Avisernes manglende udvikling af distributionen

14. august, 2009 18:36

Distributionen er et af de store smertensbarn for aviserne.

Først og fremmest er papiraviser helvede at distribuere. Virksomheden bag skal betale for tryk og for udbringning. Og læseren får dem på et mere eller mindre arbitrært tidspunkt, nemlig midt om natten, hvor man kan være sikker på at nyhederne er gamle. Når man så har læst sig igennem avisen, er den besværlig at komme af med og ligger og roder. Og bekvemmelighed betyder utrolig meget for nyhedsindtaget. Det er derfor, vi som forbrugere gider ser morgen-tv og stadig bladrer tekst-tv som besatte.

Den største udvikling på dette marked (siden abonnementet) er trafikavisen og netavisen. Men man har ikke formået (endsige forsøgt) for alvor at satse på andre distributionsformer, ligesom vi for eksempel har set det i USA (med Amazons Kindle) og Japan (med massevis af mobile platforme). Sådanne nye distributionsformer kunne måske nedbringe udgifterne til distribution – og endda forøge værdien for brugerne i den anden ende.

Det tætteste på, vi er kommet, er halvhjertede mobile versioner, hvor man kun finder en brøkdel af indholdet fra netaviserne og til gengæld ikke bruger nogle af mulighederne på den platform. Hvorfor er det egentlig ikke aviserne, der har satset stort på at udvikle en elektronisk avis, man gider læse henover morgenkaffen?

Kategoriseret som: