1Allerede da den første bombe sprang, troede de fleste nok, at der var tale om islamistisk terror. Det var i hvert fald tydeligt, når man hørte de såkaldte eksperter udtale sig på tv. Og det var tydeligt i spørgsmålene til Stoltenberg. Men han nægtede fra første færd at gå ind på den præmis. Vi ved ikke, hvem der står bag. Men vi ved, at vi vil reagere med mere åbenhed, mere demokrati, sagde han blandt andet.

Medierne (og deres såkaldte terror-eksperter) kan lære meget af Stoltenbergs opførsel i den situation. Det kan godt være, at du tror, du ved noget. Men det gør du ikke. Du har en anelse, som virker sand. Men det er bare en rygmarvsreaktion. Så lad være med at gå ud fra, at det er sandt. Det burde være børnelærdom for en journalist. Ligesom det er for Stoltenberg.

2Da terrorens omfang kom frem, blev Stoltenberg på et andet pressemøde spurgt, om han kendte nogle af ofrene. Det var tydeligt for enhver, at det gjorde han. Hans underlæber bævrede, mens han holdt følelserne tilbage. Men nægtede at give eller antyde navne, for de pårørende fortjente at få besked først. Den samme medmenneskelighed har vi set Stoltenberg udvise igen og igen over de seneste dage. Læs eller hør for eksempel hans tale til mindegudstjenesten i Oslo Domkirke søndag.

Afstumpede typer som Mads Christensen kan lære meget af Stoltenbergs opførsel. Det kan godt være, at du tror, du er interessant nok til, at det berettiger dig til at dreje kniven rundt i såret på unge mennesker, der har mistet deres kære og givetvis allerede lider af skyldfølelse over, at de har overlevet, hvor andre ikke var så heldige. Men det er du ikke. Dine holdninger og tanker hører hjemme i en halvdårlig krigsfilm fra 80′erne.

3Mandag aften talte Stoltenberg igen, denne gang på Rådhuspladsen i Oslo foran op mod 150.000 nordmænd. Her sagde han bl.a.: “Dette er en march for sammenhold, en march for demokrati og en march for tolerance”. Tolerance. Selv når landet står overfor alt det modsatte.

Ideologisk fattige politikere som Henrik Sass Larsen kan lære meget af Stoltenberg. Sass Larsen kræver straks mere kontrol. Men det er nu, vi skal stå fast som samfund. Det kan godt være, du tror, det er holdningerne, der er terroristiske. Men det er det ikke. Det er handlingerne.

4Det kunne have været nemt at slå politisk plat på sagen for Stoltenberg. At bruge det som en anledning til at kritisere Fremskrittspartiet, til at høste stemmer til septembers kommunalvalg eller til at advokere for at få Norge tættere ind i EU-samarbejde. Men det har han ikke gjort. Han har forholdt sig inkluderende på alle tidspunkter.

Opmærksomhedssøgende politikere som Søren Pind kan lære meget af Stoltenberg. Det kan godt være, du tror, det giver mening at ride din kæphest rundt i en manege fyldt med døde børn og unge (som @kahrzdn skriver). Men Østerild er faktisk noget helt andet. Og du burde være godt nok begavet til at forstå det.

5Stoltenberg har ikke bedt om undskyldninger eller forklaringer. Han har ikke lagt skylden på det yderste, politiske højre. Og det oplever man faktisk heller ikke andre norske politikere gøre.

Det kunne politiske debattører til højre og venstre i Danmark lære meget af. Som Rasmus Jarlov skriver: “Havde Breivik delt Villy Søvndals holdninger, havde han også slået ihjel for dem.” Mennesker med højreorienterede holdninger skylder ikke undskyldninger for Breiviks handlinger, lige meget hvor mange venstreorienterede, der efterspørger dem. Ligesom muslimer ikke skylder nogen undskyldninger for Al Qaeda, lige meget hvor mange højreorienterede, der efterspørger dem.

Men vi skylder alle sammen at skabe en debatkultur, hvor meninger er stærke, men hvor vi taler respektfuldt til og om hinanden. Som en klog mand har sagt:

“Mere demokrati, mere åbenhed og mere humanitet. Men aldrig naivitet.”

Hvis du har mange penge, kan du let lave et stort medietryk. Hvis du bliver ved og ved, skal folk til sidst nok huske dig (selvom det ikke nødvendigvis er for det gode).

Dygtige reklamefolk er gode til at tage noget utroligt kedeligt – flybilletter, vaskepulver eller bolighandler – og gøre det sjovt. Hvis man er dygtig nok, kan man gøre en reklame for et flyselskab til noget, folk gider snakke om. Så kan man overveje, hvor meget godt, der kommer ud af det for virksomheden bag. Sælger de mon flere flybilletter af den grund?

Når man arbejder med kommunikation og dialog på internettet, skal man forsøge at mestre en anden disciplin. Man skal forstå, hvad folk allerede snakker om. Og så at finde overlappet mellem, hvad virksomhedens målgruppe snakker om – og det, virksomheden godt gad snakke om. Hvis organisationen gerne vil facilitere en dialog om sundhed, kan det være, at indgangen er at tale om mad. Vil man gerne sælge konsulentydelser inden for kommunikation, kan man skabe et socialt netværk om netop det emne.

Det er det sociologen Karin Knorr Cetina kalder sociale objekter. Sociale objekter er ‘det, vi taler om’. Når du tager med en ven ind at se fodbold, er fodbold det sociale objekt, der knytter jer sammen. Andre eksempler på sociale objekter er madoplevelser, politik, børn, sygdom, vejret, osv., osv.

Sociale objekter er på internettet gjort populære af den finske sociolog og iværksætter Jyri Engeström. Tilbage i 2005 skrev han om sociale netværk som Facebook: “The fallacy is to think that social networks are just made up of people. They’re not; social networks consist of people who are connected by a shared object.”

Sociale objekter kan også bruges i reklame-øjemed. Blendtec er for eksempel kendte for deres “Will it blend?”-videoer, hvor de forsøger at forklæde deres forholdsvis kedsommelige blender-produkt i noget, man gider at tale om – noget, man gider sende til hinanden.

Hovedsagen er imidlertid, at det er meget nemmere at tage udgangspunkt i noget, som din målgruppe allerede taler om, og så finde overlappet til, hvad der skaber værdi for din organisation. Selvom du kan synes, at din virksomhed er svær at ændre, er det nemlig meget nemmere at ændre den, end det er, at få folk derude til at tale om flybilletter i stedet for om rejseoplevelser.

Hvis du vil arbejde med sociale objekter, bliver du derfor nødt til at starte med at forstå din målgruppe. Hvad er det, de taler om med hinanden. Sådan, helt konkret. Og kan du så opfinde (eller fortælle om) noget, der kan være et interessant bidrag til den dialog.

PS: Hvis der nogen, der er gode til den disciplin, er det efter min oplevelse journalister.

“News stories on the Web seem to be becoming the equivalent of the CDOs, those weird financial instruments that brought down the banking system, where many mortgages are sliced up and put back together. You read a story and find that it has a little bit of New York Times reporting in it, perhaps a little bit of Los Angeles Times reporting, plus a little bit of gossip, and then a little bit of something that someone made up. Underneath there is a response by a blogger that seems interesting, but you don’t know if the blogger has actually been paid to write it by a big corporation or if it’s what the author really thinks.” – James Truman

For tiden læser jeg bogen Designing Media af Bill Moggridge (fra IDEO, kendt for Designing Interactions). Det er en interview-bog, og allerede de første par kapitler er aldeles inspirerende. Ovenstående citat er fra et interview med James Truman, der har været chef for alle Conde Nasts magasin-udgivelser (bl.a. Wired, New Yorker & Vanity Fair). Citatet minder mig om en anden fremragende bog om mediernes skæbne – Flat Earth News af Nick Davies, som jeg læste for et par år siden. Det er en nådesløs skildring af mange mediers arbejdsvilkår, og hvad de fører til af copy-paste-journalistik. Begge bøger kan anbefales!

Bogens website er fyldt med video-interviews, og indholdet kan downloades gratis som PDF’er, hvis man skulle ønske det.

Men over de sidste par måneder har jeg skiftet mening. Fuldstændig. Og det skyldes alt sammen én serie: The Wire (2002-2008).

The Wire er et ca. 60 timer langt filmisk mesterværk om den moderne storby, og hvordan den er forbundet. Det er en serie om, hvordan narkotika ødelægger livet for unge, allerede inden de er teenagere. Det er en serie om bagsiden af kapitalismen, og om hvor den almindelige industriarbejder går hen, når der ikke er mere at lave for ham. Det er en serie om mediernes forfald, om politikernes hykleri og om skolernes forgæves kamp. Men først og fremmest er det et værk, der konfronterer struktur og aktør. Ligemeget hvor de mange karakterer befinder sig i samfundet, kæmper de forgæves mod strukturelle forhold, der igen og igen modarbejder dem. Især dem, der prøver at gøre noget godt for de andre.

Samtidig er The Wire underholdende, velskrevet og velspillet. Den er fyldt med fantastiske biroller, fx “Snoop” – en kvindelig håndlanger for en narkoboss. Rollen spilles af Felicia Pearson – også i virkelighedens Baltimore er hun kendt som Snoop. Og har en fortid som barn af misbrugere, som narkohandler og som dømt for mord. Stemningen i serien er skræmmende ægte.

Jeg fandt The Wire via nogle af de mange lister (Fx: 1, 2, 3), der er blevet lavet om “De bedste tv-serier i det forgangne årti”. Serien toppede mange af dem, så jeg tænkte, at jeg ville give den en chance. Det er jeg glad for – det har helt sikkert været en kunstnerisk oplevelse på linje med de bedste bøger.

Så som sagt har The Wire fået mig til at stille spørgsmålstegn ved min børnelærdom om tv-seriens kvaliteter. Måske netop tv-serieformatet (i de bedste tilfælde!) er fantastisk, fordi det giver mulighed for at fortælle lange og komplekse historier – som netop de bedste bøger også kan, men som man altid snydes for i film. I de seneste ti år er der tilsyneladende kommet nok spredning i markedet til, at der bliver lavet rigtig mange gode kvalitetsserier. Og nok penge i markedet til, at de bliver lavet i fremragende kvalitet.

Jeg går i hvert fald på jagt efter en ny tv-serie, jeg kan se. Ligesom jeg altid har bøger klar, jeg gerne vil læse.

> Læs et langt interview med David Simon, manden bag The Wire (hvis du har set serien) – ellers kan du måske læse dette interview fra Vice: “This is the America that unencumbered capitalism has built. It’s the America that we deserve because we let it happen. We don’t deserve anything better. The Wire was trying to take the scales from people’s eyes and say, “This is what you’ve built. Take a look at it.” It’s an accurate portrayal of the problems inherent in American cities.”

Nogle gange bliver dit privatliv invaderet for din sikkerheds skyld. Så finder velmenende mennesker på, at du skal fotograferes nøgen for at kunne komme med flyet. Men det er jo bare for din egen skyld. For vil du ikke hellere flyve uden terror?

Nogle gange bliver dit privatliv invaderet, for at du skal få en bedre oplevelse. Så finder velmenende mennesker på, at du skal kunne dele dine indkøb af alt fra tandpasta til sexudstyr med dine nærmeste 300 venner. Men der er jo bare for din egen skyld. For vil du ikke hellere have relevante reklamer?

Nogle gange bliver dit privatliv invaderet, fordi du er så sjov. Så finder velmenende venner på, at de skal markere det skægge billede af dig på Facebook – det, hvor du danser så sjovt og måske har fået et par øl. Men det er jo bare for din egen skyld. For vi havde det jo så sjovt, og det gør jo ingenting?

Når jeg tager flyet og oplever nye mærkværdige sikkerhedsprocedurer undrer jeg mig ofte over, hvem der egentlig beslutter dem. Og om der i den komite af folk, der finder på nye regler også sidder en – bare én – hvis opgave er engang imellem at sige “Arh, gør vi det nu ikke liiige lovlig vanskeligt for folk at tage flyet – i forhold til den øgede sikkerhed, vi opnår?”

Den rolle har vi alle sammen brug for. Vi skal alle sammen passe på, at vi ikke invaderer andre menneskers privatliv i vores velmenende forsøg på at skabe bedre tjenester, sikrere vilkår og et rarere liv for dem. Det er nemt nok at gå et skridt videre. Men det er rigtig svært at træde et skridt tilbage, når man opdager, at man gik for langt.

Inspireret af Judith Donaths fremragende oplæg på New Media Days 2010.

Jeg tror, at:

1. Fællesstoffet fortsat vil være gratis.
2. Det vil kunne lade sig gøre at tage imod penge for ekstremt godt nichestof, rettet mod ressourcestærke grupper.
3. Medierne skal finde andre forretningsmodeller end salg af indhold.

Ad. 1:
Der er efterhånden så mange producenter af fællesstoffet (fx 95 % af alle nyheder), at man altid kan gå et andet sted hen og få noget, der er ligeså godt (eller næsten ligeså godt) gratis. Derfor er incitamentet for brugerne til at betale for indholdet ikke så stort. Samtidig er kvaliteten på netmedierne ganske svingende, og derfor tror jeg ikke, loyaliteten er så høj fra brugernes side.

Eneste chance for at rykke brugerne skulle være en eller anden slags fælles aktion fra de store mediehuse. Selv hvis det skulle kunne lade sig gøre at få sådan en, tror jeg ikke for alvor på, at det er nok: vi vil stadig have et gratis dr.dk, og berlingske har jo lige lovet at publicere nyheder på MSN. Så der er nok altid gratis alternativer.

Ad. 2:
Det ekstremt gode nichestof tror jeg til gengæld godt på, men klart mest hvis målgruppen har penge nok. Hvis en virksomhed har brug for noget information, er betalingsvilligheden en anden, end for os almindelige dødelige. Ikke mindst, hvis informationen er forretningskritisk, og ikke fås i tilnærmelsesvis samme kvalitet et andet sted.

Men nicheinformation er nok ikke sådan noget som “Ugen” – vi skal nok snævrere ud og mere til ressourcestærke grupper. Altinget.dk er en klar poster child for den slags her i Danmark.

Ad. 3:
Hvis salg af indhold er en død sild, hvad så? Kino.dk tjener penge – ikke på salg af indhold, men på salg af billetter. Politiken Plus er et andet eksempel. Eller de medier, jeg arbejder med i det daglige som fx Viskalspise.dk og Samvirke.dk, der ikke skal tjene penge i sig selv, men støtte nogle andre ting i koncernen.

Den type model tror jeg meget mere på – ikke at forsøge at tjene penge på forholdsvist bredt indhold ved at sælge indholdet – men ved at gøre noget, der knytter sig til indholdet.

Undersøgelsen viser en del sjove ting om danskernes forhold til sociale medier som Facebook, LinkedIn og Twitter. Du kan downloade et faktaark om undersøgelsen her – og tabellerne her.

Efter min mening er de mest interessante konklusioner, man kan drage, at:

• 3 ud af 4 danskere bruger sociale medier, og selvom Facebook er klart størst, er det ikke det eneste medie, vi bruger. For eksempel er foreningsfora og lignende også bredt repræsenteret. Lamngt de fleste af os deltager aktivt. Demografien er ikke så markant, at vi kan sige en hel masse med sikkerhed, men det vi kan sige er, at de unge deltager mere aktivt end de ældre. Vi kan også se, at mange flere er aktive på Facebook. Det hænger nok dels sammen med Facebooks artiketur for deltagelse, dels sammen med, at der er et meget større tidsforbrug på Facebook.
• De adspurgte mener selv, at deres øgede tidsforbrug på sociale medier går ud over tv’et. Det er nu svært at få til at passe med, at tidsforbruget på tv aldrig har været højere, og er nok et eksempel på, at folk gerne vil svare (eller tro), det, der lyder pænt.
• Der er ikke et helt entydigt billede af, hvad danskerne forventer af virksomheder på Facebook. 44 procent har ingen forventning om at virksomhederne er til stede, mens 16 procent har. Det har vi skrevet en pressemeddelelse om hos FDB.
• Det samme gælder med foreninger, hvor det gælder, at unge har meget større forventninger til foreningerne.
• Det er også interessant, at vi kun i lille grad ønsker, at offentlige myndigheder bruger sociale medier. Spilder det offentlige tiden på Facebook?
• Og når det gælder politikere, er vi igen splittede. Hver femte er helt eller delvist enig i, at politikere og politiske partier bør være til stede på sociale medier. Men 35 % er uenige.
• Hvis alle disse organisationstyper så kommer på sociale medier er én ting i hvert fald essentiel: Rigtig mange forventer svar (og især yngre, viser demografien). Næsten 40 % forventer, at politikere, virksomheder, myndigheder og foreninger svarer tilbage, hvis man skriver til dem. 30 % er ikke så forvænte.
• Og endelig fik jeg undersøgt en analogi, som har interesseret mig. Facebook kontra læserbrevet. Ikke mindre end 60 % er helt enige i, at man ikke bør skrive noget på Facebook, som man ikke ville skrive i et læserbrev i avisen. Kun 11 % er helt eller delvist uenige. Det skriver jeg et blog-indlæg om her en af dagene.

I de to pdf’er, du kan downloade, er der ikke lavet kryds på demografien. Det skyldes, at man meget let kan overfortolke data på disse områder. Ved rigtig mange af krydsene er grupperne nemlig meget små, og så bliver tal ikke repræsentative.

Bemærk: Undersøgelsen er en webbaseret survey. Respondenterne udtrækkes i YouGov Zapera Danmarkspanel og bliver efterfølgende vejet på plads på alder, køn og geografi, således at undersøgelsen tilnærmelsesvis er repræsentativ i forhold til Danmarks befolkning 15-74 år. NB! Resultaterne af en webbaseret survey vedrørende holdning og adfærd på nettet kan ikke direkte overføres til hele Danmarks befolkning – men den kan give et godt fingerpeg.

Hans tanker bag det enkle interface er, at:

• Gøre det enkelt for brugeren at træffe beslutninger (man kan nærmest kun bladre frem og tilbage)
• Gøre det nemt at læse den enkelte artikel uden at blive forvirret af anbefalinger, relationer, reklamer og mærkelige indskud
• Hjælpe brugeren med det han kalder finishability – at man med god samvittighed kan tænke, at “nu har jeg læst avisen og behøver ikke gøre det igen før i morgen”, altså at man ved, hvornår man er færdig

Resultatet er meget langt fra de fleste medie-websites. Men min oplevelse (med 10 minutters klikken rundt) er, at jeg læser flere forskellige artikler – og læser dem mere til ende – end på mange mere “traditionelle avis-sites”. Det passer også godt til Guardians indhold. Bliver spændende at følge op på, hvordan folk bruger Gyford-udgaven af Guardian.

Vi har en ide om, hvad vi skal spørge om, men vi vil gerne have dit input: Hvad vil du helst vide, om danskernes opfattelser af sociale digitale medier? Del dit spørgsmål her på bloggen i kommentarerne.

Vi laver surveyen i april og lover, at vi deler resultaterne, når de er klar (sandsynligvis i starten af maj).

Hvorfor spørge os om, hvad vi vil vide?

Hvorfor lige nu?

Hvordan foregår analysen?

Hvem laver analysen?

Mulige emner og spørgsmål kunne fx være

Du må meget gerne dele dit forslag til spørgsmål eller temaer her i bloggen. Lars og jeg samler sammen og bearbejder forslag efter påsken. Tak for din hjælp – og håber vi sammen kan få stillet nogle gode spørgsmål.

• Mennesker & Medier på P1, der vel ikke kræver nærmere introduktion. Lasse Jensen styrer os stensikkert gennem medieudviklingen (med særligt fokus på tv og aviser).
• Harddisken, også fra P1, hvor Henrik Føhns og Anders Høeg-Nissen med charme og ufattelig viden briefer om den seneste teknologiske udvikling.
• Third Ear, der er støttet af Kunststyrelsen og fortæller fantastiske historier efter amerikansk forbillede. Fremragende radio, hvis eneste problem er den ujævne udgivelsesfrekvens.
• This American Life, efter min mening nok det bedste radioprogram, jeg nogensinde har lyttet til. Med østkystamerikansk intellektuel charme, fortæller de fabelagtige journalister historier inden for et nyt tema hver uge. Radioens svar på fremragende essays.
• Kommunikationscast, der er hjemmeproduceret af Katrine Emme Thielke og Mikkel Westerkam og så rigeligt kompenserer for Lasse Jensens manglende fokus på nye medier. Hyggelig og begavet radio.

Men da jeg så skulle supplere mine podcasts for nylig spurgte jeg ud på Twitter – og fik en syndflod af anbefalinger tilbage, som jeg her vælger at bringe i uredigeret form – for jeg er endnu ikke nået gennem halvdelen af anbefalingerne.

Kan ikke lige se om @moltke allerede har anbefalet On the Media? Men ellers gør han det nok snart -og det ER super!

Og undskyld – det HAVDE @moltke selvfølgelig gjort. Undskyld støjen! Jeg skynder mig ud i skoven igen!

De bedste er FIR, This week in Tech, Marketing over Coffee. Hører stort set alle sammen, men er også stor fan af podcast

Udover alle de nævnte har jeg også selv føjet lidt nyt til samlingen via søgninger. Det drejer sig om

• Den Anden Radio, som jeg tidligere har skrevet om
• The Economist: Tea with the Economist
• New Yorker: Out Loud
• TimesTalks

Specifikt taler han om forsøgene på at skabe en forretningsmodel ved at tage betaling for indhold. Det er en model, Andreesen mener er passé: ”All the new companies are not spending a nanosecond on the iPad or thinking of ways to charge for content. The older companies, that is all they are thinking about.”

Andreesen har helt bestemt en pointe: Det bliver stadigt sværere at forestille sig en model, hvor man for alvor kan leve af at sælge indhold til den brede dansker, når nu det meste findes bedre gratis. Men jeg tror også, at han er for fokuseret på det tekniske, når han hævder, at han kun ville betale for eksempelvis en iPad-applikation fra et mediehus, hvis den var “something genuinely new that blew him away. It would have to be more than an article with video and graphics”.

Jeg tror bestemt, der kan være en model, hvor man betaler for indhold. Hvis indholdet er godt nok og sjældent nok, som man eksempelvis ser det hos altinget.dk. Men hvis man tror, man kan leve af at sælge omformulerede Ritzau-telegrammer og halvgode essays, vil man nok have bedre af at brænde bådene.

Du har adgang til udenlandsk indhold, til rigtig godt amatør-indhold og til en lang række nye mediehuse. Meget af det er rigtig godt, og er med til at gøre vores alle sammens liv lidt bedre.

Men rigtig meget af det, er noget værdiløst lort, der kun er skabt for at få dig til at klikke på reklamer. Wired artikel om Demand Media har åbnet et øje eller to for mig: Internettet er (også) en tsunami af lort.

Demand Medias forretningsmodel er frygtelig:

1. En logaritme algoritme udregner hvilken slags indhold, der giver mange annoncekroner (høj pris for annoncer, lidt eksisterende indhold, høj tendens til at klikke på annoncer)
2. En “redaktionssekretær” får et par kroner for at gøre nøgleordene til en rigtig sætning
3. En “freelance journalist” får så knap hundrede kroner for at skrive artiklen (eller lave videofilmen)
4. Endelig får en korrekturlæser og en fakta-tjekker hver et par kroner for at tjekke artiklen

Demand Media er med den model en af verdens største indholdsproducenter. De oversvømmer internettet med et mål om at producere 1 million artikler og videoer om året. Det vil i givet fald koste dem ca. 200 millioner dollars om året: “less than a third of what The New York Times shells out in wages and benefits to produce its roughly 5,000 articles a month.”

Jeg håber, de rigtige mediehuse har en ny forretningsmodel klar i ærmet.

1. Sociale netværk gik fra at være noget nyt til at blive taget for givet
Hvor 2008 var året, hvor sociale netværk blev mainstream er 2009 året, hvor sociale netværk er blevet fælles gods for danskerne. Reklamer, avisartikler og fjernsynet refererer til Facebook uden de længere behøver at forklare, hvad det er. Selv Kandis har lavet en sang.

Når man ikke længere behøver at forklare, hvad Facebook er for noget, kan der komme lidt mere fokus på, hvad man kan bruge det til: Som individ eller som virksomhed. Men min oplevelse er desværre, at der stadig er utrolig meget ufunderet hype om området i mange medier og virksomheder. Det bunder i et reelt informationsbehov, som sjældent bliver tilfredsstillet. Mange er bange for at komme for sent til the next big thing og kaster sig derfor ukritisk over al information om Twitter, Google Wave eller .

2. Open source CMS’er gik fra at være noget sært til at være et reelt alternativ for de fleste
Det er kun nørder, der interesserer sig for, om noget er open source eller ej. De fleste synes jo nok bare, det er en forretningsmodel som så mange andre. Men min oplevelse er, at open source CMS’er (især Drupal, Typo3 og Umbraco) fik et gennembrud i Danmark i 2009. Mest markant ved at alle Berlingske-koncernens sites efterhånden er blevet relanceret på Drupal, men også danske virksomheder er i stigende grad på vej.

Det betyder, at CMS-markedet igen giver større valgfrihed end bare “Sitecore eller Sharepoint”. Og det er godt: Især fordi der er så mange gode løsninger på markedet. Men det betyder også, at man i fremtiden kommer til at bygge websites på en anden måde. Mange af open source-systemerne har et stort udvalg af forskellige plugins (“legoklodser”) som man relativt problemløst kan bygge ind på sit site – og dermed tilføje nye funktioner og løsninger simpelt og hurtigt. Normalt bygger man websites, som man bygger huse – med planer, tegninger og mange kompetencer involveret. I fremtiden kan man måske gøre, som når man bygger legohuse. Det har mange kommercielle systemer også – men det er trods alt sjovere at lege sig frem, når legoklodserne er gratis. Det ville være oplagt, hvis Sitecore eller Sharepoint også lavede butikker, hvor man kunne tilføje nye plugins nemt og smertefrit, evt. for en fast abonnementspris. Skal jeg vælge open source?

3. Cloud computing fik et lille gennembrud
I 2008 fik Cloud Computing eller Software as a Service også et lille gennembrud i offentligheden. Men det var ikke for det gode. Det var nemlig den verden, Stein Baggers IT Factory arbejdede inden for. Cloud Computing vil sige, at programmer ikke køres fra den lokale computer men fra en anden computer et sted på internettet. Det gør bl.a., at man kan nøjes med at udvikle på programmet ét sted, og det betyder, at det er billigere at distribuere, vedligeholde og videreudvikle programmet.

Og det er interessant for dig, fordi du får bedre og billigere programmer og systemer af det. Listen er lang: Gmail, Google Wave, Hoist, Basecamp, FogBugz, Zoho, Google Maps osv. Mange af programmerne er allerede ret udbredte – Gmail er for eksempel en af verdens største mailudbydere i dag og Citrix er udbredt hos mange store virksomheder. Efterhånden som platformene bliver bedre, vil de mange indbyggede fordele føre til, at de vil være førstevalg. Også fordi Cloud Computing giver så mange muligheder for den hypede forretningsmodel Free.

4. Telefoner kan meget mere end for et år siden
For bare et år siden kunne telefoner ikke særlig meget. Eller – det kunne de måske, men ingen kunne finde ud af at bruge dem. I dag har vi fået en del flere smartphones (iPhone, Android, HTC, Blackberry …) og de fleste af dem er understøttet af App Stores, dvs. små butikker hvor man kan finde i hundrede tusindvis af små programmer, der kan hjælpe en med de ting, man gerne vil kunne gøre på sin telefon. Kino har en. Rejseplanen har en. Ja, selv MitKBH fik endelig en.

Og mange af applikationerne kan meget mere end den computer, du sikkert læser det her blog-indlæg ved. For når telefonen ved, hvor du er henne i verden, kan den give dig information baseret på det. Det fører til det, man kalder augmented reality. Det betyder for eksempel, at du kan stå ved Storkespringvandet i København og automatisk få leksikonopslaget om springvandet, nyhedshistorier fra Amager Torv og cafeanmeldelser af Cafe Europa.

5. Musik er noget, man streamer
I gamle dage var musik noget, man købte i en fysisk form. Det er det ikke længere. I dag nærmer det digitale musiksalg sig salget af cd’er. Men det er ikke sikkert, at Apple skal gnide hænderne for længe over deres forretningssucces. For i 2009 fik vi et kæmpegennembrud for streamet musik, i Danmark først og fremmest på grund af TDC Play, der er gratis til alle TDC’s kunder og har haft over 100 millioner downloads. TDC’s forretningsmodel er én – en anden er Spotify, en svensk udbyder af streamet musik, der sidst på året vandt New Media Award.

Det betyder alt sammen, at musikbranchen må opfinde nye forretningsmodeller. For de kan ikke længere leve af cd-salget. Men også andre brancher kan forvente den samme ændring. Video, bøger, magasiner, aviser… Ja, alt slags indhold kan i fremtiden ligeså vel streames, som det kan sælges i fysisk form.

6. Den elektroniske boglæser blev introduceret
Og i forlængelse heraf fik vi så det første spæde skridt for den elektroniske boglæser i offentligheden, da Amazon begyndte at sælge sin Kindle i Danmark. For 1800 kroner får man en relativt funktionel og simpel ebogslæser, der demonstrerer potentialet for nørderne, selvom den ikke er et relevant alternativ for det brede marked. Først og fremmest fordi udbuddet af danske ebøger endnu ikke er stort nok.

Men det viser fremtiden for medierne. Business Insider udregnede for eksempel i starten af året, at det koster New York Times dobbelt så meget at trykke avisen i et år, som hvis de sendte hver eneste abonnent en gratis Kindle. Siden er prisen for en Kindle faldet til næsten det halve.

Og selvom det ikke er Kindle, der er fremtiden for medierne, er det måske andre digitale distributionsformer. Se for eksempel Sports Illustrateds demonstration. Eller Bonniers. Om nogle år læser du måske ikke din avis eller dit magasin på papir. Og det skal du være glad for. Bedre medier, billigere. På nær hvis de altså bruger de sparede penge fra distribution og tryk på bedre indhold…

Hvad har jeg ikke fået med?
Hvad tænker du om de vigtigste trends i 2009? Har jeg fået det hele med? Giv gerne din kommentar nedenfor.

Kort fortalt har bureauet forsøgt at udregne Facebook-udbredelsen i forskellige byer ved at bruge Facebooks egne tal fra deres annonceringsværktøj. Det har de så divideret med antal indbyggere i kommunerne og dermed nået frem til så opsigtsvækkende forskelle som at udbredelsen i København er 87 %, mens den i Dragør er 1 %.

Når man får sådanne tal, burde enhver metodisk grundskoling byde en, at man burde spørge sig selv, om det nu virkelig kan passe. Men det har man ikke gjort. I stedet er historien spredt udover medierne – og tilsyneladende uden kildekritik. Det er et af de mest grelle danske eksempler på det fænomen, Nick Davis har døbt churnalism (“Nå ja, det lyder da som en god historie, og der er masser af flotte diagrammer i rapporten. Det passer nok!”).

Hvad er problemet med rapporten?
For det første mangler rapporten fuldstændig kritisk selvrefleksion. Kan så overraskende tal virkelig passe?

Det kan de næppe. Der kan være mange gode grunde til, at folk fra Dragør tilsyneladende ikke er på Facebook: Først og fremmest angiver brugere, selv hvor de bor, og det sker ikke med geografisk nøjagtighed. De kan for eksempel have skrevet København (eller Copenhagen eller Amager eller noget helt tiende) i deres profil, og dermed være en del af forklaringen på den tilsyneladende ekstreme udbredelse i København. Og så har rapporten en lidt mærkværdig sammenblanding af begrebet “en by” og “en kommune”. Der er jo med de nye storkommuner ikke overensstemmelse mellem byen og kommunen i indbyggertal.

Det kan også bare være en talfejl i annonceringsværktøjet, der jo netop ikke er et statistisk værktøj, men derimod giver et estimat over udbredelsen i et område. Der netop kun er et estimat og ikke egnet til at lave statistik på. Mere valide tal vil man for eksempel kunne få hos FDIM.

Desværre er der ikke nogen hos hverken Komfo eller en række danske medier, der har reflekteret over fejlene. Ærgerligt. Tværtimod skærper medierne vinklingen yderligere med bizarre overskrifter om, at “flere byer vender ryggen til Facebook”.

PS: De tal, Komfo har om spredning på alder og køn virker knap så utroværdige. Det er bare ikke dem, medier fortæller om…

Kandis’ har lavet en Facebook-sang, der bringer mindelser om Brix’ “Video Video”

Og så var der fyren, der blev gift og opdaterede på Facebook…

Mainstream? Jo tak.

Mest omtalt har været ugen.dk, Berlingskes længe ventede forsøg på at sælge journalistik online. Desværre dumper de foreløbigt. Artiklerne er ikke af en sådan kvalitet eller med et sådant indhold, at man ikke kan finde tilsvarende andetsteds. Men først og fremmest dumper de efter min mening på et mærkeligt interface: For at kunne læse Ugen skal man downloade og installere en applikation på sin computer(!). Mærkeligt valg – og godt der ikke er 30 medier, der har truffet det valg. Desværre giver applikationen ikke nogen fordele for brugeren: Man kan for eksempel ikke copy-paste, kommentere indhold eller linke til artikler. Og det er også bare besværligt at læse – for eksempel skal man bladre mellem siderne. Hvorfor nu det? Emme har meget mere om Ugen.dk.

Mindre omtalt har relanceringen af den liberale netavis 180 Grader været. Det er en lille avis med bare et par medarbejdere, og derfor har det været svært at holde et relevant nyhedsflow. Nu er avisen relanceret som en kombination af et brugerdrevet link-univers (som man fx kender det fra Digg, Reddit m.fl.) og egne journalistiske artikler, som optræder på lige vilkår med de brugeroprettede links. Det betyder, at en artikel fra et andet medie sagtens kan være tophistorien hos 180 Grader – også over en egen solohistorie. Det er en forfriskende relancering, der giver meget mere flow på sitet. Men hvis det kommer til at virke på langt sigt, er det nok netop på grund af det tætte værdi- og interessefællesskab, der er mellem brugerne af sitet. I skrivende stund er tophistorien fx Simon Emil Ammitzbølls valgprogram til kommunalvalget i København.

“In the case of the newspapers, they have multiple problems which are hard to solve. If you think about it there are three fundamental problems. One is that the physical cost of things is going up, physical newsprint. Another one has been the loss of classifieds. And a third one has been essentially the difficulty in selling traditional print ads. So, all of them have online solutions. And we’ve come to the conclusion that the right thing to do is to help them with the online.”

Danny Sullivan fra Search Engine Land har et længere interview med Eric Schmidt om avisernes fremtid – og om Googles rolle i den forbindelse.

Her er slides:

“16. Beyond routinely pointing to competitors, we would make a special effort to cover and follow up on their most important work, instead of the common practice today of pretending it didn’t exist. Basic rule: the more we wish we’d done the journalism ourselves, the more prominent the exposure we’d give the other folks’ work. This would have at least two beneficial effects. First, we’d help persuade our community of an issue’s importance. Second, we’d help people understand the value of solid journalism, no matter who did it.“

Enkelte af reglerne er ganske britiske, men i det store hele kunne man også kun glædes, hvis danske online medier adopterede listen. Plus måske nogle flere bud. Jeg savner i hvert fald selv en regel a la “I forbindelse med hver artikel angiver vi de primære kilder til historien.” Er det et ritzau-telegram? En pr-rådgiver? Et andet medie? Rigtig research? Eller…?

“Mest læste”-toplisten på aviserne er beviset på, at journalister er gode til disciplinen. Et par eksempler på mest læste artikler her til formiddag er fx “Bryster i farver” (Ekstra Bladet) og “Casper C. fik scoop i talkshow-debut” (Politiken, om Erik & Anni). Er det relevant indhold for aviserne?

Havde jeg haft plads, ville jeg gerne have brugt nogle af de interessante eksempler, som Jon Lund bringer i artiklen Fem websites Danmark blev snydt for. Her sammenligner han internetmarkedet i Danmark, Norge og Sverige – og mest interessant er det, at hvor Danmark er domineret af udenlandske sites som Facebook, Youtube og Google, er der en række lokale spillere, der har markante markedspositioner i nabolandene. Et godt eksempel på, hvordan de danske dagblade i høj grad har fejlinvesteret – og hvad omkostningen har været – for d.

1. Det tilfredsstiller på enkleste vis et klart og snævert brugerbehov
2. Det arbejder med mashup og sociale teknologier til at hjælpe brugerne
3. Og… det handler om fodbold

Det er sasliga.dk, jeg taler om. Websitet samler helt automatisk artikler fra de online danske sportsmedier (aviser mm.) og blander dem sammen, så man kan nøjes med at læse nyhederne om sin egen klub – på tværs af medier. Et klart og snævert brugerbehov.

Sasliga.dk er også en Digg-klon – altså et site, hvor brugerne stemmer om hvilken artikel, der er mest interessant. Men til forskel fra andre Digg-kloner (fx Anyhed) har man meget hurtigt fået rigtig meget stof: Det kommer jo automatisk med mashup’et. Det gør, at websitet er umiddelbart interessant for brugeren, og at man ikke har “hønen og ægget-problemet” som på tilsvarende sites, hvor der ingen nyheder kommer, fordi der ingen brugere er – og ingen brugere er, fordi der ingen nyheder er. Sasliga.dk er umiddelbart interessant for brugeren pga. mashup’et, mens de sociale features bare gør det lidt bedre end ellers.

Og så handler det endda om fodbold. Eneste mangel er, at der godt kunne arbejdes mere med brugeroplevelse: Interaktioner, design og sprog. Men fik jeg nævnt, at det handler om fodbold?