Han fortalte, at en dag, var der en SFO, der henvendte sig til styrelsen. De havde fået foræret nogle skildpadder. De ville gerne kende reglerne for institutioners hold af skildpadder.

Der fandtes ikke umiddelbart nogen regler. Men når en institution spurgte, måtte styrelsen på arbejde. Derfor fik alle landets institutioner snart efter tilsendt en bekendtgørelse, hvori reglerne for hold af skildpadder fremgik. Og når der er en bekendtgørelse, har alle institutioner værsgo at efterleve den.

Jeg ved ikke, om historien holder helt vand. Men den er morsom – og den siger en hel del om bureaukratiet. For i historien er der jo ikke nogen, der egentlig gør noget galt. Jo, jo, i institutionen kunne de jo bare have tænkt selv og ikke have bedt om regler for noget, der turde siges at være forholdsvis dagligdags. Og embedsmanden, der fik spørgsmålet, kunne jo have sagt fra. Men det er svært. Og det ville jo også være noget rod, hvis der var forskelle fra kommune til kommune.

Hver gang Inger Støjberg taler om afbureaukratisering, tænker jeg på skildpadderne. For der er ingen tvivl om, at regeringens såkaldte afbureaukratiseringsprogram er behjertet. Men det forslår som en skrædder i helvede.

For det første: Selve ideen om et afbureaukratiseringsprogram lyder som en satire. Nogle af produkterne af “programmet” er tilsyneladende en fin grafisk opsat rapport, en hjemmeside (“regelforenkling.dk“!) og ikke mindst en tværministeriel projektgruppe med det mundrette navn “Projektgruppen for Forenkling og Administrative Lettelser.” Projektgruppen skal “understøtte ministeriernes arbejde og koordinere indsatsen på tværs”. Jeg føler allerede de bureaukratiske byrder lette.

For det andet: Samtidig med at den uden tvivl kompetente arbejdsgruppe har arbejdet (og for eksempel udviklet et “regelforenklingsprocesværktøj” ), har staten samtidig indført et hav af nye regler. Ifølge Retsinformation er der alene i de første måneder af 2011 udsendt omkring 90 nye love og 1.000 nye regler og bekendtgørelser.

For det tredje: Det er rigtig, rigtig svært at finde enkeltstående regler, der er åbenbart tåbelige. De fleste regler er indført, fordi der er nogen, der har set et behov. Og afskaffer man reglen, er det behov ikke dækket længere. Er der regler for guldfisk, må man også forvente, at der er regler for skildpadder.

Forsøger man derfor at afskaffe regler én efter én, kan man ligeså godt spørge Sisyfos, om ikke han kunne tænke sig noget hjælp med sin sten. Det kommer aldrig til at forslå.

Ønsker vi reelt en afbureaukratisering (og det gør jeg i hvert fald), handler det først og fremmest om en kulturforandring i det offentlige (og i øvrigt også i rigtigt mange private virksomheder!). Fra centralt hold – embedsværk og politikere – må man gå ud fra, at dem der træffer beslutningerne på et vist detaljeniveau godt kan tænke selv. Og så acceptere, at der af og til sker fejl. Ja, der er hjemmehjælpere, som ikke udfører deres arbejde. Men nej, det betyder ikke, at der skal introduceres flere regler. For så gør vi det bare sværere for de mange, der passer deres arbejde samvittighedsfuldt.

Andre gange er der måske ikke brug for nye regler, men bare for at man håndhæver dem, der allerede findes. For eksempel har vi nok ikke brug for særlige regler om ytringer på internettet, der findes jo allerede både love om blasfemi, racisme og injurier.

Det er svært at trække grænsen for, hvilke beslutninger der skal træffes hvor. Og det er svært at ændre kultur i en kæmpe organisation som det offentlige Danmark. Så er det nemmere, at nedsætte en tværministeriel arbejdsgruppe. Måske de en dag falder over en regel om skildpadder i børneinstitutioner.

Rasmussen beskriver en drøm, hvor Politiken-redaktøren Anita Bay Bundegaard og DF’eren Søren Espersen med våde øjne står tæt sammen, og beskuer blomsterne ved den norske ambassade.

Efter noget tid siger Bay Bundegaard “Søren, jeg synes ikke, dette er tiden til at grave grøfterne dybere i vores samfund. Derfor skal du vide, at jeg ikke vil benytte de tragiske begivenheder i Norge til at drage paralleller mellem Dansk Folkeparti og massemordenren Anders Behring Breivik. Jeg synes hellere, vi skulle snakke om, hvordan vi undgår at skabe flere af hans slags i fremtiden.”

I Rasmussens drøm svarer Søren Espersen fuld af varme: “Tak, Anita! Du har ret! Det er meget mere konstruktivt at diskutere, hvordan vi kommer videre herfra. Og som det første vil jeg gerne love, at jeg nok skal tænke mig grundigt om, inden jeg næste gang udtaler mig generelt om islam og muslimer. Jeg kan godt se, at det ikke er klogt at give den for meget gas, for man risikerer bare at opmuntre alle tosserne derude.”

Her slutter Ole Rasmussens drøm desværre.

Æv. Man finder den fornuftige stemme i satiren. Man kunne have ønsket, at terroren i Norge havde ført til, at vi havde fået en debat, der kiggede lidt ud over egen næsetip. Men i stedet er debatten fyldt med gravkoer, der hastigt graver dybere grøfter.

Hver gang en behjertet sjæl fortæller offentligheden, at ‘tonen’ i debatten er med til at skabe folk som Breivik, anklager samme sjæl samtidigt Pia Kjærsgaard og co. for medvirken til massemord. Det er ikke ligefrem den nemmeste måde at få andre ud af grøfterne.

Og ud af grøfterne, er lige præcis det, vi har brug for. For det altoverskyggende problem i vores politiske debat er jo forenklingen. Du er med os, eller du er imod os. I forenklingens  navn skabes der simple modsætninger, der fører til, at vi ikke længere har politiske uenigheder, men politiske modstandere. Fjendebilleder.

Når vi har fjender, er det ligeså vigtigt, at de taber, som at vi vinder. Det ser man for eksempel ved hujende ungdomspolitikere til iscenesatte politiske “dueller” [sic!].

Og når man har den indstilling til verden, bliver valg lidt besværlige. For til et valg risikerer man jo at tabe.

Og bliver man ved med at tabe, og er man måske ikke al for kvik, gør man dumme ting. Man vælger for eksempel at kaste maling på landets statsminister.

Men det kan også være farligt at vinde, hvis man lever i en verden med fjendebilleder. For så gælder det pludselig om at tryne modstanderne, når man har chancen.

Det sted, hvor den politiske debat i allerhøjest grad er præget af fjendebilleder er udlændingepolitikken. Vi har to fløje, der på det nærmeste bekriger hinanden. Og konstant beklikker hinandens motiver.

For mig at se, er det altoverskyggende problem, at verden er kompleks. Der er ikke én løsning på samfundets udfordringer. Og hver gang man løser ét problem, skaber man fem nye. Der er ikke en nem måde at hjælpe alle verdens svage og sultne, uden at belønne korrupte diktatorer. Der er ikke en nem måde at hindre narkotika i at flyde indover grænserne. Der er ikke en nem måde at få vores sundhedssystem til at fungere bedre, efterhånden som vi bliver ældre, finder nye sygdomme, vi kan kurere og bliver mere fordringsfulde. Der er ikke en nem måde at stoppe klimaforandringerne og samtidig bevare vores levestandard. Og der er ikke en nem måde at finde balance i udlændingepolitikken.

Det er nok naivt, men jeg kunne ønske, at politikere og debattører valgte at anskue deres vælgere som begavede mennesker.

Det er nok naivt, men jeg kunne ønske, at politikere og debattører valgte at anskue deres meddebattører som nogle, der også er interesserede i at skabe det bedst mulige samfund. Og ikke anskue dem som fjender, men som nogle, der bare har en anden løsning end deres egen.

Jeg kunne ønske at hændelser som dem i Oslo, fik debattører til at reagere lidt ligesom i Ole Rasmussens drøm. Men det er jo bare satire.

1Allerede da den første bombe sprang, troede de fleste nok, at der var tale om islamistisk terror. Det var i hvert fald tydeligt, når man hørte de såkaldte eksperter udtale sig på tv. Og det var tydeligt i spørgsmålene til Stoltenberg. Men han nægtede fra første færd at gå ind på den præmis. Vi ved ikke, hvem der står bag. Men vi ved, at vi vil reagere med mere åbenhed, mere demokrati, sagde han blandt andet.

Medierne (og deres såkaldte terror-eksperter) kan lære meget af Stoltenbergs opførsel i den situation. Det kan godt være, at du tror, du ved noget. Men det gør du ikke. Du har en anelse, som virker sand. Men det er bare en rygmarvsreaktion. Så lad være med at gå ud fra, at det er sandt. Det burde være børnelærdom for en journalist. Ligesom det er for Stoltenberg.

2Da terrorens omfang kom frem, blev Stoltenberg på et andet pressemøde spurgt, om han kendte nogle af ofrene. Det var tydeligt for enhver, at det gjorde han. Hans underlæber bævrede, mens han holdt følelserne tilbage. Men nægtede at give eller antyde navne, for de pårørende fortjente at få besked først. Den samme medmenneskelighed har vi set Stoltenberg udvise igen og igen over de seneste dage. Læs eller hør for eksempel hans tale til mindegudstjenesten i Oslo Domkirke søndag.

Afstumpede typer som Mads Christensen kan lære meget af Stoltenbergs opførsel. Det kan godt være, at du tror, du er interessant nok til, at det berettiger dig til at dreje kniven rundt i såret på unge mennesker, der har mistet deres kære og givetvis allerede lider af skyldfølelse over, at de har overlevet, hvor andre ikke var så heldige. Men det er du ikke. Dine holdninger og tanker hører hjemme i en halvdårlig krigsfilm fra 80′erne.

3Mandag aften talte Stoltenberg igen, denne gang på Rådhuspladsen i Oslo foran op mod 150.000 nordmænd. Her sagde han bl.a.: “Dette er en march for sammenhold, en march for demokrati og en march for tolerance”. Tolerance. Selv når landet står overfor alt det modsatte.

Ideologisk fattige politikere som Henrik Sass Larsen kan lære meget af Stoltenberg. Sass Larsen kræver straks mere kontrol. Men det er nu, vi skal stå fast som samfund. Det kan godt være, du tror, det er holdningerne, der er terroristiske. Men det er det ikke. Det er handlingerne.

4Det kunne have været nemt at slå politisk plat på sagen for Stoltenberg. At bruge det som en anledning til at kritisere Fremskrittspartiet, til at høste stemmer til septembers kommunalvalg eller til at advokere for at få Norge tættere ind i EU-samarbejde. Men det har han ikke gjort. Han har forholdt sig inkluderende på alle tidspunkter.

Opmærksomhedssøgende politikere som Søren Pind kan lære meget af Stoltenberg. Det kan godt være, du tror, det giver mening at ride din kæphest rundt i en manege fyldt med døde børn og unge (som @kahrzdn skriver). Men Østerild er faktisk noget helt andet. Og du burde være godt nok begavet til at forstå det.

5Stoltenberg har ikke bedt om undskyldninger eller forklaringer. Han har ikke lagt skylden på det yderste, politiske højre. Og det oplever man faktisk heller ikke andre norske politikere gøre.

Det kunne politiske debattører til højre og venstre i Danmark lære meget af. Som Rasmus Jarlov skriver: “Havde Breivik delt Villy Søvndals holdninger, havde han også slået ihjel for dem.” Mennesker med højreorienterede holdninger skylder ikke undskyldninger for Breiviks handlinger, lige meget hvor mange venstreorienterede, der efterspørger dem. Ligesom muslimer ikke skylder nogen undskyldninger for Al Qaeda, lige meget hvor mange højreorienterede, der efterspørger dem.

Men vi skylder alle sammen at skabe en debatkultur, hvor meninger er stærke, men hvor vi taler respektfuldt til og om hinanden. Som en klog mand har sagt:

“Mere demokrati, mere åbenhed og mere humanitet. Men aldrig naivitet.”

We are engaged in a war of civilisations [...] But the combatants are not Islam and the West. Instead, the war is between the normal, sane people of the world and the right-wing zealots who see doom, destruction, hellfire and God’s Will at every turn. Anders Behring Breivik, Mohammed Atta and Baruch Goldstein are all cut from the same rotten cloth.

- Ahmed Moor.

I det samfund, jeg gerne vil leve i, har alle ret til at mene hvad de vil. Men det er svært at finde større trusler mod den ret, end at nogle bruger vold til at gennemtvinge netop deres meninger. Det er en af de store udfordringer, som vores samfund står overfor, hvad end vold og terror iklæder sig religiøse eller politiske klæder.

Jeg brugte rigtig meget tid foran computeren, både fredag eftermiddag og resten af weekenden. Jeg tror, jeg har læst samtlige artikler, de norske aviser og tv-stationer har bragt – og en del af de danske oveni. Jeg blev lidt manisk, bl.a. fordi jeg har en del venner og gode bekendte i Norge.  Jeg håber, at der bliver tid til selvrefleksion i medierne. De var hurtigt ude at fortælle, hvem der stod bag (og tog fejl), og dansk TV2 valgte under begivenhederne hele tiden at have et lille vindue med Tour de France i bunden af skærmen. Især et par norske journalister bør tænke sig godt om. Nemlig de journalister, som efter budskabet om Utøya kom frem, begyndte at ringe til unge mennesker, der gemte sig for terroristen. I sådan en situation må ens eget job komme i anden række.

Et anden af mediernes problemer var brugen af såkaldte eksperter, der udtalte sig på enormt tyndt grundlag. “Eksperter” bliver lige så chokerede som alle andre mennesker, og når man bliver chokeret handler og tænker man ofte med sin rygrad. For en terrorekspert betyder det, at man skyder skylden på Al Qaeda. Og længere væk fra sandheden kunne man næppe komme.

I situationer, hvor man er i chok, er behovet for forklaringer kæmpestort. Og forklaringerne må gerne rime på ens eksisterende verdensbillede. Derfor troede selv New York Times tilsyneladende på en ukendt islamisk terrorbevægelse, der tog ansvaret for at få opmærksomhed (artiklen er nu fjernet). Og troværdigheden hos New York Times er åbenbart så stor hos nogle journalister, at den fjerner almindelig sund dømmekraft. Under et af pressemøderne om aftenen spurgte en norsk journalist Stoltenberg, hvad han vidste om Times-artiklens påstande. Selvom den nøjagtigt samme påstand havde været ude i norske medier (og blevet afvist) flere timer forinden.

I stærk modsætning hertil står Jens Stoltenberg. Fra første gang han tonede frem på norsk tv, imponerede han mig. Han nægtede netop at gå ind på spekulationer om, hvem der stod bag, og hvor mange de var, og om der var flere bomber. I stedet talte han om ofrene, og han talte om, hvordan det norske samfund burde reagere – med mere åbenhed og mere demokrati, men aldrig naivitet. Det er blevet en slags omkvæd for ham her i weekenden. Han viste sin sorg, både på landets og egne vegne, men han har ikke fremstået partisansk eller hævngerrig, som vi ellers kender det fra andre statsledere, når deres land angribes af terrorister. Ham har nordmændene grund til at være stolte af.

Terroristen viste sig ikke at være islamist. Han viste sig at være en muslim-hadende, højreorienteret norsk mand. I sit 1.500 sider lange “manifest” (som jeg ikke har læst, og ikke har tænkt mig at læse), angriber han EU, “kultur-marxister”, muslimer og alle mulige andre mennesker og grupper, hvis holdninger ikke harmonerer med hans eget ynkelige verdensbillede. (Han roser også nogle mennesker – angiveligt blandt andet Anders Fogh Rasmussen). Det betyder ikke, at man skal fordømme alle andre med de samme holdninger. Det passer ikke, at “Højreradikale høster hvor Pia Kærsgaard og Sverigesdemokratarne sår”, som jeg så skrevet på Facebook. Manden valgte netop det norske Fremskrittsparti fra, fordi han ikke fandt genklang for sine holdninger der. Andre højreorienterede er uden skyld i Anders Bering Breiviks handlinger. Det gælder også dem, der har ekstreme holdninger. Selv dem, der er enige med ham, i hans mærkværdige “analyse”. Ligesom muslimer er uden skyld i Al Qaedas forbrydelser. Kun manden selv bærer skylden for sine forbrydelser.

Det betyder imidlertid ikke, at man ikke skal modgå de holdninger, som Breivik er blevet inspireret af. For selvom han selv bærer skylden for sine handlinger, har han tydeligvis fundet inspiration hos andre. Hadefuld retorik i ekstremistiske miljøer er farlig. Fordi de bagvedliggende holdninger er farlige for et åbent, demokratisk samfund. Og fordi de for nogle enkelte forskruede individer flytter de mentale grænser for, hvad der er tilladt.

Lige nu bør vi imidlertid lære af Stoltenbergs forbillede. Lige nu bør vi have vores opmærksomhed på ofrene. Lige nu bør vi have vores opmærksomhed på deres familier. Lige nu bør vi have vores opmærksomhed på de overlevende. På Norge. Og på det samfund, vi gerne vil have, både internationalt og herhjemme – og hvordan vi ideelt set gerne vil reagere på en gal mands terroristiske forbrydelser.

Vi er halvvejs i anmeldelserne af de politiske partiers hjemmesider, og jeg begynder at være træt af at se de samme begynderfejl. En søgemaskine, der ikke virker. Tekstsider uden links. Døde links. Indadvendt kommunikation. Ingen brug af medlemmerne…

Altinget fortsætter serien, hvor Rasmus Jønsson og jeg anmelder de politiske partiers hjemmesider. I denne uge er turen kommet til Dansk Folkeparti, hvor forsiden mærkværdigvis var domineret af et kæmpe billede af Brian May fra Queen med Pia under armen. Javel ja.

Tidligere: Radikale Venstre. Enhedslisten. Venstre. SF.

Tidligere: Enhedslisten. Venstre. SF.

Nogle gange bliver dit privatliv invaderet for din sikkerheds skyld. Så finder velmenende mennesker på, at du skal fotograferes nøgen for at kunne komme med flyet. Men det er jo bare for din egen skyld. For vil du ikke hellere flyve uden terror?

Nogle gange bliver dit privatliv invaderet, for at du skal få en bedre oplevelse. Så finder velmenende mennesker på, at du skal kunne dele dine indkøb af alt fra tandpasta til sexudstyr med dine nærmeste 300 venner. Men der er jo bare for din egen skyld. For vil du ikke hellere have relevante reklamer?

Nogle gange bliver dit privatliv invaderet, fordi du er så sjov. Så finder velmenende venner på, at de skal markere det skægge billede af dig på Facebook – det, hvor du danser så sjovt og måske har fået et par øl. Men det er jo bare for din egen skyld. For vi havde det jo så sjovt, og det gør jo ingenting?

Når jeg tager flyet og oplever nye mærkværdige sikkerhedsprocedurer undrer jeg mig ofte over, hvem der egentlig beslutter dem. Og om der i den komite af folk, der finder på nye regler også sidder en – bare én – hvis opgave er engang imellem at sige “Arh, gør vi det nu ikke liiige lovlig vanskeligt for folk at tage flyet – i forhold til den øgede sikkerhed, vi opnår?”

Den rolle har vi alle sammen brug for. Vi skal alle sammen passe på, at vi ikke invaderer andre menneskers privatliv i vores velmenende forsøg på at skabe bedre tjenester, sikrere vilkår og et rarere liv for dem. Det er nemt nok at gå et skridt videre. Men det er rigtig svært at træde et skridt tilbage, når man opdager, at man gik for langt.

Inspireret af Judith Donaths fremragende oplæg på New Media Days 2010.

Hvis man er fundamentalistisk demokrat, er Shirkys budskab rosenrødt. Internettet har givet os muligheden for at organisere os – helt uden alt det besværlige med den klassiske organisation. Men spørgsmålet er, om det nu også er så let? Selvom man kan finde nogle fantastiske eksempler på, at det lykkes – er der mange flere eksempler på, at det ikke gør.

Et aktuelt eksempel på det, er Facebook-gruppen “Behandling af barnløse SKAL være gratis“, der er en af flere protestgrupper mod regeringens seneste spareplaner. Gruppen har på kort tid og helt uden traditionelle organisationer samlet over 30.000 mennesker. En succes? Ja, måske – men det demokratiske potentiale bliver jo kun forløst, hvis de mange medlemmer af gruppen gør andet end et uforpligtende klik på Facebook. For en uges tid siden kaldte gruppen så til demonstration – og kun 75 mødte op til demonstrationen. Et tal, man nok havde kunnet klare uden Facebook-gruppe ved blot at ringe rundt til venner og familie. Det er næsten synd at sammenligne med hvad den traditionelle organisationsverden kunne klare til sammenligning: Fagbevægelsen havde væsentligt mere succes med sin demonstration mod nedskæringer, der både blev bakket op af internetkampagner og den helt klassiske avisannonce.

Den barnløse sag er ellers nogenlunde nem at forholde sig til samtidig med, at der er masser af borgere med både socialt incitament (fx venner eller familie, der rammes), egennytte (fx ekstra omkostninger) og ideologiske incitamenter (fx modvilje mod brugerbetaling i det offentlige sundhedsvæsen). Oven i har ildsjælene bag været gode til at få masser af presseomtale, både i traditionelle medier og på internettet.

Ikke desto mindre slog demonstrationen fejl. Og selvom indsatsen mod spareplanerne givetvis fortsætter, synes jeg det er en oplagt anledning til at konstatere, at fordi vi som borgere får muligheden for at handle, er det ikke sikkert, at evnen også følger med. Incitamentet kan mangle. De organisatoriske muskler kan være for få og for små. Eller måske har klikket på Facebook bare ikke betydet så meget for folk.

Alt der glimrer er ikke guld. Heller ikke når det kommer til demokrati og organisering.

Det betyder ikke, at vi ikke har fået større muligheder for at organisere os uden organisationer. Det har vi bestemt – og det skal vi få det bedste ud af: Som samfund, som borgere og som organisationer. Men vi skal også huske på, at organisationer ganske ofte er rigtig gode til at organisere.

Arkitekturen er vild, høj, monumental, vovet, rodet, charmerende og ucharmerende på én gang. Men der er godt nok mere gang i den end i Danmark (eller end i noget andet land, jeg har besøgt). Økonomien blomstrer, men der er stadig ingen mediefrihed, og man får kvalme af de officielle engelsksprogede kanalers jublende hyldestsange. Ifølge kritiske kinesere er nogle af de kinesiske aviser lidt bedre. Alle nørderne bruger ssh, vpn eller proxy-servere til at tilgå internettet, så de kommer uden om “The Great Firewall of China”, men det gør den almindelige kineser ikke. Hun bruger Baidu i stedet for Google og QQ i stedet for Youtube. Men selv de kritiske kinesere, jeg talte med, oplevede at der blev liberaliseret mere – ikke mindre. Det på trods af, at rigtig mange kinesere slet ikke ønsker demokrati – det giver jo bare rod og uorden!

Erhvervslivet er meget mere end billige plast-kopier. Kunst- og designmarkedet er på vej frem, men ved siden af den hippe kunstner i farvestrålende tøj og med for store briller, er der fyldt med gamle mænd, der spytter på gaden og har hakken med på arbejde. Der er stadig kæmpe ulighed i samfundet. Men ét er sikkert: Dagene med en unipolær verdensorden er talte: Jeg tør godt spå, at Kina som minimum indhenter USA økonomisk (og hvem ved – måske de tre andre BRIC-lande gør det samme). Lad os håbe, de også skaber bedre forhold for demokrati, ytringsfrihed og menneskerettigheder.

Se 50 billeder mere fra Beijing her.

Her er slides:

Nu er hans tale blevet lagt online af Reboot – der også ligger mange af de andre oplæg online. Se dem alle her, hvis vejret bliver dårligere – og se Sterling selvom solen skinner ved at klikke her.

Sådan opsummerer Jonas Trier-Knudsen fra Information mine holdninger til situationen i Iran i disse dage. Det er en ganske fin artikel, han har skrevet, synes jeg. Læs hele artiklen her hos Information.

Programmet kan ses på deres website, men man har jo ikke meget tid på tv, så her er mine pointer i tekstform:

Det er positivt og meget forståeligt, at politikerne prøver at benytte video til deres kommunikation. De kan ikke komme på tv, lokale aviser forslår ikke rigtig, valgplakater virker ikke… Og video kan være en god måde at forklare sin politik på til borgerne.

Men desværre er videoerne for langt hovedparten ikke særlig gode. Dels er den tekniske kvalitet dårlig, men det betyder ikke så meget. Problemet er snarere, at de enten er gabende kedelige, tåkrummende pinlige eller lider af en vis grad af storhedsvanvid (jeg gør, ligesom de gør på tv). Det betyder, at videoerne ikke har en positiv effekt – måske snarere en negativ.

Politikerne tænker tilsyneladende ikke på deres målgruppe. Det er svært at gøre danskerne begejstrede omkring EU-parlamentsvalget. Men det afspejler videoerne ikke.

De tænker heller ikke på, hvordan de får videoen distribueret. Hvis den skal ud til mange, skal den enten have en viral kvalitet, der gør, at man får lyst til at sprede den (via mail, Facebook osv.), eller der skal samtænkes med andre medier som fx annoncering og PR, som Lars Løkke Rasmussen effektivt har gjort for nylig, og Venstre i det hele taget var stærke omkring ved sidste folketingsvalg.

Den største mulighed ved videoerne er nok at kommunikere til netværk og organisation. Kernevælgere, personligt netværk, allerede overbeviste osv. er nemmere at få til at se videoerne. Og det kan også være rigtig fint, for så kan de bære budskaberne videre til folk omkring dem. Men så er det også det ambitionsniveau, videoerne skal laves efter. En god inspiration kunne her være den konservative britiske leder, David Cameron.

Samtidig er websitet udtryk for noget andet: Det er udtryk for, at en dygtig samfundsborger – programmøren Michael Friis – ikke har været tilfreds med den måde, Folketinget stiller informationer til rådighed for borgerne. Og derfor har han lavet noget, der er bedre. Det er sikkert ikke bedre for alle – men det er i hvert fald bedre for nogen.

Man kan finde rigtig mange data og informationer på internettet. Det gør det nemt at skabe nye online produkter som fx Folkets Ting, findvej.dk/wikipedia og Everyblock, og muliggør, at informationer bliver præsenteret i mange forskellige sammenhænge. Det har naturligvis både fordele og ulemper for producenterne af data – men i dette tilfælde er det ubetinget en fordel for ejerne af informationerne, det danske folk, der her får sit mest reelt demokratiserende website længe.

Sitet er stadig under udvikling. Læs mere om planerne her.
Inspirationen kommer bl.a. fra Public Whip og OpenCongress.

Det er snarere gammel snaps – den kendte form fra nytårstale og for den sags skyld sidste valg – på små flasker, der måske er lidt mere drikkelig. Det korte format gør nok meget til at gøre indholdet drikkeligt for de interesserede – men endnu mere gør den effektive distributionen via web-bannere nok. Det virkede i hvert fald godt for Venstre ved sidste valg. Hvis man leder efter nytænkning i indholdet eller efter politisk substans, er der længere mellem snapsene. Desværre. Der er ikke nye ideer om borgerindragelse eller dialog. Ej heller nye politiske initiativer.

Evan Roth kommer store metalplader i sin håndbagage. Og skriver beskeder i dem, så man kan se dem, når de bliver scannet. For eksempel “Nothing to see here”.

Og The Atlantic skriver om hvad det kan lykkes at få igennem lufthavnskontrollen, for eksempel Al Qaeda t-shirts, Hizbollah-flag, oppustlige Yassir Arafat-dukker(!), lommeknive, store mængder væske (bl.a. under tøjet i en såkaldt “beer belly” og i flasker mærket “kontaktlinsevæske”, der ikke blev undersøgt). Artiklen viser også, at det er let at forfalske boarding kort. Og at lufthavnspersonale selvfølgelig ikke sikkerhedstjekkes, når de går på arbejde. Artiklen er på én gang morsom og hovedrystende.

“I would try to pass through security with no ID, a fake boarding pass, and an Osama bin Laden T-shirt under my coat. I splashed water on my face to mimic sweat, put on a coat (it was a summer day), hid my driver’s license, and approached security with a bogus boarding pass that Schnei­er had made for me.” – Gæt selv, om journalisten får lov at komme ombord på flyet.

Der ligger én video i kanalen – og den udstråler sådan set problemet for centrum-venstre i Danmark meget godt. Videoen er 73 sekunder lang – og jeg cirka-talte, hvad de blev brugt til. Omkring 25 sekunder er overordnede og uklare formuleringer om, hvad Cevea vil. Men omkring 30 sekunder handler slet ikke om Cevea – men derimod om, hvor dygtige Cepos er. De sidste sekunder bruges til grafik, logoer og tavse spørgsmål.

En af grundene til, at Cepos sætter dagsordener, er, at de rent faktisk kommer med udmeldinger – og gerne lidt mere konkrete, end at de “vil puste liv til idealismens flamme,” og at det handler om “frisættende fællesskaber”.