Den amerikanske serie-iværksætter Marc Andreesen har et råd til de traditionelle medievirksomheder: Brænd bådene. Ligesom den spanske conquistador Cortez angiveligt brændte sine både, da hans mandskab landte på den amerikanske kyst, så hans folk ikke skulle tænke over vejen tilbage, anbefaler Andreesen at mediehusene skynder sig at lukke deres gamle printudgaver ned, så de ikke skal koncentrere sig om at holde dem i live. Først når indtægten fra den gamle forretningsmodel er væk, kan mediehusene magte at fokusere på at skabe en ny forretningsmodel, mener Andreesen.

Specifikt taler han om forsøgene på at skabe en forretningsmodel ved at tage betaling for indhold. Det er en model, Andreesen mener er passé: ”All the new companies are not spending a nanosecond on the iPad or thinking of ways to charge for content. The older companies, that is all they are thinking about.”

Andreesen har helt bestemt en pointe: Det bliver stadigt sværere at forestille sig en model, hvor man for alvor kan leve af at sælge indhold til den brede dansker, når nu det meste findes bedre gratis. Men jeg tror også, at han er for fokuseret på det tekniske, når han hævder, at han kun ville betale for eksempelvis en iPad-applikation fra et mediehus, hvis den var “something genuinely new that blew him away. It would have to be more than an article with video and graphics”.

Jeg tror bestemt, der kan være en model, hvor man betaler for indhold. Hvis indholdet er godt nok og sjældent nok, som man eksempelvis ser det hos altinget.dk. Men hvis man tror, man kan leve af at sælge omformulerede Ritzau-telegrammer og halvgode essays, vil man nok have bedre af at brænde bådene.

Internettet har hidtil betydet, at vi har adgang til meget (ekstremt meget!) mere indhold end nogensinde før.

Du har adgang til udenlandsk indhold, til rigtig godt amatør-indhold og til en lang række nye mediehuse. Meget af det er rigtig godt, og er med til at gøre vores alle sammens liv lidt bedre.

Men rigtig meget af det, er noget værdiløst lort, der kun er skabt for at få dig til at klikke på reklamer. Wired artikel om Demand Media har åbnet et øje eller to for mig: Internettet er (også) en tsunami af lort.

Demand Medias forretningsmodel er frygtelig:

1. En logaritme algoritme udregner hvilken slags indhold, der giver mange annoncekroner (høj pris for annoncer, lidt eksisterende indhold, høj tendens til at klikke på annoncer)
2. En “redaktionssekretær” får et par kroner for at gøre nøgleordene til en rigtig sætning
3. En “freelance journalist” får så knap hundrede kroner for at skrive artiklen (eller lave videofilmen)
4. Endelig får en korrekturlæser og en fakta-tjekker hver et par kroner for at tjekke artiklen

Demand Media er med den model en af verdens største indholdsproducenter. De oversvømmer internettet med et mål om at producere 1 million artikler og videoer om året. Det vil i givet fald koste dem ca. 200 millioner dollars om året: “less than a third of what The New York Times shells out in wages and benefits to produce its roughly 5,000 articles a month.”

Jeg håber, de rigtige mediehuse har en ny forretningsmodel klar i ærmet.

Jeg var på noget af New Media Days forleden – mest som moderator for New Media Research, hvor otte studerende holdt oplæg om studieopgaver – men jeg fik også hørt lidt andre oplæg. Næsten alle oplæg fra New Media Days er nu online som video – og her er mine tre favoritter.
Clay Shirky
Clay Shirky er nok en af de mest interessante tænkere inden for social software. Han balancerer mellem det forretningsorienterede og det velreflekterede på fornem vis. Der var ikke så meget nyt i hans oplæg for mig – men alene formen er inspirerende. Se oplægget her.

Moeed Ahmad fra Al Jazeera
Et oplæg, der ikke handlede “om nye medier”, men viste hvordan man kan bruge nye medier til at lave bedre journalistik uden alt det der hype. En fornuftig fyr, der tydeligvis elsker mulighederne – men ikke er klar til at smide alle mulige børn ud med badevandet (fx kildekritik: Al Jazeera kunne kun bekræfte 60 twittere, der rent faktiske boede i Iran…). Se oplægget her.

Julian Assange fra Wikileaks
Det mest rodede oplæg, jeg hørte. Men også det mest intense, og det som inspirerede mig mest. Forskellen på, om en oplægsholder vil sælge sin nye dims – eller om han har en sag, som han brænder for. Se oplægget her.

I dag holdt jeg oplæg på en IBC Euroforum konference om informationskampagner. Mit oplæg handlede om fordele og ulemper ved brugen af forskellige kanaler, nærmere bestemt: Outdoor, Radio, TV, Biograf, Avisannoncering, Nichemedie-annoncering (fagblade, ugeblade, magasiner), Online kampagner (bannere),
Direct mail (online og offline), Søgemaskinemarkedsføring, Viral markedsføring og guerilla marketing,
Netværkskommunikation, Alliancepartnere, Sociale medier, Presseindsatser/PR, Mobile medier og Events.

Meget af indholdet kan læses i slidesne, som du kan se her:

Dan Gillmor byder i Guardian på 22 regler for journalistikken, hvis han var leder af en medievirksomhed, bl.a.:

“16. Beyond routinely pointing to competitors, we would make a special effort to cover and follow up on their most important work, instead of the common practice today of pretending it didn’t exist. Basic rule: the more we wish we’d done the journalism ourselves, the more prominent the exposure we’d give the other folks’ work. This would have at least two beneficial effects. First, we’d help persuade our community of an issue’s importance. Second, we’d help people understand the value of solid journalism, no matter who did it.“

Enkelte af reglerne er ganske britiske, men i det store hele kunne man også kun glædes, hvis danske online medier adopterede listen. Plus måske nogle flere bud. Jeg savner i hvert fald selv en regel a la “I forbindelse med hver artikel angiver vi de primære kilder til historien.” Er det et ritzau-telegram? En pr-rådgiver? Et andet medie? Rigtig research? Eller…?

Alt for meget (net-)journalistik består i at bearbejde fællesstof, pressemeddelelser og Ritzau-telegrammer, så overskriften bliver lidt sjovere eller lidt mere fængende, men uden at vurdere hverken relevans eller historiens autencitet. Men det kan et par 13-årige drenge jo også gøre, som Mathew Ingram fortæller i artiklen Newspapers get the kind of communities they deserve:

“Take a look at Net News Daily sometime. Looks nice, doesn’t it? That site was founded by two 13-year-olds in their spare time. The point is that if we see aggregating wire stories and posting witty headlines on them as our core competency, then we have already failed. Kids are doing that.”

“Mest læste”-toplisten på aviserne er beviset på, at journalister er gode til disciplinen. Et par eksempler på mest læste artikler her til formiddag er fx “Bryster i farver” (Ekstra Bladet) og “Casper C. fik scoop i talkshow-debut” (Politiken, om Erik & Anni). Er det relevant indhold for aviserne?

Jeg er i dagens Information med en kronik om avisernes manglende forretningsudvikling og den faldende kvalitet i journalistikken. Aviser kan ikke lave god journalistik uden økonomisk overskud. Men kan de tjene penge uden ordentlig journalistik? Hvis aviserne skal have en fremtid, skal de have kvalitetsjournalistik og forretningsmodel til at hænge sammen. De skal først og fremmest udvikle deres distribution, lære at tjene penge på digitale udgaver og udvikle reelle nye produkter. Og så lave ordentlig journalistik. Læs den her.

DR har udgivet en spændende rapport om medieudviklingen – selvfølgelig med fokus på tv, internet og radio. Se den her.

Jeg er ikke sikker på, at medier har noget at gøre på Facebook, Twitter osv. Men her er resultatet af en hurtig brainstorm med en veninde om hvorvidt hendes arbejdsplads hørte hjemme der:

• Links med “the full story”/kilder/rapporter/hvilke PR-rådgivere talte vi med osv.
• Historier der ikke blev til noget (“Vi arbejdede på en historie om xxxx men bragte den ikke fordi yyyy”)
• Historier, man arbejder på (som reklame) – “I aften har vi et spændende indslag om…”
• Historier, man arbejder på (som research) – “Er der nogen, der kender nogen, der netop er blevet fyret pga finanskrisen?”
• “Bag om scenen” – hvad sker der på redaktionen
• Billeder (Facebook/Flickr) – af gæster, værter, reportere osv (bare snapshots med journalistens mobiltelefon – sådan ser der ud i radiostudiet / på redaktionssekretariatet)
• Alternative vinkler (- skriv ud: I går fortalte vi om flystyrtet i New York. Vi kunne også have fortalt om udviklingen i flysikkerhed. Læs mere om den vinkel hos xxx)
• Follow-ups – skriv ud: “I går fortalte vi om xxx. I dag følger et andet medie op ved at skrive yyy”
• Inspiration – skriv ud: “Er der nogen vinkler på finanskrisen, medierne ikke fortæller?”
• Nye interviewpersoner – skriv ud: “Hvem mener noget spændende om piraterne i Aden-bugten?”

Man kan selvfølgelig også sende breaking news ud som TV2 og den slags. Men spørgsmålet er, om alt det her er arbejdsindsatsen værd for medierne?

Et andet spørgsmål er naturligvis, om man kan aktivere personlighederne i disse sammenhænge. Altså tv- og radioværterne, journalisterne osv.

For et par uger siden var min kollega Mette og jeg på New Media Days. Det er en mediekonference i Tappehallerne, som bliver afviklet meget professionelt. En af de ting, de gør godt er, at de fleste af oplæggene videofilmes og lægges online. Så hvis du ønsker noget god efterårsinspiration, kan du se filmene her.

Konferencen er i øvrigt en spøjs blanding af store navne og enkelte helt nye ideer, forretningsudviklere og webredaktører, hype og modhype. Det giver en lidt speciel stemning, som jeg ikke synes, skaber et fagligt niveau, der er ligeså højt som talernes navne og cv’er kunne antyde. Desværre. Men ikke desto mindre er der meget godt indhold. Efter springet har jeg ultra-kort vurderet de oplæg, jeg selv så på konferencen.

Læs resten.