Afbureaukratisering

I forsommeren talte talte jeg med en mand, der i sin ungdom havde været fuldmægtig. Så vidt jeg husker, var det i en af styrelserne under Socialministeriet.

Han fortalte, at en dag, var der en SFO, der henvendte sig til styrelsen. De havde fået foræret nogle skildpadder. De ville gerne kende reglerne for institutioners hold af skildpadder.

Der fandtes ikke umiddelbart nogen regler. Men når en institution spurgte, måtte styrelsen på arbejde. Derfor fik alle landets institutioner snart efter tilsendt en bekendtgørelse, hvori reglerne for hold af skildpadder fremgik. Og når der er en bekendtgørelse, har alle institutioner værsgo at efterleve den.

Jeg ved ikke, om historien holder helt vand. Men den er morsom – og den siger en hel del om bureaukratiet. For i historien er der jo ikke nogen, der egentlig gør noget galt. Jo, jo, i institutionen kunne de jo bare have tænkt selv og ikke have bedt om regler for noget, der turde siges at være forholdsvis dagligdags. Og embedsmanden, der fik spørgsmålet, kunne jo have sagt fra. Men det er svært. Og det ville jo også være noget rod, hvis der var forskelle fra kommune til kommune.

Hver gang Inger Støjberg taler om afbureaukratisering, tænker jeg på skildpadderne. For der er ingen tvivl om, at regeringens såkaldte afbureaukratiseringsprogram er behjertet. Men det forslår som en skrædder i helvede.

For det første: Selve ideen om et afbureaukratiseringsprogram lyder som en satire. Nogle af produkterne af “programmet” er tilsyneladende en fin grafisk opsat rapport, en hjemmeside (“regelforenkling.dk“!) og ikke mindst en tværministeriel projektgruppe med det mundrette navn “Projektgruppen for Forenkling og Administrative Lettelser.” Projektgruppen skal “understøtte ministeriernes arbejde og koordinere indsatsen på tværs”. Jeg føler allerede de bureaukratiske byrder lette.

For det andet: Samtidig med at den uden tvivl kompetente arbejdsgruppe har arbejdet (og for eksempel udviklet et “regelforenklingsprocesværktøj” ), har staten samtidig indført et hav af nye regler. Ifølge Retsinformation er der alene i de første måneder af 2011 udsendt omkring 90 nye love og 1.000 nye regler og bekendtgørelser.

For det tredje: Det er rigtig, rigtig svært at finde enkeltstående regler, der er åbenbart tåbelige. De fleste regler er indført, fordi der er nogen, der har set et behov. Og afskaffer man reglen, er det behov ikke dækket længere. Er der regler for guldfisk, må man også forvente, at der er regler for skildpadder.

Forsøger man derfor at afskaffe regler én efter én, kan man ligeså godt spørge Sisyfos, om ikke han kunne tænke sig noget hjælp med sin sten. Det kommer aldrig til at forslå.

Ønsker vi reelt en afbureaukratisering (og det gør jeg i hvert fald), handler det først og fremmest om en kulturforandring i det offentlige (og i øvrigt også i rigtigt mange private virksomheder!). Fra centralt hold – embedsværk og politikere – må man gå ud fra, at dem der træffer beslutningerne på et vist detaljeniveau godt kan tænke selv. Og så acceptere, at der af og til sker fejl. Ja, der er hjemmehjælpere, som ikke udfører deres arbejde. Men nej, det betyder ikke, at der skal introduceres flere regler. For så gør vi det bare sværere for de mange, der passer deres arbejde samvittighedsfuldt.

Andre gange er der måske ikke brug for nye regler, men bare for at man håndhæver dem, der allerede findes. For eksempel har vi nok ikke brug for særlige regler om ytringer på internettet, der findes jo allerede både love om blasfemi, racisme og injurier.

Det er svært at trække grænsen for, hvilke beslutninger der skal træffes hvor. Og det er svært at ændre kultur i en kæmpe organisation som det offentlige Danmark. Så er det nemmere, at nedsætte en tværministeriel arbejdsgruppe. Måske de en dag falder over en regel om skildpadder i børneinstitutioner.

Kategoriseret som: Politik