13.03.10

Kommunikation, Uncategorized

Kommunikation 2019? Eller 2010?

Dansk Kommunikationsforening har nedsat en tænketank med mange dygtige mennesker. De er kommet frem til 9 tendenser for kommunikation 2019, altså 10 år ud i fremtiden. Det er jo altid ambitiøst og forfriskende, når man prøver at kigge på den lange bane.

Men jeg blev altså lidt skuffet, da jeg så de ni tendenser. For de viser mest af alt, at spådomme i fremtiden først og fremmest siger noget om den tid, de bliver udsagt i. De fleste af tendenserne handler nemlig om de udfordringer, kommunikationsfaget har i 2010: At kunne måle effekt, at kunne underbygge forretningsstrategi eller de digitale udfordringer. Andre tendenser kunne ligeså godt være udpeget for ti år siden: Fx globalisering eller kravet om autencitet i kommunikationen.

Måske ambitionsniveau (tendenser for et fag 10 år ud i fremtiden) ikke har stået mål med ressourceforbrug (en gruppe frivillige, der har fået nogle timer plus en spørgeskemaundersøgelse). Det betyder ikke, at tendenserne er ubrugelige – for tendenserne er efter min mening ganske fornuftige, i hvert fald i et 2-3-4 års perspektiv.

Men det er falsk varebetegnelse, at foregøgle, at de rækker ti år ud i fremtiden, når vi lever i en tid med så hastige forandringer af samfund, teknologi og organisationsstrukturer, som tilfældet er.Men med den varedeklaration påhæftet, tror jeg faktisk, man som kommunikatør kan få meget god inspiration af at klikke, læse og kigge rundt på de relaterede artikler og videoer.