Til salg: babysko

17. februar, 2017 11:52

Forleden skrev jeg om seksordssætningerBare jeg ikke var for kritisk. De kan være det helt rette. I hvert fald for Ernest Hemingway.

Historien fortæller i hvert fald, at Hemingway engang sad på en bar i festligt selskab med gode forfatterkolleger. Og han pralede: Jeg kan skrive en bedre historie på seks ord, end I kan på seks sider. 

Da han skulle bevise sit værd, tog han en serviet og skrev:
For sale: Baby shoes. Never worn.

Seks ord. Masser af drama. Har man behov for mere?

Anekdoten er angiveligt ikke sand, men det er klart, at historien tilskrives Hemingway. Hele hans forfatterskab er et studie i selvkontrol. Han rutter ikke med beskrivelser og tillægsord, men lader det meste stå mellem linjerne. Som i ovenstående historie.

Anekdoten har inspireret mange på nettet til at forsøge at gøre kunsten efter. Her er nogle eksempler fra Reddit:

  • Introduced myself to Mother again today.
  • AI pretends to fail Turing test.
  • Trembling, they moved Lovecraft to nonfiction.

Kreativitet trives som bekendt bedst inden for faste rammer. Og det kan være sundt at pålægge sig selv dogmer. Gerne forskellige. Og ikke mindst i en tid, hvor mange organisationer går i stå, fordi mulighederne og interessenterne er næsten uendelige. Det kan føles som kviksand. Der er tilsyneladende altid tid til at holde ét møde til.

Jeg tror, det er en af grundene til, at agile metoder er blevet så populære i de seneste år. Hvad end man kalder det Design SprintLean UX eller Innovation Sprint er ideen den samme: Snærende rammer, der er kunstigt skabt men bredt accepterede.

I min tid i FDB lavede vi en ekstrem udgave. Én gang om måneden samledes vi en fredag eftermiddag i min afdeling og påbød os selv at have et flyvefærdigt produkt klart, inden vi gik på weekend. Vi gav os selv to timer.

Det lykkedes vist aldrig for alvor at lancere noget som fik lov at forlade matriklen. Ikke engang det ellers lovende website sovs-eller-sauce.dk. Men det viste vejen for os: Nye metoder. Enkle, velfungerende løsninger. Hurtigere beslutningsgange. Og så havde vi det sjovt imens.

Kategoriseret som: