I går holdt jeg et kort oplæg hos tænketanken Cevea om internetmediets indvirkning på politikdannelsen. Den ultrakorte version er, at jeg på den ene side er optimist: Der er nogle muligheder for, at nogle mennesker, der ellers ikke kom til orde, gør det, og der er ligeledes nogle muligheder for, at den politiske dagsorden præges uden om de traditionelle organisationer. Men på den anden side er jeg også pessimist: Der er enormt meget selvfremstilling og klappen-hinanden-på-ryggen, og meget “internetpolitik” når ikke ind i de cirkler, hvor beslutningerne for alvor træffes. Men først og fremmest er der opstået nogle muligheder, som vi endnu ikke har set det fulde potentiale af, og som forhåbentlig kan skubbe vores samfund en lille smule mere i retning af åbenhed og medindflydelse.
Her er slides:
Fra og med denne uge udkommer det fremragende politiske nyhedsmagasin Ræson langt oftere end hidtil – nemlig en gang om ugen, og det ganske gratis. Magasinet kommer kun i en PDF-version, som man kan abonnere på. Første nummer byder på analyser og opinionsstof om alt fra valget i Japan til Johannes Andersen om S-SF-alliancen. Eneste skam er, at artiklerne kommer i det mærkelige PDF-format, hvor man ikke kan linke til den enkelte artikel. Det kommer de nok efter. Se første nummer her – og klik her, hvis du vil abonnere.
Årets Reboot-konferences absolutte højdepunkt for mit vedkommende var Bruce Sterlings afskedstale. Den gamle cyberpunk og science fiction-forfatter leverede en dystopisk salut om verdens tilstand i dag og i morgen. De mørke forudsigelser (og beskrivelser) var krydret med Sterlings fabelagtige sorte humor og veloplagte udfald mod Reboot-retorikken.
Nu er hans tale blevet lagt online af Reboot – der også ligger mange af de andre oplæg online. Se dem alle her, hvis vejret bliver dårligere – og se Sterling selvom solen skinner ved at klikke her. Læs resten.
“Demonstationerne i Iran har endnu engang vist, at sociale medier som Twitter har et stort potentiale for politisk mobilisering. Men det er ikke er mediet, der gør den poltiske forskel, men de der anvender det.”
Sådan opsummerer Jonas Trier-Knudsen fra Information mine holdninger til situationen i Iran i disse dage. Det er en ganske fin artikel, han har skrevet, synes jeg. Læs hele artiklen her hos Information.
Torsdag aften var jeg i Deadline og diskutere politikeres hjemmeproducerede videoer på nettet op til Europaparlamentsvalget sammen med Jens Hoff og Kurt Strand fra Deadline.
Programmet kan ses på deres website, men man har jo ikke meget tid på tv, så her er mine pointer i tekstform:
Det er positivt og meget forståeligt, at politikerne prøver at benytte video til deres kommunikation. De kan ikke komme på tv, lokale aviser forslår ikke rigtig, valgplakater virker ikke… Og video kan være en god måde at forklare sin politik på til borgerne.
Men desværre er videoerne for langt hovedparten ikke særlig gode. Dels er den tekniske kvalitet dårlig, men det betyder ikke så meget. Problemet er snarere, at de enten er gabende kedelige, tåkrummende pinlige eller lider af en vis grad af storhedsvanvid (jeg gør, ligesom de gør på tv). Det betyder, at videoerne ikke har en positiv effekt – måske snarere en negativ.
Politikerne tænker tilsyneladende ikke på deres målgruppe. Det er svært at gøre danskerne begejstrede omkring EU-parlamentsvalget. Men det afspejler videoerne ikke.
De tænker heller ikke på, hvordan de får videoen distribueret. Hvis den skal ud til mange, skal den enten have en viral kvalitet, der gør, at man får lyst til at sprede den (via mail, Facebook osv.), eller der skal samtænkes med andre medier som fx annoncering og PR, som Lars Løkke Rasmussen effektivt har gjort for nylig, og Venstre i det hele taget var stærke omkring ved sidste folketingsvalg.
Den største mulighed ved videoerne er nok at kommunikere til netværk og organisation. Kernevælgere, personligt netværk, allerede overbeviste osv. er nemmere at få til at se videoerne. Og det kan også være rigtig fint, for så kan de bære budskaberne videre til folk omkring dem. Men så er det også det ambitionsniveau, videoerne skal laves efter. En god inspiration kunne her være den konservative britiske leder, David Cameron.
Det kan være svært at finde rundt i, hvad der sker på Christiansborg, og Folketingets hjemmeside er ikke altid til hjælp. Men det nye website Folkets Ting giver dig mulighed for at følge den enkelte politikers stemme, diskutere lovforslag og politikere, og tjekke op på, hvordan politikerne repræsenterer dig.
Samtidig er websitet udtryk for noget andet: Det er udtryk for, at en dygtig samfundsborger – programmøren Michael Friis – ikke har været tilfreds med den måde, Folketinget stiller informationer til rådighed for borgerne. Og derfor har han lavet noget, der er bedre. Det er sikkert ikke bedre for alle – men det er i hvert fald bedre for nogen.
Man kan finde rigtig mange data og informationer på internettet. Det gør det nemt at skabe nye online produkter som fx Folkets Ting, findvej.dk/wikipedia og Everyblock, og muliggør, at informationer bliver præsenteret i mange forskellige sammenhænge. Det har naturligvis både fordele og ulemper for producenterne af data – men i dette tilfælde er det ubetinget en fordel for ejerne af informationerne, det danske folk, der her får sit mest reelt demokratiserende website længe.
Sitet er stadig under udvikling. Læs mere om planerne her.
Inspirationen kommer bl.a. fra Public Whip og OpenCongress.
Der er ikke så meget nytænkning i Lars Løkkes nye video-lancering. På nær hvis ideen om, at en politiker gerne vil tale direkte til sine potentielle vælgere (og helst på tv) da kan kaldes ny.
Det er snarere gammel snaps – den kendte form fra nytårstale og for den sags skyld sidste valg – på små flasker, der måske er lidt mere drikkelig. Det korte format gør nok meget til at gøre indholdet drikkeligt for de interesserede – men endnu mere gør den effektive distributionen via web-bannere nok. Det virkede i hvert fald godt for Venstre ved sidste valg. Hvis man leder efter nytænkning i indholdet eller efter politisk substans, er der længere mellem snapsene. Desværre. Der er ikke nye ideer om borgerindragelse eller dialog. Ej heller nye politiske initiativer.
For et par måneder siden skrev jeg lidt om, hvad jeg mener om den placebo-tryghed, vi bliver udsat for, bare fordi vi gerne vil flyve en tur. Her er to eksempler på, hvor lidt lufthavnssikkerheden egentlig virker:
Evan Roth kommer store metalplader i sin håndbagage. Og skriver beskeder i dem, så man kan se dem, når de bliver scannet. For eksempel “Nothing to see here”.
Og The Atlantic skriver om hvad det kan lykkes at få igennem lufthavnskontrollen, for eksempel Al Qaeda t-shirts, Hizbollah-flag, oppustlige Yassir Arafat-dukker(!), lommeknive, store mængder væske (bl.a. under tøjet i en såkaldt “beer belly” og i flasker mærket “kontaktlinsevæske”, der ikke blev undersøgt). Artiklen viser også, at det er let at forfalske boarding kort. Og at lufthavnspersonale selvfølgelig ikke sikkerhedstjekkes, når de går på arbejde. Artiklen er på én gang morsom og hovedrystende.
“I would try to pass through security with no ID, a fake boarding pass, and an Osama bin Laden T-shirt under my coat. I splashed water on my face to mimic sweat, put on a coat (it was a summer day), hid my driver’s license, and approached security with a bogus boarding pass that Schneier had made for me.” – Gæt selv, om journalisten får lov at komme ombord på flyet.
I går blev centrum-venstre tænketanken Cevea lanceret. Finansieret af forskellige grene af fagbevægelsen, men med et håb om at være lidt mindre støvet. Det er nok også derfor, man har fået en Youtube-kanal.
Der ligger én video i kanalen – og den udstråler sådan set problemet for centrum-venstre i Danmark meget godt. Videoen er 73 sekunder lang – og jeg cirka-talte, hvad de blev brugt til. Omkring 25 sekunder er overordnede og uklare formuleringer om, hvad Cevea vil. Men omkring 30 sekunder handler slet ikke om Cevea – men derimod om, hvor dygtige Cepos er. De sidste sekunder bruges til grafik, logoer og tavse spørgsmål.
En af grundene til, at Cepos sætter dagsordener, er, at de rent faktisk kommer med udmeldinger – og gerne lidt mere konkrete, end at de “vil puste liv til idealismens flamme,” og at det handler om “frisættende fællesskaber”.
En politisk aktiv anti-imperialistisk kok, der var en god kammerat. Eller en kold terrorist med dystre forbrydelser på samvittigheden? Det kan være svært at skelne på net-medierne. Læs resten.
