I den forgangne uge så vi to nye danske forsøg på at genfinde online mediet journalistisk. Dejligt, at der prøves.

Mest omtalt har været ugen.dk, Berlingskes længe ventede forsøg på at sælge journalistik online. Desværre dumper de foreløbigt. Artiklerne er ikke af en sådan kvalitet eller med et sådant indhold, at man ikke kan finde tilsvarende andetsteds. Men først og fremmest dumper de efter min mening på et mærkeligt interface: For at kunne læse Ugen skal man downloade og installere en applikation på sin computer(!). Mærkeligt valg – og godt der ikke er 30 medier, der har truffet det valg. Desværre giver applikationen ikke nogen fordele for brugeren: Man kan for eksempel ikke copy-paste, kommentere indhold eller linke til artikler. Og det er også bare besværligt at læse – for eksempel skal man bladre mellem siderne. Hvorfor nu det? Emme har meget mere om Ugen.dk.

Mindre omtalt har relanceringen af den liberale netavis 180 Grader været. Det er en lille avis med bare et par medarbejdere, og derfor har det været svært at holde et relevant nyhedsflow. Nu er avisen relanceret som en kombination af et brugerdrevet link-univers (som man fx kender det fra Digg, Reddit m.fl.) og egne journalistiske artikler, som optræder på lige vilkår med de brugeroprettede links. Det betyder, at en artikel fra et andet medie sagtens kan være tophistorien hos 180 Grader – også over en egen solohistorie. Det er en forfriskende relancering, der giver meget mere flow på sitet. Men hvis det kommer til at virke på langt sigt, er det nok netop på grund af det tætte værdi- og interessefællesskab, der er mellem brugerne af sitet. I skrivende stund er tophistorien fx Simon Emil Ammitzbølls valgprogram til kommunalvalget i København.

Googles adm. direktør, Eric Schmidt, vil gerne hjælpe aviserne. Selvom de har flere problemer:

“In the case of the newspapers, they have multiple problems which are hard to solve. If you think about it there are three fundamental problems. One is that the physical cost of things is going up, physical newsprint. Another one has been the loss of classifieds. And a third one has been essentially the difficulty in selling traditional print ads. So, all of them have online solutions. And we’ve come to the conclusion that the right thing to do is to help them with the online.”

Danny Sullivan fra Search Engine Land har et længere interview med Eric Schmidt om avisernes fremtid – og om Googles rolle i den forbindelse.

I går holdt jeg et kort oplæg hos tænketanken Cevea om internetmediets indvirkning på politikdannelsen. Den ultrakorte version er, at jeg på den ene side er optimist: Der er nogle muligheder for, at nogle mennesker, der ellers ikke kom til orde, gør det, og der er ligeledes nogle muligheder for, at den politiske dagsorden præges uden om de traditionelle organisationer. Men på den anden side er jeg også pessimist: Der er enormt meget selvfremstilling og klappen-hinanden-på-ryggen, og meget “internetpolitik” når ikke ind i de cirkler, hvor beslutningerne for alvor træffes. Men først og fremmest er der opstået nogle muligheder, som vi endnu ikke har set det fulde potentiale af, og som forhåbentlig kan skubbe vores samfund en lille smule mere i retning af åbenhed og medindflydelse.

Her er slides:

Dan Gillmor byder i Guardian på 22 regler for journalistikken, hvis han var leder af en medievirksomhed, bl.a.:

“16. Beyond routinely pointing to competitors, we would make a special effort to cover and follow up on their most important work, instead of the common practice today of pretending it didn’t exist. Basic rule: the more we wish we’d done the journalism ourselves, the more prominent the exposure we’d give the other folks’ work. This would have at least two beneficial effects. First, we’d help persuade our community of an issue’s importance. Second, we’d help people understand the value of solid journalism, no matter who did it.“

Enkelte af reglerne er ganske britiske, men i det store hele kunne man også kun glædes, hvis danske online medier adopterede listen. Plus måske nogle flere bud. Jeg savner i hvert fald selv en regel a la “I forbindelse med hver artikel angiver vi de primære kilder til historien.” Er det et ritzau-telegram? En pr-rådgiver? Et andet medie? Rigtig research? Eller…?

Alt for meget (net-)journalistik består i at bearbejde fællesstof, pressemeddelelser og Ritzau-telegrammer, så overskriften bliver lidt sjovere eller lidt mere fængende, men uden at vurdere hverken relevans eller historiens autencitet. Men det kan et par 13-årige drenge jo også gøre, som Mathew Ingram fortæller i artiklen Newspapers get the kind of communities they deserve:

“Take a look at Net News Daily sometime. Looks nice, doesn’t it? That site was founded by two 13-year-olds in their spare time. The point is that if we see aggregating wire stories and posting witty headlines on them as our core competency, then we have already failed. Kids are doing that.”

“Mest læste”-toplisten på aviserne er beviset på, at journalister er gode til disciplinen. Et par eksempler på mest læste artikler her til formiddag er fx “Bryster i farver” (Ekstra Bladet) og “Casper C. fik scoop i talkshow-debut” (Politiken, om Erik & Anni). Er det relevant indhold for aviserne?

Jeg er i dagens Information med en kronik om avisernes manglende forretningsudvikling og den faldende kvalitet i journalistikken. Aviser kan ikke lave god journalistik uden økonomisk overskud. Men kan de tjene penge uden ordentlig journalistik? Hvis aviserne skal have en fremtid, skal de have kvalitetsjournalistik og forretningsmodel til at hænge sammen. De skal først og fremmest udvikle deres distribution, lære at tjene penge på digitale udgaver og udvikle reelle nye produkter. Og så lave ordentlig journalistik. Læs den her.

I morgen har jeg en kronik i Information om aviser uden nyheder. Den handler om, hvordan aviser ikke kan lave god journalistik uden økonomisk overskud. Men heller ikke kan tjene penge uden ordentlig journalistik. Jeg hævder, at hvis aviserne skal have en fremtid, skal de få kvalitetsjournalistik og forretningsmodel til at hænge sammen – og at aviserne fuldstændig har forfejlet deres forretningsudvikling de seneste år.

Havde jeg haft plads, ville jeg gerne have brugt nogle af de interessante eksempler, som Jon Lund bringer i artiklen Fem websites Danmark blev snydt for. Her sammenligner han internetmarkedet i Danmark, Norge og Sverige – og mest interessant er det, at hvor Danmark er domineret af udenlandske sites som Facebook, Youtube og Google, er der en række lokale spillere, der har markante markedspositioner i nabolandene. Et godt eksempel på, hvordan de danske dagblade i høj grad har fejlinvesteret – og hvad omkostningen har været – for d.

Et nyt website kombinerer på fin vis tre faktorer, der kan være med til at gøre et website populært hos mig:

1. Det tilfredsstiller på enkleste vis et klart og snævert brugerbehov
2. Det arbejder med mashup og sociale teknologier til at hjælpe brugerne
3. Og… det handler om fodbold

Det er sasliga.dk, jeg taler om. Websitet samler helt automatisk artikler fra de online danske sportsmedier (aviser mm.) og blander dem sammen, så man kan nøjes med at læse nyhederne om sin egen klub – på tværs af medier. Et klart og snævert brugerbehov.

Sasliga.dk er også en Digg-klon – altså et site, hvor brugerne stemmer om hvilken artikel, der er mest interessant. Men til forskel fra andre Digg-kloner (fx Anyhed) har man meget hurtigt fået rigtig meget stof: Det kommer jo automatisk med mashup’et. Det gør, at websitet er umiddelbart interessant for brugeren, og at man ikke har “hønen og ægget-problemet” som på tilsvarende sites, hvor der ingen nyheder kommer, fordi der ingen brugere er – og ingen brugere er, fordi der ingen nyheder er. Sasliga.dk er umiddelbart interessant for brugeren pga. mashup’et, mens de sociale features bare gør det lidt bedre end ellers.

Og så handler det endda om fodbold. Eneste mangel er, at der godt kunne arbejdes mere med brugeroplevelse: Interaktioner, design og sprog. Men fik jeg nævnt, at det handler om fodbold?

Fra og med denne uge udkommer det fremragende politiske nyhedsmagasin Ræson langt oftere end hidtil – nemlig en gang om ugen, og det ganske gratis. Magasinet kommer kun i en PDF-version, som man kan abonnere på. Første nummer byder på analyser og opinionsstof om alt fra valget i Japan til Johannes Andersen om S-SF-alliancen. Eneste skam er, at artiklerne kommer i det mærkelige PDF-format, hvor man ikke kan linke til den enkelte artikel. Det kommer de nok efter. Se første nummer her – og klik her, hvis du vil abonnere.

Distributionen er et af de store smertensbarn for aviserne.

Først og fremmest er papiraviser helvede at distribuere. Virksomheden bag skal betale for tryk og for udbringning. Og læseren får dem på et mere eller mindre arbitrært tidspunkt, nemlig midt om natten, hvor man kan være sikker på at nyhederne er gamle. Når man så har læst sig igennem avisen, er den besværlig at komme af med og ligger og roder. Og bekvemmelighed betyder utrolig meget for nyhedsindtaget. Det er derfor, vi som forbrugere gider ser morgen-tv og stadig bladrer tekst-tv som besatte.

Den største udvikling på dette marked (siden abonnementet) er trafikavisen og netavisen. Men man har ikke formået (endsige forsøgt) for alvor at satse på andre distributionsformer, ligesom vi for eksempel har set det i USA (med Amazons Kindle) og Japan (med massevis af mobile platforme). Sådanne nye distributionsformer kunne måske nedbringe udgifterne til distribution – og endda forøge værdien for brugerne i den anden ende.

Det tætteste på, vi er kommet, er halvhjertede mobile versioner, hvor man kun finder en brøkdel af indholdet fra netaviserne og til gengæld ikke bruger nogle af mulighederne på den platform. Hvorfor er det egentlig ikke aviserne, der har satset stort på at udvikle en elektronisk avis, man gider læse henover morgenkaffen?