Den amerikanske serie-iværksætter Marc Andreesen har et råd til de traditionelle medievirksomheder: Brænd bådene. Ligesom den spanske conquistador Cortez angiveligt brændte sine både, da hans mandskab landte på den amerikanske kyst, så hans folk ikke skulle tænke over vejen tilbage, anbefaler Andreesen at mediehusene skynder sig at lukke deres gamle printudgaver ned, så de ikke skal koncentrere sig om at holde dem i live. Først når indtægten fra den gamle forretningsmodel er væk, kan mediehusene magte at fokusere på at skabe en ny forretningsmodel, mener Andreesen.

Specifikt taler han om forsøgene på at skabe en forretningsmodel ved at tage betaling for indhold. Det er en model, Andreesen mener er passé: ”All the new companies are not spending a nanosecond on the iPad or thinking of ways to charge for content. The older companies, that is all they are thinking about.”

Andreesen har helt bestemt en pointe: Det bliver stadigt sværere at forestille sig en model, hvor man for alvor kan leve af at sælge indhold til den brede dansker, når nu det meste findes bedre gratis. Men jeg tror også, at han er for fokuseret på det tekniske, når han hævder, at han kun ville betale for eksempelvis en iPad-applikation fra et mediehus, hvis den var “something genuinely new that blew him away. It would have to be more than an article with video and graphics”.

Jeg tror bestemt, der kan være en model, hvor man betaler for indhold. Hvis indholdet er godt nok og sjældent nok, som man eksempelvis ser det hos altinget.dk. Men hvis man tror, man kan leve af at sælge omformulerede Ritzau-telegrammer og halvgode essays, vil man nok have bedre af at brænde bådene.

Internettet har hidtil betydet, at vi har adgang til meget (ekstremt meget!) mere indhold end nogensinde før.

Du har adgang til udenlandsk indhold, til rigtig godt amatør-indhold og til en lang række nye mediehuse. Meget af det er rigtig godt, og er med til at gøre vores alle sammens liv lidt bedre.

Men rigtig meget af det, er noget værdiløst lort, der kun er skabt for at få dig til at klikke på reklamer. Wired artikel om Demand Media har åbnet et øje eller to for mig: Internettet er (også) en tsunami af lort.

Demand Medias forretningsmodel er frygtelig:

1. En logaritme algoritme udregner hvilken slags indhold, der giver mange annoncekroner (høj pris for annoncer, lidt eksisterende indhold, høj tendens til at klikke på annoncer)
2. En “redaktionssekretær” får et par kroner for at gøre nøgleordene til en rigtig sætning
3. En “freelance journalist” får så knap hundrede kroner for at skrive artiklen (eller lave videofilmen)
4. Endelig får en korrekturlæser og en fakta-tjekker hver et par kroner for at tjekke artiklen

Demand Media er med den model en af verdens største indholdsproducenter. De oversvømmer internettet med et mål om at producere 1 million artikler og videoer om året. Det vil i givet fald koste dem ca. 200 millioner dollars om året: “less than a third of what The New York Times shells out in wages and benefits to produce its roughly 5,000 articles a month.”

Jeg håber, de rigtige mediehuse har en ny forretningsmodel klar i ærmet.

2009 er ved at være slut. Her er mine bud på de seks vigtigste digitale trends i Danmark i 2009:

1. Sociale netværk gik fra at være noget nyt til at blive taget for givet
Hvor 2008 var året, hvor sociale netværk blev mainstream er 2009 året, hvor sociale netværk er blevet fælles gods for danskerne. Reklamer, avisartikler og fjernsynet refererer til Facebook uden de længere behøver at forklare, hvad det er. Selv Kandis har lavet en sang.

Når man ikke længere behøver at forklare, hvad Facebook er for noget, kan der komme lidt mere fokus på, hvad man kan bruge det til: Som individ eller som virksomhed. Men min oplevelse er desværre, at der stadig er utrolig meget ufunderet hype om området i mange medier og virksomheder. Det bunder i et reelt informationsbehov, som sjældent bliver tilfredsstillet. Mange er bange for at komme for sent til the next big thing og kaster sig derfor ukritisk over al information om Twitter, Google Wave eller .

2. Open source CMS’er gik fra at være noget sært til at være et reelt alternativ for de fleste
Det er kun nørder, der interesserer sig for, om noget er open source eller ej. De fleste synes jo nok bare, det er en forretningsmodel som så mange andre. Men min oplevelse er, at open source CMS’er (især Drupal, Typo3 og Umbraco) fik et gennembrud i Danmark i 2009. Mest markant ved at alle Berlingske-koncernens sites efterhånden er blevet relanceret på Drupal, men også danske virksomheder er i stigende grad på vej.

Det betyder, at CMS-markedet igen giver større valgfrihed end bare “Sitecore eller Sharepoint”. Og det er godt: Især fordi der er så mange gode løsninger på markedet. Men det betyder også, at man i fremtiden kommer til at bygge websites på en anden måde. Mange af open source-systemerne har et stort udvalg af forskellige plugins (“legoklodser”) som man relativt problemløst kan bygge ind på sit site – og dermed tilføje nye funktioner og løsninger simpelt og hurtigt. Normalt bygger man websites, som man bygger huse – med planer, tegninger og mange kompetencer involveret. I fremtiden kan man måske gøre, som når man bygger legohuse. Det har mange kommercielle systemer også – men det er trods alt sjovere at lege sig frem, når legoklodserne er gratis. Det ville være oplagt, hvis Sitecore eller Sharepoint også lavede butikker, hvor man kunne tilføje nye plugins nemt og smertefrit, evt. for en fast abonnementspris. Skal jeg vælge open source?

3. Cloud computing fik et lille gennembrud
I 2008 fik Cloud Computing eller Software as a Service også et lille gennembrud i offentligheden. Men det var ikke for det gode. Det var nemlig den verden, Stein Baggers IT Factory arbejdede inden for. Cloud Computing vil sige, at programmer ikke køres fra den lokale computer men fra en anden computer et sted på internettet. Det gør bl.a., at man kan nøjes med at udvikle på programmet ét sted, og det betyder, at det er billigere at distribuere, vedligeholde og videreudvikle programmet.

Og det er interessant for dig, fordi du får bedre og billigere programmer og systemer af det. Listen er lang: Gmail, Google Wave, Hoist, Basecamp, FogBugz, Zoho, Google Maps osv. Mange af programmerne er allerede ret udbredte – Gmail er for eksempel en af verdens største mailudbydere i dag og Citrix er udbredt hos mange store virksomheder. Efterhånden som platformene bliver bedre, vil de mange indbyggede fordele føre til, at de vil være førstevalg. Også fordi Cloud Computing giver så mange muligheder for den hypede forretningsmodel Free.

4. Telefoner kan meget mere end for et år siden
For bare et år siden kunne telefoner ikke særlig meget. Eller – det kunne de måske, men ingen kunne finde ud af at bruge dem. I dag har vi fået en del flere smartphones (iPhone, Android, HTC, Blackberry …) og de fleste af dem er understøttet af App Stores, dvs. små butikker hvor man kan finde i hundrede tusindvis af små programmer, der kan hjælpe en med de ting, man gerne vil kunne gøre på sin telefon. Kino har en. Rejseplanen har en. Ja, selv MitKBH fik endelig en.

Og mange af applikationerne kan meget mere end den computer, du sikkert læser det her blog-indlæg ved. For når telefonen ved, hvor du er henne i verden, kan den give dig information baseret på det. Det fører til det, man kalder augmented reality. Det betyder for eksempel, at du kan stå ved Storkespringvandet i København og automatisk få leksikonopslaget om springvandet, nyhedshistorier fra Amager Torv og cafeanmeldelser af Cafe Europa.

5. Musik er noget, man streamer
I gamle dage var musik noget, man købte i en fysisk form. Det er det ikke længere. I dag nærmer det digitale musiksalg sig salget af cd’er. Men det er ikke sikkert, at Apple skal gnide hænderne for længe over deres forretningssucces. For i 2009 fik vi et kæmpegennembrud for streamet musik, i Danmark først og fremmest på grund af TDC Play, der er gratis til alle TDC’s kunder og har haft over 100 millioner downloads. TDC’s forretningsmodel er én – en anden er Spotify, en svensk udbyder af streamet musik, der sidst på året vandt New Media Award.

Det betyder alt sammen, at musikbranchen må opfinde nye forretningsmodeller. For de kan ikke længere leve af cd-salget. Men også andre brancher kan forvente den samme ændring. Video, bøger, magasiner, aviser… Ja, alt slags indhold kan i fremtiden ligeså vel streames, som det kan sælges i fysisk form.

6. Den elektroniske boglæser blev introduceret
Og i forlængelse heraf fik vi så det første spæde skridt for den elektroniske boglæser i offentligheden, da Amazon begyndte at sælge sin Kindle i Danmark. For 1800 kroner får man en relativt funktionel og simpel ebogslæser, der demonstrerer potentialet for nørderne, selvom den ikke er et relevant alternativ for det brede marked. Først og fremmest fordi udbuddet af danske ebøger endnu ikke er stort nok.

Men det viser fremtiden for medierne. Business Insider udregnede for eksempel i starten af året, at det koster New York Times dobbelt så meget at trykke avisen i et år, som hvis de sendte hver eneste abonnent en gratis Kindle. Siden er prisen for en Kindle faldet til næsten det halve.

Og selvom det ikke er Kindle, der er fremtiden for medierne, er det måske andre digitale distributionsformer. Se for eksempel Sports Illustrateds demonstration. Eller Bonniers. Om nogle år læser du måske ikke din avis eller dit magasin på papir. Og det skal du være glad for. Bedre medier, billigere. På nær hvis de altså bruger de sparede penge fra distribution og tryk på bedre indhold…

Hvad har jeg ikke fået med?
Hvad tænker du om de vigtigste trends i 2009? Har jeg fået det hele med? Giv gerne din kommentar nedenfor.

Det lille bureau Komfo har lavet en undersøgelse af Facebook-udbredelsen i Danmark. Den har fået en del omtale hos bl.a. Mediawatch, Erhvervs Bladet, Ekstra Bladet og Politiken. Men undersøgelsen er desværre et eksempel på, hvad der kan ske, hvis man ikke har ordentligt styr på sit talmateriale – og på hvor let en fejlbehæftet historie spreder sig til medierne, hvis bare den er god.

Kort fortalt har bureauet forsøgt at udregne Facebook-udbredelsen i forskellige byer ved at bruge Facebooks egne tal fra deres annonceringsværktøj. Det har de så divideret med antal indbyggere i kommunerne og dermed nået frem til så opsigtsvækkende forskelle som at udbredelsen i København er 87 %, mens den i Dragør er 1 %.

Når man får sådanne tal, burde enhver metodisk grundskoling byde en, at man burde spørge sig selv, om det nu virkelig kan passe. Men det har man ikke gjort. I stedet er historien spredt udover medierne – og tilsyneladende uden kildekritik. Det er et af de mest grelle danske eksempler på det fænomen, Nick Davis har døbt churnalism (“Nå ja, det lyder da som en god historie, og der er masser af flotte diagrammer i rapporten. Det passer nok!”).

Hvad er problemet med rapporten?
For det første mangler rapporten fuldstændig kritisk selvrefleksion. Kan så overraskende tal virkelig passe?

Det kan de næppe. Der kan være mange gode grunde til, at folk fra Dragør tilsyneladende ikke er på Facebook: Først og fremmest angiver brugere, selv hvor de bor, og det sker ikke med geografisk nøjagtighed. De kan for eksempel have skrevet København (eller Copenhagen eller Amager eller noget helt tiende) i deres profil, og dermed være en del af forklaringen på den tilsyneladende ekstreme udbredelse i København. Og så har rapporten en lidt mærkværdig sammenblanding af begrebet “en by” og “en kommune”. Der er jo med de nye storkommuner ikke overensstemmelse mellem byen og kommunen i indbyggertal.

Det kan også bare være en talfejl i annonceringsværktøjet, der jo netop ikke er et statistisk værktøj, men derimod giver et estimat over udbredelsen i et område. Der netop kun er et estimat og ikke egnet til at lave statistik på. Mere valide tal vil man for eksempel kunne få hos FDIM.

Desværre er der ikke nogen hos hverken Komfo eller en række danske medier, der har reflekteret over fejlene. Ærgerligt. Tværtimod skærper medierne vinklingen yderligere med bizarre overskrifter om, at “flere byer vender ryggen til Facebook”.

PS: De tal, Komfo har om spredning på alder og køn virker knap så utroværdige. Det er bare ikke dem, medier fortæller om…

Sociale medier er blevet mainstream, hvis du ikke skulle have opdaget det. Ligeså mainstream som skiferier, lørdagsslik og Carlsberg. Hvis du fortsat skulle være i tvivl, fik jeg to ganske muntre eksempler på det fra kolleger i dag.

Kandis’ har lavet en Facebook-sang, der bringer mindelser om Brix’ “Video Video”

Og så var der fyren, der blev gift og opdaterede på Facebook…

Mainstream? Jo tak.

I den forgangne uge så vi to nye danske forsøg på at genfinde online mediet journalistisk. Dejligt, at der prøves.

Mest omtalt har været ugen.dk, Berlingskes længe ventede forsøg på at sælge journalistik online. Desværre dumper de foreløbigt. Artiklerne er ikke af en sådan kvalitet eller med et sådant indhold, at man ikke kan finde tilsvarende andetsteds. Men først og fremmest dumper de efter min mening på et mærkeligt interface: For at kunne læse Ugen skal man downloade og installere en applikation på sin computer(!). Mærkeligt valg – og godt der ikke er 30 medier, der har truffet det valg. Desværre giver applikationen ikke nogen fordele for brugeren: Man kan for eksempel ikke copy-paste, kommentere indhold eller linke til artikler. Og det er også bare besværligt at læse – for eksempel skal man bladre mellem siderne. Hvorfor nu det? Emme har meget mere om Ugen.dk.

Mindre omtalt har relanceringen af den liberale netavis 180 Grader været. Det er en lille avis med bare et par medarbejdere, og derfor har det været svært at holde et relevant nyhedsflow. Nu er avisen relanceret som en kombination af et brugerdrevet link-univers (som man fx kender det fra Digg, Reddit m.fl.) og egne journalistiske artikler, som optræder på lige vilkår med de brugeroprettede links. Det betyder, at en artikel fra et andet medie sagtens kan være tophistorien hos 180 Grader – også over en egen solohistorie. Det er en forfriskende relancering, der giver meget mere flow på sitet. Men hvis det kommer til at virke på langt sigt, er det nok netop på grund af det tætte værdi- og interessefællesskab, der er mellem brugerne af sitet. I skrivende stund er tophistorien fx Simon Emil Ammitzbølls valgprogram til kommunalvalget i København.

Googles adm. direktør, Eric Schmidt, vil gerne hjælpe aviserne. Selvom de har flere problemer:

“In the case of the newspapers, they have multiple problems which are hard to solve. If you think about it there are three fundamental problems. One is that the physical cost of things is going up, physical newsprint. Another one has been the loss of classifieds. And a third one has been essentially the difficulty in selling traditional print ads. So, all of them have online solutions. And we’ve come to the conclusion that the right thing to do is to help them with the online.”

Danny Sullivan fra Search Engine Land har et længere interview med Eric Schmidt om avisernes fremtid – og om Googles rolle i den forbindelse.

I går holdt jeg et kort oplæg hos tænketanken Cevea om internetmediets indvirkning på politikdannelsen. Den ultrakorte version er, at jeg på den ene side er optimist: Der er nogle muligheder for, at nogle mennesker, der ellers ikke kom til orde, gør det, og der er ligeledes nogle muligheder for, at den politiske dagsorden præges uden om de traditionelle organisationer. Men på den anden side er jeg også pessimist: Der er enormt meget selvfremstilling og klappen-hinanden-på-ryggen, og meget “internetpolitik” når ikke ind i de cirkler, hvor beslutningerne for alvor træffes. Men først og fremmest er der opstået nogle muligheder, som vi endnu ikke har set det fulde potentiale af, og som forhåbentlig kan skubbe vores samfund en lille smule mere i retning af åbenhed og medindflydelse.

Her er slides:

Dan Gillmor byder i Guardian på 22 regler for journalistikken, hvis han var leder af en medievirksomhed, bl.a.:

“16. Beyond routinely pointing to competitors, we would make a special effort to cover and follow up on their most important work, instead of the common practice today of pretending it didn’t exist. Basic rule: the more we wish we’d done the journalism ourselves, the more prominent the exposure we’d give the other folks’ work. This would have at least two beneficial effects. First, we’d help persuade our community of an issue’s importance. Second, we’d help people understand the value of solid journalism, no matter who did it.“

Enkelte af reglerne er ganske britiske, men i det store hele kunne man også kun glædes, hvis danske online medier adopterede listen. Plus måske nogle flere bud. Jeg savner i hvert fald selv en regel a la “I forbindelse med hver artikel angiver vi de primære kilder til historien.” Er det et ritzau-telegram? En pr-rådgiver? Et andet medie? Rigtig research? Eller…?

Alt for meget (net-)journalistik består i at bearbejde fællesstof, pressemeddelelser og Ritzau-telegrammer, så overskriften bliver lidt sjovere eller lidt mere fængende, men uden at vurdere hverken relevans eller historiens autencitet. Men det kan et par 13-årige drenge jo også gøre, som Mathew Ingram fortæller i artiklen Newspapers get the kind of communities they deserve:

“Take a look at Net News Daily sometime. Looks nice, doesn’t it? That site was founded by two 13-year-olds in their spare time. The point is that if we see aggregating wire stories and posting witty headlines on them as our core competency, then we have already failed. Kids are doing that.”

“Mest læste”-toplisten på aviserne er beviset på, at journalister er gode til disciplinen. Et par eksempler på mest læste artikler her til formiddag er fx “Bryster i farver” (Ekstra Bladet) og “Casper C. fik scoop i talkshow-debut” (Politiken, om Erik & Anni). Er det relevant indhold for aviserne?