Kig godt på din Outlook, Gmail, Hotmail eller hvad du nu hver dag sender og læser mail igennem. Du skal snart sige farvel til programmet – i hvert fald hvis det står til Google, der anført af de danske brødre Lars og Jens Rasmussen forleden demonstrerede deres nye koncept Wave.
Ambitionsniveauet var skræmmende i al sin enkelthed: Hvordan ville email se ud, hvis det blev opfundet i dag, 40 år senere. Og svaret ligner noget, der kan skabe helt nye muligheder for at kommunikere internt i organisationer – og på tværs.
Wave opfinder ikke noget rigtig nyt. Men det blander eksisterende teknologier og kommunikationsformer sammen til ét gennemført produkt, og hvis man sidder gennem den 80 minutter lange præsentation bliver man igen og igen betaget af, hvordan alle tankerne er så rigtige. Wave er tilsyneladende skalerbart og skaber fordele, hvad end man laver simpel 1-til-1 kommunikation eller arbejder sammen i store grupper.
Et par eksempler:
- Hvis to brugere er online samtidig i en wave, kan de vælge at chatte i stedet for at maile – men det foregår på samme måde
- Flere brugere kan arbejde sammen om at redigere dokumenter – i stedet for at svare frem og tilbage – lidt ligesom i en wiki
- Når man så er tilfreds med dokumentet, kan man direkte fra Wave publicere resultatet, f.eks. på en blog eller et website
- Man kan også indsætte kort, billeder, formularer og meget andet, der gør Wave til et meget rigere medie end f.eks. email
- Og Wave giver mulighed for at holde nogle samtaler hemmelige, f.eks. inde i en organisation, mens andre samtaler foregår på tværs
- Og meget, meget mere – Google Wave kan nemlig udvides med alle mulige små “agenter” eller “robotter”, som så kan tilfredsstille lige netop dine behov.
Der er ikke nogen tvivl om, at Wave er et langt mere helstøbt og gennemført produkt end Email. Men derfra og til at så få det implementeret på verdensplan er der selvfølgelig langt. Men hvis bare halvdelen af løfterne fra demonstrationen holder vand, skal det nok lykkes for Google og Brdr. Rasmussen at få en succes, der kommer til at gøre mange opgaver i dit liv og din organisation lettere end i dag, især hvis du samarbejder med andre mennesker. Google Wave lanceres sidst på året.
Hele præsentationen fra Google I/O-konferencen 28. maj kan ses, når du trykker Læs mere eller hos Google.
Tags: email, google, google waveKategoriseret som: Digital, Kommunikation