For et par år siden udgav Clay Shirky Here comes everybody med den besnærende undertitel The power of organizing without organizations. Lidt kalkeret kan man sige, at Shirky argumenterer for, at meget af det, vi bruger den klassiske organisation til ikke længere er nødvendigt. Og senest har han argumenteret for, at “de gamle” organisationer har så svært ved at omstille sig, at de ofte vil bryde sammen i deres egen kompleksitet.

Hvis man er fundamentalistisk demokrat, er Shirkys budskab rosenrødt. Internettet har givet os muligheden for at organisere os – helt uden alt det besværlige med den klassiske organisation. Men spørgsmålet er, om det nu også er så let? Selvom man kan finde nogle fantastiske eksempler på, at det lykkes – er der mange flere eksempler på, at det ikke gør.

Et aktuelt eksempel på det, er Facebook-gruppen “Behandling af barnløse SKAL være gratis“, der er en af flere protestgrupper mod regeringens seneste spareplaner. Gruppen har på kort tid og helt uden traditionelle organisationer samlet over 30.000 mennesker. En succes? Ja, måske – men det demokratiske potentiale bliver jo kun forløst, hvis de mange medlemmer af gruppen gør andet end et uforpligtende klik på Facebook. For en uges tid siden kaldte gruppen så til demonstration – og kun 75 mødte op til demonstrationen. Et tal, man nok havde kunnet klare uden Facebook-gruppe ved blot at ringe rundt til venner og familie. Det er næsten synd at sammenligne med hvad den traditionelle organisationsverden kunne klare til sammenligning: Fagbevægelsen havde væsentligt mere succes med sin demonstration mod nedskæringer, der både blev bakket op af internetkampagner og den helt klassiske avisannonce.

Den barnløse sag er ellers nogenlunde nem at forholde sig til samtidig med, at der er masser af borgere med både socialt incitament (fx venner eller familie, der rammes), egennytte (fx ekstra omkostninger) og ideologiske incitamenter (fx modvilje mod brugerbetaling i det offentlige sundhedsvæsen). Oven i har ildsjælene bag været gode til at få masser af presseomtale, både i traditionelle medier og på internettet.

Ikke desto mindre slog demonstrationen fejl. Og selvom indsatsen mod spareplanerne givetvis fortsætter, synes jeg det er en oplagt anledning til at konstatere, at fordi vi som borgere får muligheden for at handle, er det ikke sikkert, at evnen også følger med. Incitamentet kan mangle. De organisatoriske muskler kan være for få og for små. Eller måske har klikket på Facebook bare ikke betydet så meget for folk.

Alt der glimrer er ikke guld. Heller ikke når det kommer til demokrati og organisering.

Det betyder ikke, at vi ikke har fået større muligheder for at organisere os uden organisationer. Det har vi bestemt – og det skal vi få det bedste ud af: Som samfund, som borgere og som organisationer. Men vi skal også huske på, at organisationer ganske ofte er rigtig gode til at organisere.

Jeg er lige kommet hjem fra en uges ferie i Beijing. Og nu tror jeg lidt bedre, jeg forstår, hvordan skandinaviske udvandrere havde det, når de kom til New York for et århundrede eller halvanden siden. For byen er stor, med gang i den, fremmed, dynamisk, hurtig, innovativ, høj, tæt og fremmedsproget. Hvor vi kender New York som vores egen bukselomme – selv de, der aldrig har besøgt byen men bare set den i tv – er Beijing fremmed. Og Kina er meget mere end et kæmpestort uland. Det er et samfund, der på meget få år har foretaget et gigantisk spring fremad. Der er lidt billeder mm., hvis du klikker på Læs mere. Læs resten.

I går holdt jeg et kort oplæg hos tænketanken Cevea om internetmediets indvirkning på politikdannelsen. Den ultrakorte version er, at jeg på den ene side er optimist: Der er nogle muligheder for, at nogle mennesker, der ellers ikke kom til orde, gør det, og der er ligeledes nogle muligheder for, at den politiske dagsorden præges uden om de traditionelle organisationer. Men på den anden side er jeg også pessimist: Der er enormt meget selvfremstilling og klappen-hinanden-på-ryggen, og meget “internetpolitik” når ikke ind i de cirkler, hvor beslutningerne for alvor træffes. Men først og fremmest er der opstået nogle muligheder, som vi endnu ikke har set det fulde potentiale af, og som forhåbentlig kan skubbe vores samfund en lille smule mere i retning af åbenhed og medindflydelse.

Her er slides:

Fra og med denne uge udkommer det fremragende politiske nyhedsmagasin Ræson langt oftere end hidtil – nemlig en gang om ugen, og det ganske gratis. Magasinet kommer kun i en PDF-version, som man kan abonnere på. Første nummer byder på analyser og opinionsstof om alt fra valget i Japan til Johannes Andersen om S-SF-alliancen. Eneste skam er, at artiklerne kommer i det mærkelige PDF-format, hvor man ikke kan linke til den enkelte artikel. Det kommer de nok efter. Se første nummer her – og klik her, hvis du vil abonnere.

Årets Reboot-konferences absolutte højdepunkt for mit vedkommende var Bruce Sterlings afskedstale. Den gamle cyberpunk og science fiction-forfatter leverede en dystopisk salut om verdens tilstand i dag og i morgen. De mørke forudsigelser (og beskrivelser) var krydret med Sterlings fabelagtige sorte humor og veloplagte udfald mod Reboot-retorikken.

Nu er hans tale blevet lagt online af Reboot – der også ligger mange af de andre oplæg online. Se dem alle her, hvis vejret bliver dårligere – og se Sterling selvom solen skinner ved at klikke her. Læs resten.

“Demonstationerne i Iran har endnu engang vist, at sociale medier som Twitter har et stort potentiale for politisk mobilisering. Men det er ikke er mediet, der gør den poltiske forskel, men de der anvender det.”

Sådan opsummerer Jonas Trier-Knudsen fra Information mine holdninger til situationen i Iran i disse dage. Det er en ganske fin artikel, han har skrevet, synes jeg. Læs hele artiklen her hos Information.

Torsdag aften var jeg i Deadline og diskutere politikeres hjemmeproducerede videoer på nettet op til Europaparlamentsvalget sammen med Jens Hoff og Kurt Strand fra Deadline.

Programmet kan ses på deres website, men man har jo ikke meget tid på tv, så her er mine pointer i tekstform:

Det er positivt og meget forståeligt, at politikerne prøver at benytte video til deres kommunikation. De kan ikke komme på tv, lokale aviser forslår ikke rigtig, valgplakater virker ikke… Og video kan være en god måde at forklare sin politik på til borgerne.

Men desværre er videoerne for langt hovedparten ikke særlig gode. Dels er den tekniske kvalitet dårlig, men det betyder ikke så meget. Problemet er snarere, at de enten er gabende kedelige, tåkrummende pinlige eller lider af en vis grad af storhedsvanvid (jeg gør, ligesom de gør på tv). Det betyder, at videoerne ikke har en positiv effekt – måske snarere en negativ.

Politikerne tænker tilsyneladende ikke på deres målgruppe. Det er svært at gøre danskerne begejstrede omkring EU-parlamentsvalget. Men det afspejler videoerne ikke.

De tænker heller ikke på, hvordan de får videoen distribueret. Hvis den skal ud til mange, skal den enten have en viral kvalitet, der gør, at man får lyst til at sprede den (via mail, Facebook osv.), eller der skal samtænkes med andre medier som fx annoncering og PR, som Lars Løkke Rasmussen effektivt har gjort for nylig, og Venstre i det hele taget var stærke omkring ved sidste folketingsvalg.

Den største mulighed ved videoerne er nok at kommunikere til netværk og organisation. Kernevælgere, personligt netværk, allerede overbeviste osv. er nemmere at få til at se videoerne. Og det kan også være rigtig fint, for så kan de bære budskaberne videre til folk omkring dem. Men så er det også det ambitionsniveau, videoerne skal laves efter. En god inspiration kunne her være den konservative britiske leder, David Cameron.

Det kan være svært at finde rundt i, hvad der sker på Christiansborg, og Folketingets hjemmeside er ikke altid til hjælp. Men det nye website Folkets Ting giver dig mulighed for at følge den enkelte politikers stemme, diskutere lovforslag og politikere, og tjekke op på, hvordan politikerne repræsenterer dig.

Samtidig er websitet udtryk for noget andet: Det er udtryk for, at en dygtig samfundsborger – programmøren Michael Friis – ikke har været tilfreds med den måde, Folketinget stiller informationer til rådighed for borgerne. Og derfor har han lavet noget, der er bedre. Det er sikkert ikke bedre for alle – men det er i hvert fald bedre for nogen.

Man kan finde rigtig mange data og informationer på internettet. Det gør det nemt at skabe nye online produkter som fx Folkets Ting, findvej.dk/wikipedia og Everyblock, og muliggør, at informationer bliver præsenteret i mange forskellige sammenhænge. Det har naturligvis både fordele og ulemper for producenterne af data – men i dette tilfælde er det ubetinget en fordel for ejerne af informationerne, det danske folk, der her får sit mest reelt demokratiserende website længe.

Sitet er stadig under udvikling. Læs mere om planerne her.
Inspirationen kommer bl.a. fra Public Whip og OpenCongress.

Der er ikke så meget nytænkning i Lars Løkkes nye video-lancering. På nær hvis ideen om, at en politiker gerne vil tale direkte til sine potentielle vælgere (og helst på tv) da kan kaldes ny.

Det er snarere gammel snaps – den kendte form fra nytårstale og for den sags skyld sidste valg – på små flasker, der måske er lidt mere drikkelig. Det korte format gør nok meget til at gøre indholdet drikkeligt for de interesserede – men endnu mere gør den effektive distributionen via web-bannere nok. Det virkede i hvert fald godt for Venstre ved sidste valg. Hvis man leder efter nytænkning i indholdet eller efter politisk substans, er der længere mellem snapsene. Desværre. Der er ikke nye ideer om borgerindragelse eller dialog. Ej heller nye politiske initiativer.

For et par måneder siden skrev jeg lidt om, hvad jeg mener om den placebo-tryghed, vi bliver udsat for, bare fordi vi gerne vil flyve en tur. Her er to eksempler på, hvor lidt lufthavnssikkerheden egentlig virker:

Evan Roth kommer store metalplader i sin håndbagage. Og skriver beskeder i dem, så man kan se dem, når de bliver scannet. For eksempel “Nothing to see here”.

Og The Atlantic skriver om hvad det kan lykkes at få igennem lufthavnskontrollen, for eksempel Al Qaeda t-shirts, Hizbollah-flag, oppustlige Yassir Arafat-dukker(!), lommeknive, store mængder væske (bl.a. under tøjet i en såkaldt “beer belly” og i flasker mærket “kontaktlinsevæske”, der ikke blev undersøgt). Artiklen viser også, at det er let at forfalske boarding kort. Og at lufthavnspersonale selvfølgelig ikke sikkerhedstjekkes, når de går på arbejde. Artiklen er på én gang morsom og hovedrystende.

“I would try to pass through security with no ID, a fake boarding pass, and an Osama bin Laden T-shirt under my coat. I splashed water on my face to mimic sweat, put on a coat (it was a summer day), hid my driver’s license, and approached security with a bogus boarding pass that Schnei­er had made for me.” – Gæt selv, om journalisten får lov at komme ombord på flyet.