Clash!

16. februar, 2008 16:51

Morten Lund og Morten Wagners indtog i Nyhedsavisen har synliggjort et stort clash mellem to måder, at gå til medier på. En klassisk, publicistisk ambition, hvor man fokuserer på hvorfor, det er man driver et medie. Og en internetdrevet ambition, hvor man i højere grad fokuserer på, hvordan man kan drive et medie. Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg selv har en fod i hver lejr.

Det hidtil bedste eksempel på dette clash har jeg netop hørt i et nu en uge gammelt podcast af P1’s vidunderlige program Mennesker og Medier. Lasse Jensen, der repræsenterer det klassiske mediesyn havde Morten Wagner fra Freeway igennem, og det var tydeligt at de havde svært ved at føre en samtale – og ikke kun på grund af den forsinkede forbindelse fra Florida, Wagner var igennem på. De havde simpelthen fuldstændig forskellige verdensbilleder og forstod slet ikke, hvad hinanden sagde:

LJ (Efter at have forklaret om publicistiske ambitioner og formål): Hvad er dit publicistiske formål – eller har du et?
MW: Øh, altså ikke umiddelbart. Vi vil selvfølgelig gerne levere bedre og bedre indhold til brugerne, det er det, der er vigtigt for os… men det er ikke fordi vi har et politisk mål med at fremføre nogle specielle synspunkter frem for andre…
LJ: Det kunne jo være det mål, Morten Wagner, at man generelt set syntes, at det var vigtigt for samfundet, at folk var bedre orienteret?
MW: Den tror jeg ikke, vi tager på vores skuldre i første omgang, at vi sådan skal hæve det generelle uddannelsesniveau i samfundet. Vi vil gerne lave en avis, der er rigtig god…

En “rigtig god” avis var ikke helt den publicistiske målsætning, Lasse Jensen fiskede efter. Og mødet blev da slet ikke bedre af, at Morten Wagner spillede rollen som dot-com-millionær til fulde og blev interviewet over Skype(!) fra den flyveskole(!!) i Florida(!!!), han opholdt sig på.

Tilfredsstil nogle behov. Tjen nogle penge.

Lasse Jensen (og mange andre journalister) opponerer mod medier, der dybest set bare gerne vil give folk det, de gerne vil have. Morten Wagner (og mange andre it- og forretningsfolk) opponerer omvendt mod medier, der ikke kan forstå, at de bare skal tilfredsstille nogle forbrugerbehov og tjene nogle penge.

Der er næppe tvivl om, at man sagtens kan lave en avis ud fra målgruppeanalyser og click-tracking. Man kan helt sikkert give folk en avis, de er mere tilfredse med – på kort sigt, fordi de får deres verdensbilleder bekræftet (og for eksempel kun får billeder med mennesker på…). Men det klassiske journalistiske syn på aviser byder, at forbrugerne vil blive træt af det i længden. Det skal blive spændende at følge.

Og man skal nok prøve at have en fod i begge lejre for at finde det fulde svar.

Tags: , , , , , , , ,

Kategoriseret som: ,