Hvis man er fundamentalistisk demokrat, er Shirkys budskab rosenrødt. Internettet har givet os muligheden for at organisere os – helt uden alt det besværlige med den klassiske organisation. Men spørgsmålet er, om det nu også er så let? Selvom man kan finde nogle fantastiske eksempler på, at det lykkes – er der mange flere eksempler på, at det ikke gør.

Et aktuelt eksempel på det, er Facebook-gruppen “Behandling af barnløse SKAL være gratis“, der er en af flere protestgrupper mod regeringens seneste spareplaner. Gruppen har på kort tid og helt uden traditionelle organisationer samlet over 30.000 mennesker. En succes? Ja, måske – men det demokratiske potentiale bliver jo kun forløst, hvis de mange medlemmer af gruppen gør andet end et uforpligtende klik på Facebook. For en uges tid siden kaldte gruppen så til demonstration – og kun 75 mødte op til demonstrationen. Et tal, man nok havde kunnet klare uden Facebook-gruppe ved blot at ringe rundt til venner og familie. Det er næsten synd at sammenligne med hvad den traditionelle organisationsverden kunne klare til sammenligning: Fagbevægelsen havde væsentligt mere succes med sin demonstration mod nedskæringer, der både blev bakket op af internetkampagner og den helt klassiske avisannonce.

Den barnløse sag er ellers nogenlunde nem at forholde sig til samtidig med, at der er masser af borgere med både socialt incitament (fx venner eller familie, der rammes), egennytte (fx ekstra omkostninger) og ideologiske incitamenter (fx modvilje mod brugerbetaling i det offentlige sundhedsvæsen). Oven i har ildsjælene bag været gode til at få masser af presseomtale, både i traditionelle medier og på internettet.

Ikke desto mindre slog demonstrationen fejl. Og selvom indsatsen mod spareplanerne givetvis fortsætter, synes jeg det er en oplagt anledning til at konstatere, at fordi vi som borgere får muligheden for at handle, er det ikke sikkert, at evnen også følger med. Incitamentet kan mangle. De organisatoriske muskler kan være for få og for små. Eller måske har klikket på Facebook bare ikke betydet så meget for folk.

Alt der glimrer er ikke guld. Heller ikke når det kommer til demokrati og organisering.

Det betyder ikke, at vi ikke har fået større muligheder for at organisere os uden organisationer. Det har vi bestemt – og det skal vi få det bedste ud af: Som samfund, som borgere og som organisationer. Men vi skal også huske på, at organisationer ganske ofte er rigtig gode til at organisere.

Arkitekturen er vild, høj, monumental, vovet, rodet, charmerende og ucharmerende på én gang. Men der er godt nok mere gang i den end i Danmark (eller end i noget andet land, jeg har besøgt). Økonomien blomstrer, men der er stadig ingen mediefrihed, og man får kvalme af de officielle engelsksprogede kanalers jublende hyldestsange. Ifølge kritiske kinesere er nogle af de kinesiske aviser lidt bedre. Alle nørderne bruger ssh, vpn eller proxy-servere til at tilgå internettet, så de kommer uden om “The Great Firewall of China”, men det gør den almindelige kineser ikke. Hun bruger Baidu i stedet for Google og QQ i stedet for Youtube. Men selv de kritiske kinesere, jeg talte med, oplevede at der blev liberaliseret mere – ikke mindre. Det på trods af, at rigtig mange kinesere slet ikke ønsker demokrati – det giver jo bare rod og uorden!

Erhvervslivet er meget mere end billige plast-kopier. Kunst- og designmarkedet er på vej frem, men ved siden af den hippe kunstner i farvestrålende tøj og med for store briller, er der fyldt med gamle mænd, der spytter på gaden og har hakken med på arbejde. Der er stadig kæmpe ulighed i samfundet. Men ét er sikkert: Dagene med en unipolær verdensorden er talte: Jeg tør godt spå, at Kina som minimum indhenter USA økonomisk (og hvem ved – måske de tre andre BRIC-lande gør det samme). Lad os håbe, de også skaber bedre forhold for demokrati, ytringsfrihed og menneskerettigheder.

Se 50 billeder mere fra Beijing her.

Her er slides:

Nu er hans tale blevet lagt online af Reboot – der også ligger mange af de andre oplæg online. Se dem alle her, hvis vejret bliver dårligere – og se Sterling selvom solen skinner ved at klikke her.

Sådan opsummerer Jonas Trier-Knudsen fra Information mine holdninger til situationen i Iran i disse dage. Det er en ganske fin artikel, han har skrevet, synes jeg. Læs hele artiklen her hos Information.

Programmet kan ses på deres website, men man har jo ikke meget tid på tv, så her er mine pointer i tekstform:

Det er positivt og meget forståeligt, at politikerne prøver at benytte video til deres kommunikation. De kan ikke komme på tv, lokale aviser forslår ikke rigtig, valgplakater virker ikke… Og video kan være en god måde at forklare sin politik på til borgerne.

Men desværre er videoerne for langt hovedparten ikke særlig gode. Dels er den tekniske kvalitet dårlig, men det betyder ikke så meget. Problemet er snarere, at de enten er gabende kedelige, tåkrummende pinlige eller lider af en vis grad af storhedsvanvid (jeg gør, ligesom de gør på tv). Det betyder, at videoerne ikke har en positiv effekt – måske snarere en negativ.

Politikerne tænker tilsyneladende ikke på deres målgruppe. Det er svært at gøre danskerne begejstrede omkring EU-parlamentsvalget. Men det afspejler videoerne ikke.

De tænker heller ikke på, hvordan de får videoen distribueret. Hvis den skal ud til mange, skal den enten have en viral kvalitet, der gør, at man får lyst til at sprede den (via mail, Facebook osv.), eller der skal samtænkes med andre medier som fx annoncering og PR, som Lars Løkke Rasmussen effektivt har gjort for nylig, og Venstre i det hele taget var stærke omkring ved sidste folketingsvalg.

Den største mulighed ved videoerne er nok at kommunikere til netværk og organisation. Kernevælgere, personligt netværk, allerede overbeviste osv. er nemmere at få til at se videoerne. Og det kan også være rigtig fint, for så kan de bære budskaberne videre til folk omkring dem. Men så er det også det ambitionsniveau, videoerne skal laves efter. En god inspiration kunne her være den konservative britiske leder, David Cameron.

Samtidig er websitet udtryk for noget andet: Det er udtryk for, at en dygtig samfundsborger – programmøren Michael Friis – ikke har været tilfreds med den måde, Folketinget stiller informationer til rådighed for borgerne. Og derfor har han lavet noget, der er bedre. Det er sikkert ikke bedre for alle – men det er i hvert fald bedre for nogen.

Man kan finde rigtig mange data og informationer på internettet. Det gør det nemt at skabe nye online produkter som fx Folkets Ting, findvej.dk/wikipedia og Everyblock, og muliggør, at informationer bliver præsenteret i mange forskellige sammenhænge. Det har naturligvis både fordele og ulemper for producenterne af data – men i dette tilfælde er det ubetinget en fordel for ejerne af informationerne, det danske folk, der her får sit mest reelt demokratiserende website længe.

Sitet er stadig under udvikling. Læs mere om planerne her.
Inspirationen kommer bl.a. fra Public Whip og OpenCongress.

Det er snarere gammel snaps – den kendte form fra nytårstale og for den sags skyld sidste valg – på små flasker, der måske er lidt mere drikkelig. Det korte format gør nok meget til at gøre indholdet drikkeligt for de interesserede – men endnu mere gør den effektive distributionen via web-bannere nok. Det virkede i hvert fald godt for Venstre ved sidste valg. Hvis man leder efter nytænkning i indholdet eller efter politisk substans, er der længere mellem snapsene. Desværre. Der er ikke nye ideer om borgerindragelse eller dialog. Ej heller nye politiske initiativer.

Evan Roth kommer store metalplader i sin håndbagage. Og skriver beskeder i dem, så man kan se dem, når de bliver scannet. For eksempel “Nothing to see here”.

Og The Atlantic skriver om hvad det kan lykkes at få igennem lufthavnskontrollen, for eksempel Al Qaeda t-shirts, Hizbollah-flag, oppustlige Yassir Arafat-dukker(!), lommeknive, store mængder væske (bl.a. under tøjet i en såkaldt “beer belly” og i flasker mærket “kontaktlinsevæske”, der ikke blev undersøgt). Artiklen viser også, at det er let at forfalske boarding kort. Og at lufthavnspersonale selvfølgelig ikke sikkerhedstjekkes, når de går på arbejde. Artiklen er på én gang morsom og hovedrystende.

“I would try to pass through security with no ID, a fake boarding pass, and an Osama bin Laden T-shirt under my coat. I splashed water on my face to mimic sweat, put on a coat (it was a summer day), hid my driver’s license, and approached security with a bogus boarding pass that Schnei­er had made for me.” – Gæt selv, om journalisten får lov at komme ombord på flyet.

Der ligger én video i kanalen – og den udstråler sådan set problemet for centrum-venstre i Danmark meget godt. Videoen er 73 sekunder lang – og jeg cirka-talte, hvad de blev brugt til. Omkring 25 sekunder er overordnede og uklare formuleringer om, hvad Cevea vil. Men omkring 30 sekunder handler slet ikke om Cevea – men derimod om, hvor dygtige Cepos er. De sidste sekunder bruges til grafik, logoer og tavse spørgsmål.

En af grundene til, at Cepos sætter dagsordener, er, at de rent faktisk kommer med udmeldinger – og gerne lidt mere konkrete, end at de “vil puste liv til idealismens flamme,” og at det handler om “frisættende fællesskaber”.

Atomiserede holdningsfælleskaber
I tidligere tider havde vi nogle meget atomiserede holdningsfællesskaber. I hver en dansk by af en hvis størrelse havde man fire aviser – en for hver af de fire partier (Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og Radikale). Men gennem de seneste årtier har vi i højere grad fået nogle store omnibus-medier, der helst ikke  vil støde nogen. Der har været en modtrend de seneste par år, hvor især Politiken er blevet en meningsmaskine mere end en avis.

Men aviserne kan slet ikke følge med internettet (heller ikke her). Et af de mange resultater af internettets udbredelse har været en demokratisering af det at udgive et medie. Det betyder dels et væld af blogs, men det betyder også en masse mere eller mindre professionelle niche-medier (f.eks. “ungnyt“, “90min“, “connery” eller “dansk politik“).

Grimme eksempler
Med det store udbud af netmedier får vi som danskere mulighed for i langt højere grad at være selektive om, hvad vi vil eksponeres overfor. Det kan have nogle grelle konsekvenser.

Et eksempel, jeg tit benytter, er den nationalkonservative weblog Uriasposten, der fra et politisk ståsted mellem Djengis Khan og Pia Kjærsgaard bekræfter læserne i, at man slet ikke kan stole på medierne, på politikerne eller nogen som helst andre end Uriasposten. Et eksempel på kommunikationen i miljøet omkring Uriasposten kan ses her. En video, der er et helt blog-indlæg værd i sig selv. Kommunikationen er effektiv og professionel, og man er af og til så underholdt, at man kan glemme, at man kun får halvdelen af historien.

Halv historie
Man får også kun halvdelen af historien – højst – hvis man læser det stærkt venstreorienterede website Modkrafts nekrolog om Niels Jørgensen fra Blekingegadebanden. Nekrolog er skrevet af to andre tidligere bandemedlemmer, og de bruger de første to tredjedele af nekrologen på at opremse alt det fantastiske politiske arbejde, Niels Jørgensen gjorde derude på den del af venstrefløjen, hvor man knap kan skimte fastlandet. Derefter løber de kort over dommen i sagen, giver et ultrakort referat af den afdødes refleksioner over sine handlinger, og slutter så af med at konkludere, at “Niels var en god kammerat og ven – han var til at stole på. Vi kommer til at savne ham meget.”

Nekrologen nævner ikke drabet på en ung politimand med et ord. Den beskriver ikke, hvilken smerte Niels Jørgensen og de andre gerningsmænd har givet de efterladte. Den fortæller ikke om de mange andre forbrydelser, banden var involveret i. Ja, faktisk omtaler nekrologen slet ikke banden som en bande – men som “Blekingegadegruppen”. Det kommer jo nærmest til at lyde som en spejdertrop.

Tilbage i 70′erne var en nekrolog som denne måske blevet trykt i en lille pamflet, der kun blev omdelt til de andre medlemmer. Men på Modkraft er målgruppen noget bredere – og indpakningen en anden. Som udenforstående kan man kun have en hovedrysten til overs for nekrologen – men hvad med alle dem, der opsøger Modkraft som deres primære kilde til nyheder?

Kognitiv dissonans
Når vi som mennesker konfronteres med noget nyt, stiller vi det op imod ting, vi allerede ved. Passer det nye ind i mit eksisterende verdensbillede og passer det til mine holdninger og værdier i øvrigt? Hvis svaret er ja, har vi alt andet lige nemmere ved at tro på, at det er sandt. Det er for eksempel nemmere at tro på, at klimaforandringer er menneskeskabte, hvis man grundlæggende er skeptisk overfor menneskets
indblanding i naturen.

Det er der for så vidt ikke noget galt med. Det er en naturlig menneskelig reaktion, at vi sorterer nye inputs
efter, om de umiddelbart virker sandfærdige på os. I den klassiske teori om kognitiv dissonans fremhæver Festinger, at vi for eksempel gennem selektiv eksponering undgår situationer, som giver os nye informationer, der ikke passer ind i vores verdensbillede – og i stedet opsøger vi anden viden, der bekræfter os i det, vi allerede ved. Man kan sige, at et af skolesystemets (og især universiteternes) vigtigste opgaver er, at modvirke den tendens hos os – selvom det aldrig vil lykkes til fulde.

Faren ved selektiv eksponering
Netmedierne giver os mulighed for en høj grad af selektiv eksponering. I endnu højere grad, når vi i stadigt større grad bliver præsenteret for nyheder og historier ud fra angivne interesser og click streams. Det kan være bekvemt for os, når vi får lettere ved at overskue den store informationsstrøm og finde ind til de relevante historier.

Men det er vigtigt, at vi hver især også husker på, at det først og fremmest er vores eget ansvar, også at læse historier, vi er uenige med. Om emner, vi ikke vidste, vi interesserede os for.

Der er mange fortravlede mennesker i den bygning, hvor jeg arbejder. De fleste af dem er endda så travle, at de går med skinnende slips, bundet med brede knuder.

Hvis der er én ting, der kan frustrere de travle mennesker, er det bygningens elevatorer. Nu har de købt store biler med skinnende lak, fordi de ikke gider vente på de altid forsinkede S-tog. Ventetid er spildtid, tænker de. Og ingen tid føles så spildt, som når man venter på en elevator. Men når elevatoren endelig kommer, får de heldigvis hurtigt afløb for deres opsparede frustrationer. “Luk dør”-knappen får flere tæsk på en gennemsnitlig tirsdag end min splejsede krop ville få i en boksering med Mikkel Kessler. Der trykkes på knappen. Dørene lukker. Elevatoren kører. Frustrationerne forsvinder.

Måske forestiller jeg mig for meget. Men jeg tror ikke, knappen virker. Jeg tror, en betænksom ingeniør har installeret knappen, fordi han kunne forudse frustrationerne.

Og når han nu ikke kunne få elevatoren til at køre hurtigere, kunne han da give dem en knap at trykke på.

Jeg tænker på de travle mennesker og knappen i elevatoren, mens jeg spænder mit bælte af i lufthavnen. Jeg tænker på terrorister og flykaprere og alle de mærkværdige bæltebomber, de må have opfundet i huler i Afghanistan og mærkelige moskeer i danske forstæder. Jeg tænker på, hvor Osama bin-Laden køber sine bælter.

Jeg bliver revet ud af mine tanker af den venlige sikkerhedsvagt. Han beder mig tænde for den computer, jeg har taget med i håndbagagen. Han passer bare sit job, så jeg fortæller ham ikke, hvad jeg tænker. At man stadig kunne have tændt computeren, selvom man havde taget halvdelen af indmaden ud og erstattet den med en bombe meget farligere end den halve liter kildevand, han lige har konfiskeret fra en italiensk dame.

Hver måned konfiskerer Københavns Lufthavn 30 tons “væsker”. Et fascinerende ord, væsker. På en gang så dagligdags og så fremmedgørende. Ordet skjuler, hvad de 30 tons egentlig dækker over. Deodorant fra svedige svenskere. Whiskey fra franskmænd med flyskræk. Kildevand fra tørstige tyrkere. Men heldigvis er det da til nytte for ejerne af lufthavnens kiosk, hvor den italienske dame senere køber en flaske kildevand. Den er tilsyneladende særligt fri for bomber, for ellers kunne hun da ikke få lov til at tage den med om bord på vores fælles fly til Milano?

Jeg tænker over det særlige sikkerhedstjek, som alle de parfumer, whiskey-flasker og kildevand, der bliver solgt i lufthavnen kommer igennem. Hvad mon gør det mere sikkert end det med de lange køer og de smilende sikkerhedsfolk?

Ligesom alle andre har jeg det fint med sikkerhed i lufthavnen. Men hvor mange terrorister er der egentlig blevet pågrebet i sikkerhedskøen? Hvis folk formår at gemme våben i bæltespænder og udvikle miltbrand-bakterier, mon så ikke de også kan finde en anden vej ind i lufthavnen end gennem køen til sikkerhedskontrollen? Hvem ved, måske har de smuglet en bombe ind i den flaske dyr fransk pudder, min kæreste køber i Kastrup? Eller: Måske de kunne finde på at terrorbombe noget andet, hvor der ikke var den samme sikkerhedskontrol: Et stormagasin, en kontorbygning eller en boligblok, måske? For et par år siden tog jeg et langdistance-tog i Canada, hvor sikkerhedskontrollen var den samme som i flyene. Vi har valgt at have forskellig sikkerhedskontrol i fly og tog. Hvorfor egentlig det?

Sikkerhedskontrollen i lufthavnene er placebo, som designeren Michael Beirut kalder fænomenet. Den skal give os et indtryk af, at der er tjek på det hele. Men ligesom knapperne i elevatoren, er der tale om en falsk tryghed. Rundt omkring i verden er tusindvis af mennesker beskæftiget med at producere falsk tryghed. Mange af dem er utvivlsomt samvittighedsfulde og dygtige. Men jeg ville ønske, at de brugte deres tid på at finde på metoder, der rent faktisk kunne forhindre terrorister i at kapre fly. Eller endnu bedre: Forhindre terrorister i at blive terrorister.

Hvis man giver folk mulighed for selv at vælge: Vil de flyve med sikkerhedskontrol eller uden sikkerhedskontrol, så vælger de alle sammen det første. Det skulle angiveligt være argument for, at sikkerhedskontrollen virker. Jeg vil snarere mene, at det er et argument for, at placebo virker: Det er godt, jeg smed den parfume ud. Nu kan jeg flyve trygt.

Og bare det kun var flysikkerheden, der var problemet. Men placebo-ånden spreder sig desværre til flere og flere steder.

Det sker uden skelen til smålige cost/benefit-analyser, på trods af, at der er masser af omkostninger ved den falske tryghed. 21 millioner passagerer brugte i år minimum en time på ventetid i lufthavnen, der ingen rationel mening giver. Det svarer til 10.000 fuldtidsstillinger. Eller cirka ligeså mange, som Novo Nordisk beskæftiger i Danmark.

Men ét er de økonomiske omkostninger. Noget andet, når placebo-ånden i stigende grad gør ondt på retssikkerheden og den personlige frihed.

Ét eksempel er de nye visitationszoner, hvor almindelige mennesker tvinges til noget så ydmygende som kropsvisitation, så vi kan føle os trygge for knivoverfald. Men mon ikke man kan snige en kniv uden om en politimand, ligesom det ved hver eneste fodboldkamp lykkes fans at snige fyrværkeri forbi de ellers vagtsomme vagter?

Et andet er den allestedsnærværende kameraovervågning. Jeg føler mig aldeles ikke mere tryg på grund af kameraerne. Hvis de har en effekt, er det da allerhøjst at finde gerningsmændene efter forbrydelsen. Og mon ikke de kvikkeste af forbryderne har set de samme kriminalfilm som jeg? I givet fald kan de finde ud af at begå forbrydelserne uden for kameraernes søgelys eller endnu værre – dække dem til(!)

Et særlig populært udtryk for Placebo-ånden er kravene om flere og strengere straffe for snart sagt hvad som helst. Det spiller på vores ønske om at føle os trygge – hvis forbryderne er i fængsel, kan de jo ikke gøre mig noget, lyder det ubevidste ræsonnement. Men forskningen – og praksis! – viser desværre, at strengere straffe ikke får folk til at holde op med at køre spirituskørsel, gå med kniv eller brænde biler af.

Der er så meget at være utryg over, og jeg sætter skam pris på, at velmenende mennesker gerne vil gøre mig tryg. Men hvis trygheden er falsk og har større omkostninger for mig og samfundet end gevinster, er jeg hellere fri. De mange mennesker, der beskæftiger sig med placebo-løsningerne burde bruge deres tid på at skabe egentlige løsninger på problemerne.

“Det gør mig i det mindste tryg, at PET har nået at stoppe dem alle gangene,” sagde min kæreste, da vi snakkede om mordplanerne på JP-tegneren Kurt Westergaard. “Også mig,” svarede jeg, hvorefter jeg gik i gang med at tænke på dette indlæg.

Problemet er nemlig, at jeg faktisk ikke aner, om jeg har grund til at være tryg eller ej. PET’s anholdelser og udvisningen af de to tunesere er lige så gennemskuelige for mig, som hvad der egentlig sker, når jeg trykker på “Luk døren”-knappen i elevatoren. Jeg tror, jeg kan føle mig tryg. Jeg håber, jeg kan føle mig tryg. Men placebo-ånden betyder, at jeg ikke kan vide det. Jeg skal bare stole på det.

Vi har en anden mulighed som samfund. Vi kan holde op med at træffe valg ud fra, at folk skal føle sig sikre, og i stedet træffe dem ud fra, hvordan folk bliver sikre. Det betyder sandsynligvis en vis grad af sikkerhedskontrol ved flyveture, fodboldkampe og andre højrisiko-arragementer. Men jagten på sikkerhed er gået over grænsen: Det har alt for store omkostninger med al den placebo-sikkerhed, vi oplever iDanmark. Økonomiske såvel som demokratiske.

Artiklen baserer sig på en vurdering af hjemmesiderne, som vi lavede på fire kriterier opstillet af BT:

1. Hjemmesiden er overskuelig for brugeren
2. Lyd og video er med til at gøre hjemmesiden interessant og oplysende
3. Hjemmesiden er brugervenlig
4. Der er mulighed for brugerinddragelse på hjemmesiden

Helt overordnet var vi overraskede over, hvor dårlige mange af hjemmesiderne var, når man kiggede på brugervenlighed og tilgængelighed. Lange indforståede tekster, manglende søgefunktioner, videoindlæg med information man ikke kan tilgå på anden vis og relativt kedsommelig brugerinddragelse var dagens orden. Der er meget stor forskel på partiernes hjemmesider, og det er for mig tydeligt, at Konservative, Radikale og – især – Venstre har haft større ambitioner (eller evner) end de øvrige.

Efter springet er der en kort kommentar til alle partiernes hjemmesider.

Skala: 1-5, 5 bedst

Generelle betragtninger

Der er sket en klar professionalisering af mange af partiernes hjemmesider. Især er der kommet meget mere fokus på videoer og daglige opdateringer med det seneste fra kampagnen.

Der er nærmest pinligt, så svære mange af siderne er at finde rundt på. Helt grundlæggende muligheder som en søgefunktion er undladt, og siderne er bygget op ud fra nogle kampagneslogans, som almindelige mennesker ikke forstår. “Fair Danmark” handler for eksempel om skattepolitik på de konservatives hjemmeside – det kunne snildt handle om alle mulige andre politikområder.

De fleste af partierne er meget interne i deres kommunikation. De skriver uendeligt lange tekster, som man ikke engang kan printe ud.

Der er stor forskel på, hvor meget partierne inviterer brugerne inden for. Ønsker de politisk debat? Hjælp til valgkampen? Eller bare penge til valgkassen? Typisk holdes dialogen med vælgerne i adskilte skammekroge eller på eksterne websites som Youtube.

Meget af det interessante foregår i virkeligheden ikke på partiernes hjemmesider – men på den enkelte kandidats. Det nye ved dette valg er, at det er nemt at komme i kontakt med alle kandidater – også de mange ukendte, som selv blogger, laver videoer på Youtube og opretter profiler på Facebook. Det er en skam at alle disse græsrodsinitiativer ikke er mere i fokus.

A. Socialdemokraterne

Lange tekster og kedelige videoer præger Socialdemokraternes uoverskuelige hjemmeside. Man får klare svar på sine spørgsmål, men man skal lede længe efter dem på en hjemmeside, der er mere uoverskuelig end Folketingets vandresal på en valgnat.

B. Radikale

Den radikale hjemmeside er besnærende ved første øjekast. Lækre videoer med korte indføringer i politikken. Men hvis man ikke gider videoerne er teksterne umulige at læse – og svære at finde rundt i. Det rigtigt spændende finder man på subsitet radikale.net, som er Christiansborgs bedste eksempel på brugerinddragelse.

C. Konservative

Den konservative hjemmeside er uden tvivl den mest tiltalende rent visuelt – og det er altså ikke de mange videoer med Bendt Bendtsen, jeg mener. Her er mange gode, korte tekster og fine videoindgange til politikken. Men hjemmesiden er også et af de værste eksempler på selvcentreret kommunikation med komplet indforståede menupunkter.

F. SF

SF’s hjemmeside er for dig, der gerne vil lytte til Villy Søvndals indtrængende bøn om hjælp. Hvis du vil læse dig til SF’s politik bliver det svært på kampagnesitet – indtil du finder det godt gemte link til den hjemmeside, man normalt finder på SF.dk, hvor der er svar på alle ens spørgsmål.

Ø. Enhedslisten

Enhedslistens website er som så mange af de andre uoverskueligt og fyldt med lange tekster. Det er svært at finde ud af hvad partiet mener – men til gengæld har man nogle af de mest specielle film – her er det ikke politikerne, der er i front, men for eksempel en video, der mest handler om Zlatan Ibrahimovic – og den danske flygtninge-/indvandrerpolitik.

Y. Ny Alliance

Man kan godt se, at Ny Alliances kampagnehjemmeside er blevet lavet hurtigt færdig. Hvis man vil se, hvad nogle af de kendte kandidater står for, er det umuligt at finde mere information om for eksempel Lars Kolind og Malou Aamund. Til gengæld kan man følge med i kampagnen med små film bag facaden – og faktisk få svar på de fleste spørgsmål om partiets politik.

O. Dansk Folkeparti

Det bedste og det værste fra 90′erne hjemmesiderne er samlet hos Dansk Folkeparti. Her finder man forældede navigationselementer, tekster længere end Søren Krarups aftenbøn og en fuldstændig ubrugelig søgefunktion. Til gengæld er den faktisk noget nemmere at finde rundt i end mange af de andre partiers mere moderne websites.

K. Kristendemokraterne

Kristendemokraterne har i endnu større omfang end de øvrige partier slået sig op på nogle få mærkesager. Hvis man ønsker dybere information, er det svært at få stillet behovet. Til gengæld kan man blogge med Bodil Kornbek, der af uransagelige grunde kun har skrevet to indlæg siden valget – under navnet “ehandel”?

V. Venstre

Statsministerens parti er en klar nummer et på websitet. Navigationen er forbilledlig, og man får klare svar på sine spørgsmål om partiets politik. Videoer er et dominerende element, og der tilbydes mange muligheder for at være med i valgkampen – både online og offline.

Bladet udkommer her i midten af oktober, men vi lavede undersøgelsen og skrev artiklen henover sommeren. Og som tingene er med tryksager med lang produktionstid, bliver man ofte overhalet af virkeligheden. Siden vi skrev artiklen, har vi således kunnet se en række lanceringer fra højtprofilerede politikere og partier, som gør dele af vores artikel ret forældet. Eller hvad?

Vores artikel ikke “bare” handler om weblogs, men mere om hvordan man kan bruge sociale medier til at engagere vælgere og medlemmer i politikudviklingen. Det har tre formål:

• At tiltrække nye vælgere
• At styrke politikudviklingen ved at inddrage eksperter og praksiseksperter blandt vælgerne
• At øge den demokratiske bevidsthed

Jeg har kigget lidt på nogle af de nye initiativer for at se, om danske partier og vælgere så er blevet rigere på de seneste måneder.

Anders Fogh: “Kære bloggere”

Mest omtalt har uden tvivl været Anders Foghs weblog. Den blev lanceret i juni måned og fik en del medieomtale. I starten var der også en del indlæg fra statsministeren – og en del kommentarer. Men sidenhen er det kun blevet til i alt otte indlæg – det er under hver 14. dag, man hører nyt fra Anders Fogh. Ikke ligefrem en levende debat – og det nyeste indlæg er da også fra 11. september.

Det er så tallene – hvad værre er, at hverken Anders Fogh (eller nogen i hans navn) går ind i debatterne i kommentarsporene, der ret hurtigt har udviklet sig til at være de sædvanlige nyhedsdebatter, hvor 5-6 usual suspects graver skyttegrave med intetsigende indlæg, de ikke kunne få i avisen. Anders Fogh har dog samlet op i et par blog-indlæg.

Min vurdering af bloggen er, at den udelukkende er et forsøg på at tiltrække vælgere – men desværre et forfejlet forsøg. Vi kommer ikke bagom masken Anders Fogh, og vi oplever ikke statsministeren som folkelig debattør – en rolle, han ellers givetvis ville være stærk i.

Helle Thorning-Schmidt: So ein ding 2.0 muss ich auch haben

Hvor Anders Fogh nøjes med en blog, har Helle Thorning-Schmidt kørt de helt store web 2.0-kanoner i stilling. Her er både podcast, videoer, weblog og sågar en flickr-konto.

Det er svært at vurdere bloggen – der er kun et enkelt indlæg, som sjovt nok skifter mellem første person i brødteksten og tredje person i manchetten. Svært at vurdere autenciteten og ligesom Anders Fogh har Helle Thorning endnu ikke kommenterer på blog-indlæggene. Der er også kun et enkelt podcast – tanken er vist at caste taler, der allerede afholdes – og det er jo en god ide.

Så er der lidt mere kød på Helles Youtube-videoer. Det er oplagt at snakke politik på video, der er nemmere for mange mennesker at gå til end weblog-formatet. Og videoerne er forbilledligt korte. Men det er altså ikke meget, man kommer bagom Helle – eller opfordres til at diskutere politik. Formatet er snarere: “Regeringen gør det skidt. Vi kan gøre det bedre sådan og sådan.” Men man er i det mindste da ikke i tvivl om, at det er Helle, der snakker i de små tv-venlige bidder. Men kære socialdemokrater: Tag lige et kig på David Camerons videoer!

Sidst er der flickr-kontoen. Hvis sådan en skal have sin berettigelse, vil jeg se billeder, som jeg ikke ser i medierne – fra forhandlingerne, når I drikker en øl efter en lang dag, eller af sjove iagttagelser, Helle selv har gjort sig. I stedet er den indtil videre fyldt med pressebillede. Æv.
Ligesom Anders Foghs weblog virker det ikke som om, Helle Thorning vil lukke vælgerne ind bag facaden og for alvor udvikle politik eller opleve den politiske verden bag facaden. I stedet er der fokuseret på at få så mange medier med som muligt. Ærgerligt. Designet er i øvrigt ufrivilligt humoristisk – med bløde skygger og store kasser med runde hjørner, er man ikke i tvivl om, at designerne har set, at sådan skal det se ud, hvis det skal være web 2.0.

Mogens Lykketoft: Vil du være min ven?

De seneste 3-4 måneder har Facebook været den store hype i Danmark. Det har Mogens Lykketoft også opdaget. Man skal være logget ind for at kunne se noget, så uden login virker disse links desværre ikke. Lykketoft har både fået en masse Facebook-venner (240 i skrivende stund) og oprettet en støttegruppe (med beskedne 31 medlemmer).

På profilen kan man se videoer og læse feeds fra hans blog. Ligesom Helle Thorning bruger Lykketoft Youtube til videoerne. Til gengæld er nogle af videoerne skævere end Helles – vi er bl.a. med Lykketoft på rundvisning på Christiansborg. Støttegruppen er ikke stor – men virker lovende. Der bliver inviteret til kampagneværksted, hvor man kan arbejde for at hjælpe Lykketoft frem mod næste valg.

Det er tydeligt, at Lykketoft ikke har haft ligeså mange bureauer til at hjælpe sig om de to statsministerkandidater – og det klæder ham. I stedet har han givetvis fået hjælp af unge i sin kampagneorganisation, som laver en mere uhøjtidelig præsentation på mediernes præmisser. Klart mere anbefalesesværdigt end de andre to, selvom formatet stadig kun virker som om, det satser på at tiltrække vælgere og aktivister.

Det Radikale Venstre

Det tætteste på mine og Jons visioner kommer dog Radikale.net. Det er et forum for både medlemmer og andre. Formen er også, med Marianne Vestagers ord – at alt er til debat, og det ikke er den officielle politik der er i fokus.

Der er ingen tvivl om, at Radikale.net er mere ambitiøst end de øvrige initiativer. Derfor er det nok også lidt skuffende for partiet, at der kun er oprettet godt 500 profiler (når man fratrækker et par hundrede nysgerrige – inkl. mig – vil jeg tro, at man havde håbet på flere).

Udover profilerne, hvor man i klassisk social networking-stil kan knytte sig til hinanden, er fokus på “events” og “emner”. Der er sådan set masser af events i kalenderen. Det eneste med rigtig mange tilmeldte er til gengæld Radikal Ungdoms landsmøde, så hvor godt det er lykkedes at få ikke-medlemmerne til at komme med, kan man sætte spørgsmålstegn ved.

Mere interessant er kategorien “Emner”, som er det lidt spøjse navn for den politiske debat. Ordvalget skyldes, at man også skal knytte sig til emner (man er interesseret i), når man opretter sin profil. Her er levende debat inden for mange af emnerne. Debatterne er organiseret som blog-indlæg fra den enkelte profil, som man så kan kommentere på (i det hele taget er informationsarkitekturen lige præcis som den burde have været på Kommunikationsforum, som Advice Digital også står bag).

Det er med andre ord lykkedes at få en levende debat, hvor politikere og øvrige medlemmer kommenterer på hinandens indlæg. Men til gengæld er det desværre kun i meget lille grad lykkedes at inddrage ikke-medlemmer (og for den sags skyld medlemmer uden for inderkredsene) i debatten. Desværre. Her er mange gode intentioner, som først og fremmest fordrer, at sitet profileres bedre, så der kommer flere friske ansigter ind og deltage i debatten.

Alt i alt er det en blandet landhandel man oplever, når man genbesøger sociale medier i politisk kommunikation. Hvis jeg vender tilbage til de tre oprindelige initiativer, er der desværre ingen tvivl om, at danske politikere i altovervejende grad ser nettet som endnu en platform for konkurrencedemokrati, hvor man kan tiltrække nye vælgere – og det er de endda ikke særligt gode til, når de ikke tør lade masken falde og indgå i dialogen. Og det er kun i mindre grad, at partierne tør gøre forsøget på at styrke politikudvikling og øge demokratisk bevidsthed.