Ti eksempler på, hvad virksomheden kan få ud af web 2.0

11. maj, 2007 11:10

Sociale medier – eller web 2.0 – er ikke for alle. Men det er også dumt at snyde sig selv ved slet ikke at overveje mulighederne. Er du stadig ikke overbevist, er her ti skud fra hoften til hvordan virksomheden kan få noget ud af sociale medier.

  1. Nye eller forbedrede produkter, for eksempel i form af nye ideer skabt af kernekunder, der melder ideer ind
  2. Styrkede relationer til kerneinteressenter, for eksempel i form af skabelsen af et socialt netværk omkring virksomheden
  3. Ny viden, for eksempel ved at medlemmer deler viden på fagforeningens website
  4. Nemmere rekruttering, fordi de nuværende ansatte bliver synlige ambassadører
  5. Øgede annonceindtægter, fordi man kan sælge annoncer meget mere præcist (og måske endda får mere trafik)
  6. Mere gennemskuelig informationsarkitektur, for eksempel i form af (delvist) brugerskabt nøgleordsnavigation
  7. Forbedrede og gennemsigtige forretningsgange, der er båret af web og holder kunderne orienterede
  8. Synlighed, for eksempel ved at bruge målrettede medier som blogs,”mikromedier”
  9. Syndikering af indhold til andre steder, for eksempel så virksomhedens nyheder optræder automatisk på brancheportaler
  10. Lavere udviklingsomkostninger ved at arbejde videre med andres produkter

Der vil givetvis dukke flere ideer op, hvis du tager et kritisk syn på virksomhedens udfordringer og strategi. Men det er naturligvis vigtigt, at man kigger kritisk på virksomhedens mål og kultur, før man kaster sig over sociale medier. Web er ikke svaret på alle problemer, og en weblog gør ikke i sig selv sure kunder glade eller underlønnede medarbejdere tilfredse. Men hvordan finder man ud af, om sociale medier er det rette for virksomheden? Jeg poster snart en overordnet proces, der kan hjælpe på vej.

Kategoriseret som: ,