2009 er ved at være slut. Her er mine bud på de seks vigtigste digitale trends i Danmark i 2009:

1. Sociale netværk gik fra at være noget nyt til at blive taget for givet
Hvor 2008 var året, hvor sociale netværk blev mainstream er 2009 året, hvor sociale netværk er blevet fælles gods for danskerne. Reklamer, avisartikler og fjernsynet refererer til Facebook uden de længere behøver at forklare, hvad det er. Selv Kandis har lavet en sang.

Når man ikke længere behøver at forklare, hvad Facebook er for noget, kan der komme lidt mere fokus på, hvad man kan bruge det til: Som individ eller som virksomhed. Men min oplevelse er desværre, at der stadig er utrolig meget ufunderet hype om området i mange medier og virksomheder. Det bunder i et reelt informationsbehov, som sjældent bliver tilfredsstillet. Mange er bange for at komme for sent til the next big thing og kaster sig derfor ukritisk over al information om Twitter, Google Wave eller .

2. Open source CMS’er gik fra at være noget sært til at være et reelt alternativ for de fleste
Det er kun nørder, der interesserer sig for, om noget er open source eller ej. De fleste synes jo nok bare, det er en forretningsmodel som så mange andre. Men min oplevelse er, at open source CMS’er (især Drupal, Typo3 og Umbraco) fik et gennembrud i Danmark i 2009. Mest markant ved at alle Berlingske-koncernens sites efterhånden er blevet relanceret på Drupal, men også danske virksomheder er i stigende grad på vej.

Det betyder, at CMS-markedet igen giver større valgfrihed end bare “Sitecore eller Sharepoint”. Og det er godt: Især fordi der er så mange gode løsninger på markedet. Men det betyder også, at man i fremtiden kommer til at bygge websites på en anden måde. Mange af open source-systemerne har et stort udvalg af forskellige plugins (“legoklodser”) som man relativt problemløst kan bygge ind på sit site – og dermed tilføje nye funktioner og løsninger simpelt og hurtigt. Normalt bygger man websites, som man bygger huse – med planer, tegninger og mange kompetencer involveret. I fremtiden kan man måske gøre, som når man bygger legohuse. Det har mange kommercielle systemer også – men det er trods alt sjovere at lege sig frem, når legoklodserne er gratis. Det ville være oplagt, hvis Sitecore eller Sharepoint også lavede butikker, hvor man kunne tilføje nye plugins nemt og smertefrit, evt. for en fast abonnementspris. Skal jeg vælge open source?

3. Cloud computing fik et lille gennembrud
I 2008 fik Cloud Computing eller Software as a Service også et lille gennembrud i offentligheden. Men det var ikke for det gode. Det var nemlig den verden, Stein Baggers IT Factory arbejdede inden for. Cloud Computing vil sige, at programmer ikke køres fra den lokale computer men fra en anden computer et sted på internettet. Det gør bl.a., at man kan nøjes med at udvikle på programmet ét sted, og det betyder, at det er billigere at distribuere, vedligeholde og videreudvikle programmet.

Og det er interessant for dig, fordi du får bedre og billigere programmer og systemer af det. Listen er lang: Gmail, Google Wave, Hoist, Basecamp, FogBugz, Zoho, Google Maps osv. Mange af programmerne er allerede ret udbredte – Gmail er for eksempel en af verdens største mailudbydere i dag og Citrix er udbredt hos mange store virksomheder. Efterhånden som platformene bliver bedre, vil de mange indbyggede fordele føre til, at de vil være førstevalg. Også fordi Cloud Computing giver så mange muligheder for den hypede forretningsmodel Free.

4. Telefoner kan meget mere end for et år siden
For bare et år siden kunne telefoner ikke særlig meget. Eller – det kunne de måske, men ingen kunne finde ud af at bruge dem. I dag har vi fået en del flere smartphones (iPhone, Android, HTC, Blackberry …) og de fleste af dem er understøttet af App Stores, dvs. små butikker hvor man kan finde i hundrede tusindvis af små programmer, der kan hjælpe en med de ting, man gerne vil kunne gøre på sin telefon. Kino har en. Rejseplanen har en. Ja, selv MitKBH fik endelig en.

Og mange af applikationerne kan meget mere end den computer, du sikkert læser det her blog-indlæg ved. For når telefonen ved, hvor du er henne i verden, kan den give dig information baseret på det. Det fører til det, man kalder augmented reality. Det betyder for eksempel, at du kan stå ved Storkespringvandet i København og automatisk få leksikonopslaget om springvandet, nyhedshistorier fra Amager Torv og cafeanmeldelser af Cafe Europa.

5. Musik er noget, man streamer
I gamle dage var musik noget, man købte i en fysisk form. Det er det ikke længere. I dag nærmer det digitale musiksalg sig salget af cd’er. Men det er ikke sikkert, at Apple skal gnide hænderne for længe over deres forretningssucces. For i 2009 fik vi et kæmpegennembrud for streamet musik, i Danmark først og fremmest på grund af TDC Play, der er gratis til alle TDC’s kunder og har haft over 100 millioner downloads. TDC’s forretningsmodel er én – en anden er Spotify, en svensk udbyder af streamet musik, der sidst på året vandt New Media Award.

Det betyder alt sammen, at musikbranchen må opfinde nye forretningsmodeller. For de kan ikke længere leve af cd-salget. Men også andre brancher kan forvente den samme ændring. Video, bøger, magasiner, aviser… Ja, alt slags indhold kan i fremtiden ligeså vel streames, som det kan sælges i fysisk form.

6. Den elektroniske boglæser blev introduceret
Og i forlængelse heraf fik vi så det første spæde skridt for den elektroniske boglæser i offentligheden, da Amazon begyndte at sælge sin Kindle i Danmark. For 1800 kroner får man en relativt funktionel og simpel ebogslæser, der demonstrerer potentialet for nørderne, selvom den ikke er et relevant alternativ for det brede marked. Først og fremmest fordi udbuddet af danske ebøger endnu ikke er stort nok.

Men det viser fremtiden for medierne. Business Insider udregnede for eksempel i starten af året, at det koster New York Times dobbelt så meget at trykke avisen i et år, som hvis de sendte hver eneste abonnent en gratis Kindle. Siden er prisen for en Kindle faldet til næsten det halve.

Og selvom det ikke er Kindle, der er fremtiden for medierne, er det måske andre digitale distributionsformer. Se for eksempel Sports Illustrateds demonstration. Eller Bonniers. Om nogle år læser du måske ikke din avis eller dit magasin på papir. Og det skal du være glad for. Bedre medier, billigere. På nær hvis de altså bruger de sparede penge fra distribution og tryk på bedre indhold…

Hvad har jeg ikke fået med?
Hvad tænker du om de vigtigste trends i 2009? Har jeg fået det hele med? Giv gerne din kommentar nedenfor.

Det lille bureau Komfo har lavet en undersøgelse af Facebook-udbredelsen i Danmark. Den har fået en del omtale hos bl.a. Mediawatch, Erhvervs Bladet, Ekstra Bladet og Politiken. Men undersøgelsen er desværre et eksempel på, hvad der kan ske, hvis man ikke har ordentligt styr på sit talmateriale – og på hvor let en fejlbehæftet historie spreder sig til medierne, hvis bare den er god.

Kort fortalt har bureauet forsøgt at udregne Facebook-udbredelsen i forskellige byer ved at bruge Facebooks egne tal fra deres annonceringsværktøj. Det har de så divideret med antal indbyggere i kommunerne og dermed nået frem til så opsigtsvækkende forskelle som at udbredelsen i København er 87 %, mens den i Dragør er 1 %.

Når man får sådanne tal, burde enhver metodisk grundskoling byde en, at man burde spørge sig selv, om det nu virkelig kan passe. Men det har man ikke gjort. I stedet er historien spredt udover medierne – og tilsyneladende uden kildekritik. Det er et af de mest grelle danske eksempler på det fænomen, Nick Davis har døbt churnalism (“Nå ja, det lyder da som en god historie, og der er masser af flotte diagrammer i rapporten. Det passer nok!”).

Hvad er problemet med rapporten?
For det første mangler rapporten fuldstændig kritisk selvrefleksion. Kan så overraskende tal virkelig passe?

Det kan de næppe. Der kan være mange gode grunde til, at folk fra Dragør tilsyneladende ikke er på Facebook: Først og fremmest angiver brugere, selv hvor de bor, og det sker ikke med geografisk nøjagtighed. De kan for eksempel have skrevet København (eller Copenhagen eller Amager eller noget helt tiende) i deres profil, og dermed være en del af forklaringen på den tilsyneladende ekstreme udbredelse i København. Og så har rapporten en lidt mærkværdig sammenblanding af begrebet “en by” og “en kommune”. Der er jo med de nye storkommuner ikke overensstemmelse mellem byen og kommunen i indbyggertal.

Det kan også bare være en talfejl i annonceringsværktøjet, der jo netop ikke er et statistisk værktøj, men derimod giver et estimat over udbredelsen i et område. Der netop kun er et estimat og ikke egnet til at lave statistik på. Mere valide tal vil man for eksempel kunne få hos FDIM.

Desværre er der ikke nogen hos hverken Komfo eller en række danske medier, der har reflekteret over fejlene. Ærgerligt. Tværtimod skærper medierne vinklingen yderligere med bizarre overskrifter om, at “flere byer vender ryggen til Facebook”.

PS: De tal, Komfo har om spredning på alder og køn virker knap så utroværdige. Det er bare ikke dem, medier fortæller om…

Jeg er med i en lille artikel i Fyens Stiftstidende med ovenstående overskrift. Se den her.

Vi kender alle sammen alskens mærkelige støttegrupper på Facebook. Et af de seneste hits hedder “Nej til nedrivning af Storkespringvandet!” og har på rekordtid fået 25.000 medlemmer. Eneste hage ved historien er, at det overhovedet ikke er på tegnebrættet at nedrive Storkespringvandet – og det hævdes da heller ikke i gruppen.

I stedet er gruppen ifølge stifteren Anders Colding-Jørgensen “et psykologisk eksperiment i forbindelse med i undervisningen i faget internetpsykologi på Københavns Universitet.” Han lover et spørgeskema til gruppens medlemmer, når kurset ender til maj. Forhåbentlig deler han resultaterne!

Men allerede inden da, er det da interessant at tænke over, hvor lidt incitament, der skal til for at melde sig ind i en Facebook-gruppe – måske fordi investeringen af tid og ressourcer er så uendeligt lille. På debatforummet for gruppen skriver en bruger således “jeg har meldt min ind i snesevis af den her slags “støt-op-om-sager”. Men aldrig har jeg gået ind og læst om baggrunden for gruppen før. Jeg plejer blot at trykke ja til at være med og så ikke gøre mere ved det.”

En læring for dig, der arbejder med kommunikation på nettet er, at det er centralt at holde incitamentet/nytteværdien højere end brugerens investering af tid og andre ressourcer. Ønsker du en stor investering (f.eks. oprettelse af bruger, login med digital signatur, skrive et blog-indlæg), skal du også have meget at byde på for brugeren. Kan du omvendt holde investeringen meget lille (klikke ja til en gruppe-invitation, skrive et twitter-indlæg) behøver du ikke love nær så meget tilbage igen til brugeren.

Tak til Tobias for tippet om Facebook-gruppen.

Edit: Anders Colding blogger selv om eksperimentet her.

Danskernes tidsforbrug på Facebook steg med 404 % fra marts til oktober 2008. I samme periode voksede tidsforbruget på Youtube med 58 %. Til gengæld steg tidsforbruget på mediesitesne samlet set nærmest ikke. Det betyder, at vi nu bruger 17 % af vores online-tid på sociale netværk, dating-sites og brugergeneret indhold. Tallene kommer fra DR’s Medieudviklingen 2008-2009 og bygger på FDIM’s fantastiske statistik.

Det har kun taget en uge at vokse WWF Verdensnaturfondens cause på Facebook over 1.000 medlemmer. Og det allerbedste er, at over 100 har rekrutteret deres venner til sagen, hvor WWF igen i år forsøger at sætte fokus på klimaforandringerne. Hvis du vil gøre mere, kan du også logge ind på burningpanda.dk, hvor du kan fortælle mere om, din holdning til klimaforandringerne. I år slukker vi lyset den 28. marts.

Jeg er ikke sikker på, at medier har noget at gøre på Facebook, Twitter osv. Men her er resultatet af en hurtig brainstorm med en veninde om hvorvidt hendes arbejdsplads hørte hjemme der:

• Links med “the full story”/kilder/rapporter/hvilke PR-rådgivere talte vi med osv.
• Historier der ikke blev til noget (“Vi arbejdede på en historie om xxxx men bragte den ikke fordi yyyy”)
• Historier, man arbejder på (som reklame) – “I aften har vi et spændende indslag om…”
• Historier, man arbejder på (som research) – “Er der nogen, der kender nogen, der netop er blevet fyret pga finanskrisen?”
• “Bag om scenen” – hvad sker der på redaktionen
• Billeder (Facebook/Flickr) – af gæster, værter, reportere osv (bare snapshots med journalistens mobiltelefon – sådan ser der ud i radiostudiet / på redaktionssekretariatet)
• Alternative vinkler (- skriv ud: I går fortalte vi om flystyrtet i New York. Vi kunne også have fortalt om udviklingen i flysikkerhed. Læs mere om den vinkel hos xxx)
• Follow-ups – skriv ud: “I går fortalte vi om xxx. I dag følger et andet medie op ved at skrive yyy”
• Inspiration – skriv ud: “Er der nogen vinkler på finanskrisen, medierne ikke fortæller?”
• Nye interviewpersoner – skriv ud: “Hvem mener noget spændende om piraterne i Aden-bugten?”

Man kan selvfølgelig også sende breaking news ud som TV2 og den slags. Men spørgsmålet er, om alt det her er arbejdsindsatsen værd for medierne?

Et andet spørgsmål er naturligvis, om man kan aktivere personlighederne i disse sammenhænge. Altså tv- og radioværterne, journalisterne osv.

Ligesom folk antager, at du har en mobiltelefon, antager de, at du er på Facebook. Det er nærmest asocialt ikke at ville have en profil, argumenterer Farhad Manjoo på Slate.

Børsen kommer ikke til at skrive flere historier i genren “Facebook-journalistik” (hvor research sker i Facebooks søgefelt – eksempel 1, 2, 3, 4). Journalisterne må nemlig slet ikke bruge tid på sitet, fortæller Abelone Glahn. En lidt spøjs måde at hæve det journalistiske niveau, og det er da heller ikke årsagen. Forbuddet skyldes, at man er bange for virus…

Facebook har efter godt fire år rundet 100 millioner brugere (lidt langsommere end Myspace). Kilde: R/W Web. Ifølge Facebook er der ca. en million brugere i Danmark.