[dropcap]S[/dropcap]om så mange andre føler jeg først og fremmest sorg og afmagt i disse dage. Sorg over den skæbne, der er overgået op imod 100 mennesker og deres familier, samt de mange overlevende på Utøya. Afmagt over den ondskab og koldblodighed, som gerningsmanden åbenbart besidder. Det er svært for mig at forstå hans fanatiske, politiske overbevisning – og det er umuligt at forstå, hvordan han har kunnet gennemføre sine vanvittige handlinger.
[dropcap]J[/dropcap]eg brugte rigtig meget tid foran computeren, både fredag eftermiddag og resten af weekenden. Jeg tror, jeg har læst samtlige artikler, de norske aviser og tv-stationer har bragt – og en del af de danske oveni. Jeg blev lidt manisk, bl.a. fordi jeg har en del venner og gode bekendte i Norge. Jeg håber, at der bliver tid til selvrefleksion i medierne. De var hurtigt ude at fortælle, hvem der stod bag (og tog fejl), og dansk TV2 valgte under begivenhederne hele tiden at have et lille vindue med Tour de France i bunden af skærmen. Især et par norske journalister bør tænke sig godt om. Nemlig de journalister, som efter budskabet om Utøya kom frem, begyndte at ringe til unge mennesker, der gemte sig for terroristen. I sådan en situation må ens eget job komme i anden række.
[dropcap]E[/dropcap]t anden af mediernes problemer var brugen af såkaldte eksperter, der udtalte sig på enormt tyndt grundlag. “Eksperter” bliver lige så chokerede som alle andre mennesker, og når man bliver chokeret handler og tænker man ofte med sin rygrad. For en terrorekspert betyder det, at man skyder skylden på Al Qaeda. Og længere væk fra sandheden kunne man næppe komme.
[dropcap]I[/dropcap] situationer, hvor man er i chok, er behovet for forklaringer kæmpestort. Og forklaringerne må gerne rime på ens eksisterende verdensbillede. Derfor troede selv New York Times tilsyneladende på en ukendt islamisk terrorbevægelse, der tog ansvaret for at få opmærksomhed (artiklen er nu fjernet). Og troværdigheden hos New York Times er åbenbart så stor hos nogle journalister, at den fjerner almindelig sund dømmekraft. Under et af pressemøderne om aftenen spurgte en norsk journalist Stoltenberg, hvad han vidste om Times-artiklens påstande. Selvom den nøjagtigt samme påstand havde været ude i norske medier (og blevet afvist) flere timer forinden.
[dropcap]I[/dropcap] stærk modsætning hertil står Jens Stoltenberg. Fra første gang han tonede frem på norsk tv, imponerede han mig. Han nægtede netop at gå ind på spekulationer om, hvem der stod bag, og hvor mange de var, og om der var flere bomber. I stedet talte han om ofrene, og han talte om, hvordan det norske samfund burde reagere – med mere åbenhed og mere demokrati, men aldrig naivitet. Det er blevet en slags omkvæd for ham her i weekenden. Han viste sin sorg, både på landets og egne vegne, men han har ikke fremstået partisansk eller hævngerrig, som vi ellers kender det fra andre statsledere, når deres land angribes af terrorister. Ham har nordmændene grund til at være stolte af.
[dropcap]T[/dropcap]erroristen viste sig ikke at være islamist. Han viste sig at være en muslim-hadende, højreorienteret norsk mand. I sit 1.500 sider lange “manifest” (som jeg ikke har læst, og ikke har tænkt mig at læse), angriber han EU, “kultur-marxister”, muslimer og alle mulige andre mennesker og grupper, hvis holdninger ikke harmonerer med hans eget ynkelige verdensbillede. (Han roser også nogle mennesker – angiveligt blandt andet Anders Fogh Rasmussen). Det betyder ikke, at man skal fordømme alle andre med de samme holdninger. Det passer ikke, at “Højreradikale høster hvor Pia Kærsgaard og Sverigesdemokratarne sår”, som jeg så skrevet på Facebook. Manden valgte netop det norske Fremskrittsparti fra, fordi han ikke fandt genklang for sine holdninger der. Andre højreorienterede er uden skyld i Anders Bering Breiviks handlinger. Det gælder også dem, der har ekstreme holdninger. Selv dem, der er enige med ham, i hans mærkværdige “analyse”. Ligesom muslimer er uden skyld i Al Qaedas forbrydelser. Kun manden selv bærer skylden for sine forbrydelser.
[dropcap]D[/dropcap]et betyder imidlertid ikke, at man ikke skal modgå de holdninger, som Breivik er blevet inspireret af. For selvom han selv bærer skylden for sine handlinger, har han tydeligvis fundet inspiration hos andre. Hadefuld retorik i ekstremistiske miljøer er farlig. Fordi de bagvedliggende holdninger er farlige for et åbent, demokratisk samfund. Og fordi de for nogle enkelte forskruede individer flytter de mentale grænser for, hvad der er tilladt.
[dropcap]L[/dropcap]ige nu bør vi imidlertid lære af Stoltenbergs forbillede. Lige nu bør vi have vores opmærksomhed på ofrene. Lige nu bør vi have vores opmærksomhed på deres familier. Lige nu bør vi have vores opmærksomhed på de overlevende. På Norge. Og på det samfund, vi gerne vil have, både internationalt og herhjemme – og hvordan vi ideelt set gerne vil reagere på en gal mands terroristiske forbrydelser.
Tags: norge, oslo, terror, utøyaKategoriseret som: Politik