• I dag lancerede vi et nyt www.fdb.dk (i dag), hvor vi har større fokus på vores indhold og vores grundfortælling. To interessante sider er fx denne oversigt over vores analyser og vores overblik over, hvordan man kan blive aktiv i FDB.
• I starten af året relancerede vi Samvirke.dk. Her er vi rigtigt stolte af resultaterne, for i det forgangne år har vi oplevet en stigning i besøg pr. måned på 68 % og i sidevisninger på 77 %, samtidig med at den gennemsnitlige bruger bliver 28 % længere på sitet.
• Vi har lavet en del mindre optimeringer af viskalspise.dk. Den vigtigste har været et mobilsite, som snart bliver suppleret med apps, men vi har for eksempel også trukket madblogs ind på forsiden af siden. Vi er rigtig glade for, hvor mange mennesker der bruger Vi skal spise nu og tror, potentialet er endnu større.
• I foråret lancerede vi et helt nyt Madpyramiden.dk, som bl.a. trækker opskrifter fra Vi skal spise – hvis de altså lever op til kriterierne, der ligger bag Madpyramiden.
• FDB’s Grønne Idepris kører på Facebook og har overgået sine succeskriterier med snart 300 %. Samtidig fungerer prisen som en test af en række af de involveringsaktiviteter, vi gerne vil gennemføre bredere i FDB.
• Endelig har vi relanceret skolekontakten.dk med nyt design samt skabt en række mindre kampagnesites.

Det er dygtige medarbejdere, der er grunden til, at vi har nået alle projekterne. Lotte startede i januar måned, som projektleder ligesom Simon, der allerede var der, og Henrik har været næsten fuld tid, selvom han er studentermedhjælp, ligesom vores forårspraktikant Krisztina var en stor hjælp og inspirator. De er sgu for seje alle fire! Herligt – især når jeg nu selv har været væk på barsel en del af foråret. Samtidig har mange andre gode FDB-ansatte også lagt en masse arbejde, ikke mindst i Samvirke-redaktionen og kommunikationsafdelingen.

Der resterer endnu en enkelt lancering her til sommer, hvor vi er lidt bagud for tidsplanen – men den skulle gerne være klar, inden jeg går på sommerferie sidst på måneden – og den glæder vi – mig som projektleder og Bjarke, der er ansat på projektet- os også rigtig meget til.

At besøge Pinterest er en oplevelse lidt ligesom at følge et Twitter-feed eller en Facebook-strøm. Forskellen er bare, at det er en meget visuel oplevelse.

Du kan finde mig på Pinterest her. Og her et par af mine sidste pins:

Jeg købte templaten for at se, om denne industri ville være afslutningen på en kort periode med masser af webdesign. Og mit svar er foreløbigt dobbelt. Det er endnu ikke godt nok til virksomheder for hvem deres online tilstedeværelse er vigtig, og hvor der ikke må være fejl som små engelske ord rundt omkring eller hvor det er essentielt, at en sidetype eller et flow designes til en meget specifik brugssituation.

Men er man en mindre virksomhed, der “bare” skal præsentere sig pænt og ordentligt, er det helt bestemt værd at overveje at købe en billig og gennemarbejdet template i stedet for at bruge 50 eller 70.000 på et webdesign. Man får ganske meget for pengene.

Hvis du har mange penge, kan du let lave et stort medietryk. Hvis du bliver ved og ved, skal folk til sidst nok huske dig (selvom det ikke nødvendigvis er for det gode).

Dygtige reklamefolk er gode til at tage noget utroligt kedeligt – flybilletter, vaskepulver eller bolighandler – og gøre det sjovt. Hvis man er dygtig nok, kan man gøre en reklame for et flyselskab til noget, folk gider snakke om. Så kan man overveje, hvor meget godt, der kommer ud af det for virksomheden bag. Sælger de mon flere flybilletter af den grund?

Når man arbejder med kommunikation og dialog på internettet, skal man forsøge at mestre en anden disciplin. Man skal forstå, hvad folk allerede snakker om. Og så at finde overlappet mellem, hvad virksomhedens målgruppe snakker om – og det, virksomheden godt gad snakke om. Hvis organisationen gerne vil facilitere en dialog om sundhed, kan det være, at indgangen er at tale om mad. Vil man gerne sælge konsulentydelser inden for kommunikation, kan man skabe et socialt netværk om netop det emne.

Det er det sociologen Karin Knorr Cetina kalder sociale objekter. Sociale objekter er ‘det, vi taler om’. Når du tager med en ven ind at se fodbold, er fodbold det sociale objekt, der knytter jer sammen. Andre eksempler på sociale objekter er madoplevelser, politik, børn, sygdom, vejret, osv., osv.

Sociale objekter er på internettet gjort populære af den finske sociolog og iværksætter Jyri Engeström. Tilbage i 2005 skrev han om sociale netværk som Facebook: “The fallacy is to think that social networks are just made up of people. They’re not; social networks consist of people who are connected by a shared object.”

Sociale objekter kan også bruges i reklame-øjemed. Blendtec er for eksempel kendte for deres “Will it blend?”-videoer, hvor de forsøger at forklæde deres forholdsvis kedsommelige blender-produkt i noget, man gider at tale om – noget, man gider sende til hinanden.

Hovedsagen er imidlertid, at det er meget nemmere at tage udgangspunkt i noget, som din målgruppe allerede taler om, og så finde overlappet til, hvad der skaber værdi for din organisation. Selvom du kan synes, at din virksomhed er svær at ændre, er det nemlig meget nemmere at ændre den, end det er, at få folk derude til at tale om flybilletter i stedet for om rejseoplevelser.

Hvis du vil arbejde med sociale objekter, bliver du derfor nødt til at starte med at forstå din målgruppe. Hvad er det, de taler om med hinanden. Sådan, helt konkret. Og kan du så opfinde (eller fortælle om) noget, der kan være et interessant bidrag til den dialog.

PS: Hvis der nogen, der er gode til den disciplin, er det efter min oplevelse journalister.

Min pointe er, at hvis man ønsker at være social og brugerinddragende, gør man det svært for sig selv, hvis man starter konceptudviklingen med virksomhedens produkter og ønsker, og så forsøger at gøre det spændende for brugerne. Det er reklame.

Nemmere er det, hvis man et øjeblik glemmer hvilke produkter, det er, man gerne vil sælge og starter ved brugerne. Hvad har de lyst til at bruge tid på? Og kan man så gøre det relevant for sin virksomhed?

Læs hele artiklen online her.

Vi er halvvejs i anmeldelserne af de politiske partiers hjemmesider, og jeg begynder at være træt af at se de samme begynderfejl. En søgemaskine, der ikke virker. Tekstsider uden links. Døde links. Indadvendt kommunikation. Ingen brug af medlemmerne…

Altinget fortsætter serien, hvor Rasmus Jønsson og jeg anmelder de politiske partiers hjemmesider. I denne uge er turen kommet til Dansk Folkeparti, hvor forsiden mærkværdigvis var domineret af et kæmpe billede af Brian May fra Queen med Pia under armen. Javel ja.

Tidligere: Radikale Venstre. Enhedslisten. Venstre. SF.

Tidligere: Enhedslisten. Venstre. SF.

I den forbindelse har jeg opdateret mit katalog over digitale forretningsmodeller, også med en præsentation med masser af screenshots – faktisk ca. 40 af slagsen.

Og hvis du er mere til det samlede billede, kan du her se hele præsentationen:

Nogle gange bliver dit privatliv invaderet for din sikkerheds skyld. Så finder velmenende mennesker på, at du skal fotograferes nøgen for at kunne komme med flyet. Men det er jo bare for din egen skyld. For vil du ikke hellere flyve uden terror?

Nogle gange bliver dit privatliv invaderet, for at du skal få en bedre oplevelse. Så finder velmenende mennesker på, at du skal kunne dele dine indkøb af alt fra tandpasta til sexudstyr med dine nærmeste 300 venner. Men der er jo bare for din egen skyld. For vil du ikke hellere have relevante reklamer?

Nogle gange bliver dit privatliv invaderet, fordi du er så sjov. Så finder velmenende venner på, at de skal markere det skægge billede af dig på Facebook – det, hvor du danser så sjovt og måske har fået et par øl. Men det er jo bare for din egen skyld. For vi havde det jo så sjovt, og det gør jo ingenting?

Når jeg tager flyet og oplever nye mærkværdige sikkerhedsprocedurer undrer jeg mig ofte over, hvem der egentlig beslutter dem. Og om der i den komite af folk, der finder på nye regler også sidder en – bare én – hvis opgave er engang imellem at sige “Arh, gør vi det nu ikke liiige lovlig vanskeligt for folk at tage flyet – i forhold til den øgede sikkerhed, vi opnår?”

Den rolle har vi alle sammen brug for. Vi skal alle sammen passe på, at vi ikke invaderer andre menneskers privatliv i vores velmenende forsøg på at skabe bedre tjenester, sikrere vilkår og et rarere liv for dem. Det er nemt nok at gå et skridt videre. Men det er rigtig svært at træde et skridt tilbage, når man opdager, at man gik for langt.

Inspireret af Judith Donaths fremragende oplæg på New Media Days 2010.

Oven i kan spillene være farlige, fordi de ikke nødvendigvis giver den ønskede effekt. Som alle, der har udviklet (eller arbejdet under) incitamentstrukturer (fx bonusordninger, tests eller kvalitetsmålinger) ved, skal man nemlig passe rigtig meget på med den slags. For folk er kloge – og incitamentstrukturer får ofte til at gøre præcis det, de bliver belønnet for, men ikke alt det andet. Det er nemt hende, der registrerer flest timer, der bliver belønnet. Ikke ham, der hjælper sine kollegaer med deres ting.

Det betyder efter min mening ikke, at man slet ikke skal bruge spil-tankegangen, når man designer koncepter og websites. Men man skal tænke rigtig grundigt over, hvad spillet skal opnå, og hvordan det skal skrues sammen. Det er ikke noget, der kan klares på en eftermiddag. Alt det og meget mere forklarer Deterding meget bedre (og sjovere og flottere) end mig i nedenstående præsentation – så skynd dig at læse den.

For mange er det svært at skelne, når de færdes på Facebook: Optræder de i det offentlige rum – eller privat med vennerne? Og hvor privat er det egentlig, når alle mulige forskellige sociale sfærer blandes sammen på må og få – familie, kolleger, gamle studiekammerater, chefen, medarbejdere, sportskammerater, svigermor osv., osv.

Den slags har givet en del sager – fra folk, der ikke tænker over, at chefen lytter med, til pressemedarbejdere, der har svært ved at huske, at de også er venner med journalister.

Men hvis man får grundreglen i overskriften på plads, bliver meget nemmere. Man bør ikke skrive noget på Facebook, som man ikke vil skrive i et læserbrev i avisen

Det betyder for mig, at:

• Du ikke skal ligge billeder op, som du (og de portrætterede) ikke kan tåle at se på forsiden af Ekstra Bladet
• Du ikke skal skrive noget om andre mennesker, som du ikke ville have sagt til en jouranlist
• Du ikke skal dele holdninger, som du ikke kunne have skrevet i et læserbrev
• Du ikke skal skrive noget om din arbejdsplads eller dine kolleger, som du ikke ville have sagt til en journalist
• osv.

Den grundregel gør med andre ord, at meget bliver nemmere for de fleste. Der er selvfølgelig altid gråzoner, men grundlæggende anser de fleste danskere altså ikke Facebook som et privat medie. Så hold dig til, hvad du ville have sagt offentligt. Facebook er et læserbrev, ikke en rødvinsmiddag med vennerne.

Undersøgelsen viser en del sjove ting om danskernes forhold til sociale medier som Facebook, LinkedIn og Twitter. Du kan downloade et faktaark om undersøgelsen her – og tabellerne her.

Efter min mening er de mest interessante konklusioner, man kan drage, at:

• 3 ud af 4 danskere bruger sociale medier, og selvom Facebook er klart størst, er det ikke det eneste medie, vi bruger. For eksempel er foreningsfora og lignende også bredt repræsenteret. Lamngt de fleste af os deltager aktivt. Demografien er ikke så markant, at vi kan sige en hel masse med sikkerhed, men det vi kan sige er, at de unge deltager mere aktivt end de ældre. Vi kan også se, at mange flere er aktive på Facebook. Det hænger nok dels sammen med Facebooks artiketur for deltagelse, dels sammen med, at der er et meget større tidsforbrug på Facebook.
• De adspurgte mener selv, at deres øgede tidsforbrug på sociale medier går ud over tv’et. Det er nu svært at få til at passe med, at tidsforbruget på tv aldrig har været højere, og er nok et eksempel på, at folk gerne vil svare (eller tro), det, der lyder pænt.
• Der er ikke et helt entydigt billede af, hvad danskerne forventer af virksomheder på Facebook. 44 procent har ingen forventning om at virksomhederne er til stede, mens 16 procent har. Det har vi skrevet en pressemeddelelse om hos FDB.
• Det samme gælder med foreninger, hvor det gælder, at unge har meget større forventninger til foreningerne.
• Det er også interessant, at vi kun i lille grad ønsker, at offentlige myndigheder bruger sociale medier. Spilder det offentlige tiden på Facebook?
• Og når det gælder politikere, er vi igen splittede. Hver femte er helt eller delvist enig i, at politikere og politiske partier bør være til stede på sociale medier. Men 35 % er uenige.
• Hvis alle disse organisationstyper så kommer på sociale medier er én ting i hvert fald essentiel: Rigtig mange forventer svar (og især yngre, viser demografien). Næsten 40 % forventer, at politikere, virksomheder, myndigheder og foreninger svarer tilbage, hvis man skriver til dem. 30 % er ikke så forvænte.
• Og endelig fik jeg undersøgt en analogi, som har interesseret mig. Facebook kontra læserbrevet. Ikke mindre end 60 % er helt enige i, at man ikke bør skrive noget på Facebook, som man ikke ville skrive i et læserbrev i avisen. Kun 11 % er helt eller delvist uenige. Det skriver jeg et blog-indlæg om her en af dagene.

I de to pdf’er, du kan downloade, er der ikke lavet kryds på demografien. Det skyldes, at man meget let kan overfortolke data på disse områder. Ved rigtig mange af krydsene er grupperne nemlig meget små, og så bliver tal ikke repræsentative.

Bemærk: Undersøgelsen er en webbaseret survey. Respondenterne udtrækkes i YouGov Zapera Danmarkspanel og bliver efterfølgende vejet på plads på alder, køn og geografi, således at undersøgelsen tilnærmelsesvis er repræsentativ i forhold til Danmarks befolkning 15-74 år. NB! Resultaterne af en webbaseret survey vedrørende holdning og adfærd på nettet kan ikke direkte overføres til hele Danmarks befolkning – men den kan give et godt fingerpeg.

Hvis man er fundamentalistisk demokrat, er Shirkys budskab rosenrødt. Internettet har givet os muligheden for at organisere os – helt uden alt det besværlige med den klassiske organisation. Men spørgsmålet er, om det nu også er så let? Selvom man kan finde nogle fantastiske eksempler på, at det lykkes – er der mange flere eksempler på, at det ikke gør.

Et aktuelt eksempel på det, er Facebook-gruppen “Behandling af barnløse SKAL være gratis“, der er en af flere protestgrupper mod regeringens seneste spareplaner. Gruppen har på kort tid og helt uden traditionelle organisationer samlet over 30.000 mennesker. En succes? Ja, måske – men det demokratiske potentiale bliver jo kun forløst, hvis de mange medlemmer af gruppen gør andet end et uforpligtende klik på Facebook. For en uges tid siden kaldte gruppen så til demonstration – og kun 75 mødte op til demonstrationen. Et tal, man nok havde kunnet klare uden Facebook-gruppe ved blot at ringe rundt til venner og familie. Det er næsten synd at sammenligne med hvad den traditionelle organisationsverden kunne klare til sammenligning: Fagbevægelsen havde væsentligt mere succes med sin demonstration mod nedskæringer, der både blev bakket op af internetkampagner og den helt klassiske avisannonce.

Den barnløse sag er ellers nogenlunde nem at forholde sig til samtidig med, at der er masser af borgere med både socialt incitament (fx venner eller familie, der rammes), egennytte (fx ekstra omkostninger) og ideologiske incitamenter (fx modvilje mod brugerbetaling i det offentlige sundhedsvæsen). Oven i har ildsjælene bag været gode til at få masser af presseomtale, både i traditionelle medier og på internettet.

Ikke desto mindre slog demonstrationen fejl. Og selvom indsatsen mod spareplanerne givetvis fortsætter, synes jeg det er en oplagt anledning til at konstatere, at fordi vi som borgere får muligheden for at handle, er det ikke sikkert, at evnen også følger med. Incitamentet kan mangle. De organisatoriske muskler kan være for få og for små. Eller måske har klikket på Facebook bare ikke betydet så meget for folk.

Alt der glimrer er ikke guld. Heller ikke når det kommer til demokrati og organisering.

Det betyder ikke, at vi ikke har fået større muligheder for at organisere os uden organisationer. Det har vi bestemt – og det skal vi få det bedste ud af: Som samfund, som borgere og som organisationer. Men vi skal også huske på, at organisationer ganske ofte er rigtig gode til at organisere.

Hans tanker bag det enkle interface er, at:

• Gøre det enkelt for brugeren at træffe beslutninger (man kan nærmest kun bladre frem og tilbage)
• Gøre det nemt at læse den enkelte artikel uden at blive forvirret af anbefalinger, relationer, reklamer og mærkelige indskud
• Hjælpe brugeren med det han kalder finishability – at man med god samvittighed kan tænke, at “nu har jeg læst avisen og behøver ikke gøre det igen før i morgen”, altså at man ved, hvornår man er færdig

Resultatet er meget langt fra de fleste medie-websites. Men min oplevelse (med 10 minutters klikken rundt) er, at jeg læser flere forskellige artikler – og læser dem mere til ende – end på mange mere “traditionelle avis-sites”. Det passer også godt til Guardians indhold. Bliver spændende at følge op på, hvordan folk bruger Gyford-udgaven af Guardian.

Generelt er overvågning af sociale medier ikke et modnet marked. Men her er en række tips:

• Infomedia og Meltwater har overvågningsprodukter, som koster penge. Infomedias bygger på overskrift.dk, der i en simpel udgave er gratis.
• WhosTalkin er en udmærket søgemaskine på tværs af en række medier - men desværre endnu uden automatiseret overvågning med abonnement.
• Addictomatic (http://addictomatic.com) søger ikke helt så godt, men har noget automatisering (se http://addictomatic.com/topic/%22copenhagen+airport%22).
• SocialMention.com er en tredje mulighed.
• Technorati tilbyder international blog-overvågning:
• Facebook er lukket land for andre, men har til gengældfået en lidt bedre søgetjeneste med en del filtreringsmuligheder
• Google Alerts søger på tværs af nettet og sender dig en mail, når et ord optræder for første gang på et site.

Her kan du se lidt andre tips til overvågningen.

Vi har en ide om, hvad vi skal spørge om, men vi vil gerne have dit input: Hvad vil du helst vide, om danskernes opfattelser af sociale digitale medier? Del dit spørgsmål her på bloggen i kommentarerne.

Vi laver surveyen i april og lover, at vi deler resultaterne, når de er klar (sandsynligvis i starten af maj).

Hvorfor spørge os om, hvad vi vil vide?

Hvorfor lige nu?

Hvordan foregår analysen?

Hvem laver analysen?

Mulige emner og spørgsmål kunne fx være

Du må meget gerne dele dit forslag til spørgsmål eller temaer her i bloggen. Lars og jeg samler sammen og bearbejder forslag efter påsken. Tak for din hjælp – og håber vi sammen kan få stillet nogle gode spørgsmål.

Sitet består af to ting: Det aggregerer seneste nyheder fra en lang række danske websites om kommunikation. Og nederst er der en Google-søgemaskine, der søger på tværs af nogle af de største.

Jeg har mest bygget det til mig selv, men hvis du synes, det kan noget for dig, eller du kender nogen, der også gerne vil have et overblik, så brug det så meget i lyster. Du er også velkommen til at sende mig en mail med foreslag til sites, du gerne vil have med på overblikket. Husk at sende link til RSS-feedet med.

Tjek komm.dk.