I torsdags var jeg i Odense og tale på KomSyd 3.0 – en regional konference, Dansk Kommunikationsforening afholder. Her talte jeg for en gruppe meget engagerede kommunikatører om sociale medier som tidsspild og strategisk aktiv. Mine slides kan hentes ovre hos Kommunikationsforeningen.
Jeg har netop anmeldt Charlene Li og Josh Bernoffs Groundswell til Dansk Kommunikationsforenings website i anledning af, at bogen udkommer på dansk. Læs anmeldelsen her.
Mit DKF-kursus om “Sociale medier i den strategiske kommunikation” er allerede overtegnet. Udover de oprindeligt planlagte to gange (en i København og en i Århus) har vi derfor udvidet med en ekstra kursusgang 19. maj i København. Læs mere her. Der er stadig et par enkelte pladser på Århus-kursusgangen 10. marts.
WhosTalkin er en søgemaskine, der indekserer kilder fra over 60 forskellige social media-sites, bl.a. store blog-portaler som wordpress.com, blog-søgemaskiner som Technorati, samt bl.a. Facebook, Twitter, YouTube og Ning.
Til marts kan du møde mig på to kurser i Kommunikationsforeningen.
Hvorfor bruger dine kolleger længere tid på Facebook end på jeres fine nye intranet? Hvordan bruger I Youtube i PR-arbejdet? Er det en god ide at få direktøren til at blogge? Og hvem skal overhovedet læse den? Hvordan udnytter I dit netværk på LinkedIn? Hvad skal I gøre, når en blogger kritiserer jer? Og når en ansat begynder at blogge om virksomheden?
Opkomsten af sociale medier på internettet giver kommunikationsafdelingen nye muligheder og udfordringer og rejser en række nye spørgsmål. Dette kursus giver dig svar på de fleste. Blandt andet på, hvordan du inddrager de sociale medier i den strategiske kommunikation. Og du får redskaber til at identificere, hvad der er rigtig for din virksomhed, og hvordan du kan omsætte det i praksis. Hvem ved, måske får du endda en idé, der kan gøre dine kunder gladere, dine medarbejdere klogere og din chef rigere.
I sidste uge holdt Trine-Maria og jeg oplæg for 160 kommunikatører på Kommunikationsforeningens Kommunikatørernes Dag. En hurtig gennemgang af alt det der med sociale medier på en time (inklusive god tid til spørgsmål) – vi kunne nok have snakket hele dagen, men sådan var det ikke denne gang.
Se slidesne her. Læs resten.
Mashable følger med i nyhederne om sociale netværkssites – og fortæller om nye spændende lanceringer, man kan få ideer fra.
Techcrunch er mere af det samme – anmeldelser af nye spændende (og uspændende) internet-sites.
Read/Write web er en blanding af omtaler af nye sites, og nogle lidt mere interessante trend-artikler.
Rev2 har også nyheder om nye sites – men mit indtryk er, at her er der også mere generelle nyheder – ikke kun om sites, men også lidt trends og baggrund.
Når man så har læst om alle de nye sites, som man slet ikke kan følge med i (jeg gør typisk det, at jeg læser om dem, som flere af ovenstående weblogs omtaler), kan man jo gå til Wikinomics-webloggen, som ligesom bogen består af to konsulent-typer, der snakker lidt for meget – men også har nogle gode ideer, kommentarer og eksempler, især fra virksomhedsverdenen.
Hovedet på bloggen er Trine-Maria Kristensens weblog, som jeg allerede har anbefalet. Der sker ikke meget inden for sociale medier i Danmark, som hun ikke opdager. Eneste danske blog i samlingen.
Del.icio.us er selvfølgelig uomgængeligt. I fht. sociale medier følger jeg med i Popular samt i hvad mit netværk tagger.
O’Reilly Radar er Tim O’Reillys weblog – og manden bag web 2.0-begrebet har stadig fingeren på pulsen og nogle gode indlæg af og til.
Many-to-Many er gruppe-weblog for nogle af de mest interessante kommentatorer inden for sociale medier, bl.a. danah boyd, Ross Mayfield og Clay Shirky.
Endelig er First Monday i en helt anden genre end de fleste af ovenstående – her er der nemlig tale om peer-reviewede artikler om internettet, ofte om sociale medier.
10 andre, der ikke lige nåede med: Clay Shirky, danah boyd, Om Malik, Solution Watch, Martin Sønderlev, Malene Charlotte Larsen, Christopher Allen, Reddit, A List Apart og så selvfølgelig links fra de studerende på Social Software @ ITU.
Hvad læser du?
Hvordan går man i gang med at føre virksomheden eller organisationen ind i 2.0-æraen? Grundlæggende gør man det på samme måde, som man allerede skaber sammenhæng mellem webkommunikation, kommunikationsstrategi og forretningsstrategi. Det handler om at træffe kvalificerede, velunderbyggede beslutninger og analysere sig frem til hvilke muligheder, nye tanker og teknologier kan give.
Af og til hører man, at man ikke kan starte for uambitiøst. Eller at man bare skal kaste sig ud i det. Det håber jeg ikke de, der skriver og siger det, for alvor mener seriøst. Ligesom jeg ikke mener, man bare skal kaste sig ud i at implementere et nyt website eller gennemføre en kampagne uden målgruppeanalyser eller udgive en årsrapport, uden at læse korrektur. Og netop sociale medier kan potentielt have gigantisk indflydelse på organisationen – så man skal vide, hvad man gør. Og ikke mindst hvorfor man gør det.
Der er fem overordnede spørgsmål, der skal besvares for at komme godt i gang:
- Hvorfor vil organisationen det?
Hvad er sammenhængen til forretnings- og kommunikationsstrategien? Hvad er målsætninger og succeskriterier for projektet? - Kan organisationen det?
Er ressourcerne der til sådan et projekt? Kan kulturen i virksomheden bære sociale medier? - Hvem vil man være sociale med?
Hvilke interessenter vil man i dialog med? Hvad er deres relation til virksomheden? Kan der skabes en bidragerkultur hos målgruppen - Hvordan skal målsætningerne nås?
Hvilket koncept skal der satses på? Hvordan kan de nye muligheder skabe ny værdi for virksomheden og hjælpe til at nå dens mål? - Hvem er ellers på markedet?
Hvilke eksisterende sites og tjenester kan vi lære noget af? Hvad er best practice på området? Skal virksomheden positionere sig i forhold til andre sites?
Når man har fået styr på de overordnede spørgsmål, kan arbejdet fortsætte i en lidt mere vant gænge med udarbejde af interaktionsdesign, brugergrænseflade, funktionalitet og kode samt brugertests for både usability og overordnet forståelse. Men det er en anden snak, som vi må tage i et andet indlæg.
Da internet og web brød frem i 1990′erne, var det ganske naturligt, at man forstod mediet i forlængelse af alle de andre medier, man allerede kender. Alt bliver digitalt, råbte de glædesstrålenede, og så frem til at bøger, musik, film, aviser og alt andet mellem himmel og jord ville blive digitalt. Og selvom det er gået langsommere, end man håbede i 90′erne, er alle de gamle medier da også ved at blive digitale. Man kan se film på Filmstriben, læser bøger på Ebog, købe musik hos iTunes osv.
Jeg tror egentlig, det er ganske menneskeligt. Når man ser noget nyt, fortolker og forstår man det ud fra ting, man allerede kender. Det er svært at bryde med kendte vaner og normer. Når ideerne blev rigtig højtsvævende (og det blev de tit), talte man om multimedier og om the information super highway. Fokus var på, at med internettet kunne man distribuere billigt, hurtigt og verdensomspændende – og man kunne endda blande medierne og lave multimedie. Det sidste førte til en sand storm af animerede gif’er, flash-film og alt muligt andet støj.
Problemet med de mange gode tanker er, at internettet ikke bare er en brochure eller en avis med strøm på. Det er helt rigtigt, at der er mange fordele ved internettet fremfor traditionelle tryksager. For eksempel det hurtige, det billige, det verdensomspændende og muligheden for at blande mange medier. Ja, selv hypertext - muligheden for links her og der – er ikke det rigtig unikke ved web.
For vi skal ikke se web som en elektronisk avis. Og vi skal ikke se web som en kombination af eksisterende ideer. Web er et medie i sin egen ret: Det eneste massemedie, der i sin natur giver mulighed for dialog. Der er i princippet ingen forskel på, hvad man kan gøre fra den ene og den anden computer. Man kan give muligheden for at brugerne kan bidrage, interagere, skabe og blande sig på en helt anden måde end i traditionelle medier.
Hvis man er utilfreds med en avisartikel, kan man groft sagt vælge mellem at slå det hen, at smide avisen ud eller at opsige sit abonnement. Hvis det går rigtig højt, kan man sende et læserbrev ind og håbe, det bliver optaget. Men magtbalancen vil altid være skæv. Det er redaktøren, der prioriterer, hvad der er plads til. Og læserbrevet bliver først bragt lang tid senere i en helt anden kontekst. Lige meget, hvor meget udgiveren af en bog, en brochure eller en avis ønsker det, kan han aldrig give sine læsere fuld indflydelse.
På web kan brugerne få ligeså meget indflydelse, som udgiveren ønsker det. Der er ingen grænser. Hvis man ønsker at give en stemme til sine kritikere på virksomhedens hjemmeside, kan man gøre det (og naturligvis svare igen). Hvis man vil personalisere indholdet helt ned til den enkelte bruger, kan man gøre det. Hvis man tror på, at der også findes kloge mennesker udenfor organisationen, kan man give dem mulighed for at lave rettelser. Hvis organisationen tror på, at dialog med interessenterne er en god ide i det fysiske rum, hvorfor laver de fleste virksomheder og organisationer så fortsat websites, der bare er brochurer og bøger, der er sat strøm til?
I den her weblog vil jeg (blandt andet) skrive om, hvordan websitet bliver et medie i dets egen ret – med mulighed for dialog, lokalisering, samarbejde og udgangspunkt i den enkelte.
Indlægget postes også på mitKBH’s weblog.
