Pygmalions chatbots

4. marts, 2017 11:55

I går var jeg på Arken og se udstillingen “Gys! Er den levende?”. Det er en udstilling, der samler en masse værker i den genre, kloge kunstkendere kalder “hyperrealisme”. Teknisk nærmest perfekte kopier af mennesker – men mange af dem forvredet på den ene eller den anden måde. Det var på én gang fascinerende, imponerende og foruroligende at gå rundt i udstillingen.

Vi mennesker har altid gerne villet skabe kopier eller afarter af os selv: Fra Pinocchio til Westworld.

Ovid fortæller i græsk mytologi om Pygmalion, der skar sig en elfenbensfigur af sin idealkvinde, hvorefter han blev forelsket i sit værk og behandlede det som et levende væsen. Altså en slags antik Lars and the Real Girl, men med den markante forskel at Afrodite besjæler elfenbensfiguren – hun bliver levende, og de to lever lykkeligt til deres dages ende (hun var åbenbart også vild med Pygmalion…). Pygmalion-myten er gendigtet hundredevis af gange, mest kendt som My Fair Lady.

Også programmører har trang til at besjæle deres programmer.

Nogle gange virker det – mere eller mindre frivilligt. Vi omtaler GPS’en som “Hun” eller finder på navne til vores robotstøvsuger. Min datter på 5 år taler gerne med Siri, og også vi voksne griner til tider af vittighederne herhjemme.

På nettet finder denne hang til programmatiske pygmalioner for tiden sit kreative udløb i chatbots. Små programmer der foregiver at være mennesker (men for det meste gør det så dårligt, at du ville foretrække et hvilket som helst alternativ).

Men ligeså ofte slår det fejl. Det er typisk, når det bliver lidt for ægte. For Eliza i My Fair Lady er jo netop ikke en prinsesse – og lykken findes først, da Professor Higgins slipper forstillelsen, og accepterer hende for hvem hun er.

Åh, den kærlighed.

Kommunikation, markedsføring og interface-design er ofte mere fortænkt og forstilt end selv Professor Higgins’ eksperimenter med den unge blomstersælger.

Men kan det ikke lade sig gøre at være både ærlig og personlig – uden at foregive at computerprogrammet eller brandet er et menneske? Og uden at ende i den modsatte grøft, hvor alt er gråt og kedeligt?

Jo. I interface-design er mit yndlingseksempel på en god balance MOO. En virksomhed, der laver noget så kedsommeligt som at trykke visitkort og den slags.

Tilbage i 2007 begyndte ordrebekræftelserne fra MOO sådan her:


Hello Morten

I’m Little MOO – the bit of software that will be managing your order with us. It will shortly be sent to Big MOO, our print machine who will print it for you in the next few days (…)

Kategoriseret som: