For øjeblikket er der U21-EM i fodbold. Og jeg er fodboldnørdet nok til at se Danmarks kampe.
Det er der selvfølgelig flere grunde til. En vigtig grund er, at der ikke er så meget andet fodbold at se henover sommeren. Og lidt nationalkonservativ kærlighed til landshold af enhver støbning tæller givetvis også.
Men det, jeg synes er mest slående er, at U21-em stadig har en ånd af uskyld, der næsten forsvinder, når spillerne bliver bare et par år ældre.
Der er ikke helt så mange orange støvler, kæmpe kontrakter og tatoverede underarme, som en af mine venner bemærkede. Men for mig tæller det også, at jeg nogle gange bliver helt skør af at se danskerne. For hvorfor pokker går de altid selv? Hvorfor laver de altid den svære dribling? Eller forsøger hælafleveringen?
Og så slog det mig. Det er jo fordi, de stadig leger fodbold. Selvom kampene selvfølgelig er vigtige og af og til kan blive præget af taktiske hensyn (så som de sidste minutter af Danmarks kamp mod Hviderusland), så virker det alligevel ikke som om, de tager fodbold alt for alvorligt. Og det er altså dejligt at se på. For det minder jo om en selv – det er ligesom når drenge som mig leger i Fælledparken eller til firmafodbold.
OK, Nicolai Jørgensen er adskillige år yngre og endnu flere kg lettere end mig. Og nok også lidt bedre end jeg var på hans alder.
Tags: Fodbold, u21Kategoriseret som: Fodbold