Arbejdskamp på internettet

6. oktober, 2007 22:25

Computerbutikken SHG oplever for tiden, hvad det vil sige, at alle der har en mening om en sag, kan finde et sted at dele den.
SHG er en postordrevirksomhed, der sælger computerudstyr over nettet. Forleden strejkede en gruppe af de ansatte pga. “uacceptable forhold”, herunder manglende overenskomst. Efter nogle dages strejke fyrede virksomheden så de 18 lagermedarbejdere, der strejkede.

Hvad mener virksomheden om det? Jo, det er nemt at finde ud af – for de har på klassisk vis lagt en pressemeddelelse ud på hjemmesiden.

En pressemeddelelse? Men er den virksomhed ikke alt for lille til at have presseinteresse? Nej. SHG er interessant for mange computernørder, der køber billigt udstyr hos dem – og derfor dækker mikromedier som bl.a. HWT, CRN og Newz sagen.

Og hvad mener så de fyrede? Det er også nemt at finde ud af – for de har naturligvis oprettet en weblog.

Og kundernes reaktioner? Dem kan man følge i debatten hos internetforummet hardware-test, hvor der er livlig debat om sagen og dens implikationer for kunderne.

Sagen er et godt eksempel på, hvordan selv en relativt lille virksomhed let kan komme ud i mediestormvejr, når bare der er mikromedier, der er interesserede i at dække sagen og utilfredse interessenter har nemt ved at komme til orde. Man kan ikke styre, hvem der siger hvad længere. Og ingen sag er for lille til at få mediedækning hos mikromedierne. Det er en sag, som for 5-10 år siden ingen kommunikativ betydning havde haft for SHG – og som i dag givetvis let kan få nogle af de mest trofaste kunder til at vælge andre leverandører. Det bliver spændende at følge sagen, efterhånden som den udvikler sig.

Tags: , , ,

Kategoriseret som: , ,