Leverpostej

5. februar, 2017 11:52

Jeg er træt af kedelige tekster. Monotont sprog som luller i søvn. Her er en sætning på seks ord. Her er en på samme længde. Selv professionelle fylder indbakken med dem. Sætninger på seks ord er okay. Men mange sammen bliver sgu kedelige. Det føles som at spise leverpostej. Pladen kører i den samme rille. Din hjerne trænger til mere variation. Hvad skal du have til frokost?

Men hør. Nu varierer vi sætningslængden, og det bliver lidt sjovere at læse. Hurra! Endelig sker der noget. Sproget får rytme, og du får lidt mere lyst til at læse med. Jeg bruger korte sætninger. Og jeg bruger sætninger som er midt i mellem. Og når jeg tror, du er klar til det, bruger jeg sætninger, som er så lange, at du virkelig skal koncentrere dig for at følge med, fyldt med indskudte sætninger som fortæller dig, hvor vigtigt det er, at du varierer dit sprog, hvis du vil have folk til at læse med. Men ikke hver gang. De skal jo nødig falde i søvn.

Vi lever i en skriftsprogskultur. Men desværre har mange kloge mennesker svært ved at skrive, så andre får lyst til at læse det. Så varier dine sætningslængder. Det er et let trick, som virker for de fleste, og når det bliver rigtig godt, får det rytme.

Et andet trick er, at når du er færdig med at skrive den der mail til bestyrelsen, så læs den højt for dig selv. Eller endnu bedre: Nogle andre. Hvis du kløjs i sætningerne, når du læser dem højt, gør din fremtidige læser det nok også. Det er selvfølgelig nemmere sagt end gjort, for du virker let fjollet, når du sidder og taler til dig selv. Men hvo intet vover…

Et tredje og sidste trick er at kigge på den her matrix. Hvor er du, når du skriver?

PS: Indledningen er inspireret af Gary Provost.

Kategoriseret som: