I disse dage kører 3F en satirisk annoncekampagne i landets store aviser, men afsenderen er ikke officielt 3F men derimod den tydeligt fiktive Foreningen af Danske Direktører, der i annoncekampagnen roser regeringen for den nye skattereform, der har givet råd til lidt mere rødvin på Mauritius. Den sarkastiske vinkel er velkendt, fra bl.a. Ikeas gamle reklamekampagner, men den er ikke desto mindre faldet Lisbeth Knudsen for brystet, så nu har Berlingske Tidende sagt nej til at bringe reklamen igen, hvis ikke 3F tydeligt viser, hvem der står bag kampagnen. Det fortæller Politiken og MediaWatch, der også kan fortælle, at det tilsyneladende kun er reklamebureauet Uberkant, der er blevet orienteret – og ikke 3F.
Overreaktion? Måske i det konkrete tilfælde. Men om man synes reklamen er sjov eller ej, er det jo ganske forståeligt, at avisen ønsker en tydelig afsender på annoncerne. Ellers taler præcedens jo for, at man også tillader alle mulige andre at reklamere uden afsender (Tænk: Scientology).
Tags: 3f, berlingske tidende, censur, danske direktører, uberkantKategoriseret som: Medier