Der er ingen tvivl om, at Morten Lund har været dygtig til at se forretningsmuligheder i dygtige mennesker. Det har han bevist med sin investering i Skype, Bullguard og senest med det flotte salg af Zyb.
Der er heller ingen tvivl om, at Morten Lund om nogen har fremført sig som et personligt brand. Sidste år sponsorerede han Reboot som “Morten Lund” (skrevet med Times). Og hans forskellige venture-firmaer har bl.a. lanceret sig som ventures without money – i stedet for penge fik man som nystartet virksomhed først og fremmest adgang til Morten – og til hans fantastiske netværk.
Men der er desværre heller ingen tvivl om, at sagaen om Nyhedsavisen har gjort meget for at ødelægge brandet Morten Lund i den brede danske offentlighed. I mødet med en branche, der får mere mediedækning end nogen anden (mediebranchen) har hans fremtræden været milevidt fra den dygtige investor, man kender ham som i it- og webbranchen. Medierne har nydt at fremstille den let ustrukturerede Morten Lund som en slags vildfaren cirkusklovn. Og konkurrenterne har båret ved til bålet.
For mig er der ingen tvivl om, at Morten Lund har undervurderet den opgave, han gav sig i kast med – på mindst to fronter: Dels de forretningsmæssige udfordringer, der skal løses for at tjene penge på at udgive en avis i Danmark. Dels har han groft undervurderet den betydning det lukkede mediekredsløb har for at drive en avis.
Nyhedsavisen lancerede sig selv som en business disruptor (se fx disruptive innovation). Det brand blev forstærket med Morten Lunds indtog. Det betød, at de klassiske medier træk sig sammen og latterliggjorde projektet. Det betød igen, at det blev endnu sværere at drive forretningen end det allerede var – og det bedrede givetvis ikke forholdet til medarbejdere, hvis tillid til Morten Lund og projektet Nyhedsavisen til sidst nok har ligget på et meget lille sted.
Kommunikationen omkring projektet hjalp ikke ligefrem, for eksempel farcen om det manglende regnskab og den amerikanske storinvestor, der åbenbart har trukket sig hurtigt. Nu står Morten Lund overfor en ny udfordring: Hvordan skal han genrejse sig som seriøs investor, efter han er blevet verdensberømt i Danmark som ham der fra Nyhedsavisen, der bander på Twitter og Facebook?
Mit råd er, at han holder sig til de brancher, hvor han kender systemet langt bedre – og hvor man stadig anser ham som en dygtig investor. Medarbejderne på Nyhedsavisen derimod – de står selvfølgelig overfor en langt større udfordring.
Tags: mediebranchen, morten lund, nyhedavisenKategoriseret som: Medier