Fem spørgsmål før virksomheden går web 2.0-vejen

18. maj, 2007 10:30

Hvordan går man i gang med at føre virksomheden eller organisationen ind i 2.0-æraen? Grundlæggende gør man det på samme måde, som man allerede skaber sammenhæng mellem webkommunikation, kommunikationsstrategi og forretningsstrategi. Det handler om at træffe kvalificerede, velunderbyggede beslutninger og analysere sig frem til hvilke muligheder, nye tanker og teknologier kan give.

Af og til hører man, at man ikke kan starte for uambitiøst. Eller at man bare skal kaste sig ud i det. Det håber jeg ikke de, der skriver og siger det, for alvor mener seriøst. Ligesom jeg ikke mener, man bare skal kaste sig ud i at implementere et nyt website eller gennemføre en kampagne uden målgruppeanalyser eller udgive en årsrapport, uden at læse korrektur. Og netop sociale medier kan potentielt have gigantisk indflydelse på organisationen – så man skal vide, hvad man gør. Og ikke mindst hvorfor man gør det.

Der er fem overordnede spørgsmål, der skal besvares for at komme godt i gang:

  1. Hvorfor vil organisationen det?
    Hvad er sammenhængen til forretnings- og kommunikationsstrategien? Hvad er målsætninger og succeskriterier for projektet?
  2. Kan organisationen det?
    Er ressourcerne der til sådan et projekt? Kan kulturen i virksomheden bære sociale medier?
  3. Hvem vil man være sociale med?
    Hvilke interessenter vil man i dialog med? Hvad er deres relation til virksomheden? Kan der skabes en bidragerkultur hos målgruppen
  4. Hvordan skal målsætningerne nås?
    Hvilket koncept skal der satses på? Hvordan kan de nye muligheder skabe ny værdi for virksomheden og hjælpe til at nå dens mål?
  5. Hvem er ellers på markedet?
    Hvilke eksisterende sites og tjenester kan vi lære noget af? Hvad er best practice på området? Skal virksomheden positionere sig i forhold til andre sites?

Når man har fået styr på de overordnede spørgsmål, kan arbejdet fortsætte i en lidt mere vant gænge med udarbejde af interaktionsdesign, brugergrænseflade, funktionalitet og kode samt brugertests for både usability og overordnet forståelse. Men det er en anden snak, som vi må tage i et andet indlæg.

Tags: , ,

Kategoriseret som: