Når dit privatliv bliver invaderet, sker det oftest for din egen skyld.
Nogle gange bliver dit privatliv invaderet for din sikkerheds skyld. Så finder velmenende mennesker på, at du skal fotograferes nøgen for at kunne komme med flyet. Men det er jo bare for din egen skyld. For vil du ikke hellere flyve uden terror?
Nogle gange bliver dit privatliv invaderet, for at du skal få en bedre oplevelse. Så finder velmenende mennesker på, at du skal kunne dele dine indkøb af alt fra tandpasta til sexudstyr med dine nærmeste 300 venner. Men der er jo bare for din egen skyld. For vil du ikke hellere have relevante reklamer?
Nogle gange bliver dit privatliv invaderet, fordi du er så sjov. Så finder velmenende venner på, at de skal markere det skægge billede af dig på Facebook – det, hvor du danser så sjovt og måske har fået et par øl. Men det er jo bare for din egen skyld. For vi havde det jo så sjovt, og det gør jo ingenting?
Når jeg tager flyet og oplever nye mærkværdige sikkerhedsprocedurer undrer jeg mig ofte over, hvem der egentlig beslutter dem. Og om der i den komite af folk, der finder på nye regler også sidder en – bare én – hvis opgave er engang imellem at sige “Arh, gør vi det nu ikke liiige lovlig vanskeligt for folk at tage flyet – i forhold til den øgede sikkerhed, vi opnår?”
Den rolle har vi alle sammen brug for. Vi skal alle sammen passe på, at vi ikke invaderer andre menneskers privatliv i vores velmenende forsøg på at skabe bedre tjenester, sikrere vilkår og et rarere liv for dem. Det er nemt nok at gå et skridt videre. Men det er rigtig svært at træde et skridt tilbage, når man opdager, at man gik for langt.
Inspireret af Judith Donaths fremragende oplæg på New Media Days 2010.
Tags: nmd2010, privacy, privatliv