizarre overskrifter om, at “flere byer vender ryggen til Facebook”.

PS: De tal, Komfo har om spredning på alder og køn virker knap så utroværdige. Det er bare ikke dem, medier fortæller om…