Placebo-tryghed

I stedet for at skabe falsk tryghed gennem virkemidler uden egentlig effekt, burde vi bruge ressourcerne på at skabe reelle løsninger.

Der er mange fortravlede mennesker i den bygning, hvor jeg arbejder. De fleste af dem er endda så travle, at de går med skinnende slips, bundet med brede knuder.

Hvis der er én ting, der kan frustrere de travle mennesker, er det bygningens elevatorer. Nu har de købt store biler med skinnende lak, fordi de ikke gider vente på de altid forsinkede S-tog. Ventetid er spildtid, tænker de. Og ingen tid føles så spildt, som når man venter på en elevator. Men når elevatoren endelig kommer, får de heldigvis hurtigt afløb for deres opsparede frustrationer. “Luk dør”-knappen får flere tæsk på en gennemsnitlig tirsdag end min splejsede krop ville få i en boksering med Mikkel Kessler. Der trykkes på knappen. Dørene lukker. Elevatoren kører. Frustrationerne forsvinder.

Måske forestiller jeg mig for meget. Men jeg tror ikke, knappen virker. Jeg tror, en betænksom ingeniør har installeret knappen, fordi han kunne forudse frustrationerne.

Og når han nu ikke kunne få elevatoren til at køre hurtigere, kunne han da give dem en knap at trykke på.

Jeg tænker på de travle mennesker og knappen i elevatoren, mens jeg spænder mit bælte af i lufthavnen. Jeg tænker på terrorister og flykaprere og alle de mærkværdige bæltebomber, de må have opfundet i huler i Afghanistan og mærkelige moskeer i danske forstæder. Jeg tænker på, hvor Osama bin-Laden køber sine bælter.

Jeg bliver revet ud af mine tanker af den venlige sikkerhedsvagt. Han beder mig tænde for den computer, jeg har taget med i håndbagagen. Han passer bare sit job, så jeg fortæller ham ikke, hvad jeg tænker. At man stadig kunne have tændt computeren, selvom man havde taget halvdelen af indmaden ud og erstattet den med en bombe meget farligere end den halve liter kildevand, han lige har konfiskeret fra en italiensk dame.

Hver måned konfiskerer Københavns Lufthavn 30 tons “væsker”. Et fascinerende ord, væsker. På en gang så dagligdags og så fremmedgørende. Ordet skjuler, hvad de 30 tons egentlig dækker over. Deodorant fra svedige svenskere. Whiskey fra franskmænd med flyskræk. Kildevand fra tørstige tyrkere. Men heldigvis er det da til nytte for ejerne af lufthavnens kiosk, hvor den italienske dame senere køber en flaske kildevand. Den er tilsyneladende særligt fri for bomber, for ellers kunne hun da ikke få lov til at tage den med om bord på vores fælles fly til Milano?

Jeg tænker over det særlige sikkerhedstjek, som alle de parfumer, whiskey-flasker og kildevand, der bliver solgt i lufthavnen kommer igennem. Hvad mon gør det mere sikkert end det med de lange køer og de smilende sikkerhedsfolk?

Ligesom alle andre har jeg det fint med sikkerhed i lufthavnen. Men hvor mange terrorister er der egentlig blevet pågrebet i sikkerhedskøen? Hvis folk formår at gemme våben i bæltespænder og udvikle miltbrand-bakterier, mon så ikke de også kan finde en anden vej ind i lufthavnen end gennem køen til sikkerhedskontrollen? Hvem ved, måske har de smuglet en bombe ind i den flaske dyr fransk pudder, min kæreste køber i Kastrup? Eller: Måske de kunne finde på at terrorbombe noget andet, hvor der ikke var den samme sikkerhedskontrol: Et stormagasin, en kontorbygning eller en boligblok, måske? For et par år siden tog jeg et langdistance-tog i Canada, hvor sikkerhedskontrollen var den samme som i flyene. Vi har valgt at have forskellig sikkerhedskontrol i fly og tog. Hvorfor egentlig det?

Sikkerhedskontrollen i lufthavnene er placebo, som designeren Michael Beirut kalder fænomenet. Den skal give os et indtryk af, at der er tjek på det hele. Men ligesom knapperne i elevatoren, er der tale om en falsk tryghed. Rundt omkring i verden er tusindvis af mennesker beskæftiget med at producere falsk tryghed. Mange af dem er utvivlsomt samvittighedsfulde og dygtige. Men jeg ville ønske, at de brugte deres tid på at finde på metoder, der rent faktisk kunne forhindre terrorister i at kapre fly. Eller endnu bedre: Forhindre terrorister i at blive terrorister.

Hvis man giver folk mulighed for selv at vælge: Vil de flyve med sikkerhedskontrol eller uden sikkerhedskontrol, så vælger de alle sammen det første. Det skulle angiveligt være argument for, at sikkerhedskontrollen virker. Jeg vil snarere mene, at det er et argument for, at placebo virker: Det er godt, jeg smed den parfume ud. Nu kan jeg flyve trygt.

Og bare det kun var flysikkerheden, der var problemet. Men placebo-ånden spreder sig desværre til flere og flere steder.

Det sker uden skelen til smålige cost/benefit-analyser, på trods af, at der er masser af omkostninger ved den falske tryghed. 21 millioner passagerer brugte i år minimum en time på ventetid i lufthavnen, der ingen rationel mening giver. Det svarer til 10.000 fuldtidsstillinger. Eller cirka ligeså mange, som Novo Nordisk beskæftiger i Danmark.

Men ét er de økonomiske omkostninger. Noget andet, når placebo-ånden i stigende grad gør ondt på retssikkerheden og den personlige frihed.

Ét eksempel er de nye visitationszoner, hvor almindelige mennesker tvinges til noget så ydmygende som kropsvisitation, så vi kan føle os trygge for knivoverfald. Men mon ikke man kan snige en kniv uden om en politimand, ligesom det ved hver eneste fodboldkamp lykkes fans at snige fyrværkeri forbi de ellers vagtsomme vagter?

Et andet er den allestedsnærværende kameraovervågning. Jeg føler mig aldeles ikke mere tryg på grund af kameraerne. Hvis de har en effekt, er det da allerhøjst at finde gerningsmændene efter forbrydelsen. Og mon ikke de kvikkeste af forbryderne har set de samme kriminalfilm som jeg? I givet fald kan de finde ud af at begå forbrydelserne uden for kameraernes søgelys eller endnu værre – dække dem til(!)

Et særlig populært udtryk for Placebo-ånden er kravene om flere og strengere straffe for snart sagt hvad som helst. Det spiller på vores ønske om at føle os trygge – hvis forbryderne er i fængsel, kan de jo ikke gøre mig noget, lyder det ubevidste ræsonnement. Men forskningen – og praksis! – viser desværre, at strengere straffe ikke får folk til at holde op med at køre spirituskørsel, gå med kniv eller brænde biler af.

Der er så meget at være utryg over, og jeg sætter skam pris på, at velmenende mennesker gerne vil gøre mig tryg. Men hvis trygheden er falsk og har større omkostninger for mig og samfundet end gevinster, er jeg hellere fri. De mange mennesker, der beskæftiger sig med placebo-løsningerne burde bruge deres tid på at skabe egentlige løsninger på problemerne.

“Det gør mig i det mindste tryg, at PET har nået at stoppe dem alle gangene,” sagde min kæreste, da vi snakkede om mordplanerne på JP-tegneren Kurt Westergaard. “Også mig,” svarede jeg, hvorefter jeg gik i gang med at tænke på dette indlæg.

Problemet er nemlig, at jeg faktisk ikke aner, om jeg har grund til at være tryg eller ej. PET’s anholdelser og udvisningen af de to tunesere er lige så gennemskuelige for mig, som hvad der egentlig sker, når jeg trykker på “Luk døren”-knappen i elevatoren. Jeg tror, jeg kan føle mig tryg. Jeg håber, jeg kan føle mig tryg. Men placebo-ånden betyder, at jeg ikke kan vide det. Jeg skal bare stole på det.

Vi har en anden mulighed som samfund. Vi kan holde op med at træffe valg ud fra, at folk skal føle sig sikre, og i stedet træffe dem ud fra, hvordan folk bliver sikre. Det betyder sandsynligvis en vis grad af sikkerhedskontrol ved flyveture, fodboldkampe og andre højrisiko-arragementer. Men jagten på sikkerhed er gået over grænsen: Det har alt for store omkostninger med al den placebo-sikkerhed, vi oplever iDanmark. Økonomiske såvel som demokratiske.

Kategoriseret som: Politik