I dag gik vi ligeså stille og roligt live med Vi skal spise – FDB’s nye website med mad og opskrifter. Det er en beta – en blød lancering, for vi ved godt, der stadig er en del små og store ting, der kan gøres bedre. Men vi har besluttet os for, at vi hellere end gerne vil gå live med noget, der er fint men har potentiale til at blive meget bedre. På den måde kommer vi ikke alene hurtigere ud af startblokken, vi får også meget mere feedback fra brugere om, hvilken retning, sitet skal bevæge sig. Og der er en del ting på vej her hen over de næste måneder – en af dem jeg gerne vil love er en mobil version, så der også er inspiration, når man står i butikken eller er på vej hjem fra arbejde. Men selvom vi har mange ideer, holder vi også øjne og ører åbne for vores brugeres ideer – dem håber vi, der kommer mange af.
Sitet er første lancering af flere. Over de kommende år vil vi gerne lancere og relancere en række forskellige sites og tjenester. Til sammen skal de hjælpe FDB med at komme i bedre kontakt med danskerne inden for vores mærkesager, sundhed, klima, miljø og etisk handel. Det kan du høre lidt mere om i det her tv-interview hos Børsen.
Er du interesseret i at høre (lidt) mere om mit arbejde hos FDB, er her et interview hos Børsen TV, hvor jeg fortæller mere. I forlængelse heraf går vi i næste uge live med en beta-udgave af Vi skal spise, det første større projekt, vi laver.
Snart går vi live med det første nye online medie fra FDB, Vi skal spise!.
Viskalspise.dk bliver Danmarks nye website om mad og opskrifter. Ambitionen er at blive den bedste inspirationskilde for danskerne til god og sund mad.
Nogle gange er mad en af de største fornøjelser i livet. Andre gange er det bare noget, der skal overstås, når sulten plager eller ungerne skriger. I begge situationer – og alle de mellemliggende – vil vi gerne hjælpe danskerne med det nye mad- og opskriftwebsite viskalspise.dk.
Mad er altid en af de vigtigste ingredienser i et sundt liv. Derfor bliver fokus på det nye website at hjælpe danskerne til at træffe sundere valg – på den måde er der også plads til at vælge is, kage og sovs engang imellem.
Viskalspise.dk går i luften i starten af september, og det bliver et site, hvor både professionelle kokke, madbloggere og helt almindelige danskere kan dele deres yndlingsopskrifter. Når sitet går live er der over 3.000 opskrifter – spændende fra det hurtige til det sofistikerede.
I første omgang går vi live med et site, der ikke kan så meget. Henover efteråret arbejder vi videre med det og forsøger at lave nye funktioner i dialog med brugerne. Jeg skal nok skrive, når vi er live, men indtil da kan du også kigge ind på viskalspise.dk og tilmelde dig nyhedsbrevet.
Sommertiden har givet plads til endeligt at gennemarbejde den undersøgelse, jeg lovede i foråret (undskyld internet!).
Undersøgelsen viser en del sjove ting om danskernes forhold til sociale medier som Facebook, LinkedIn og Twitter. Du kan downloade et faktaark om undersøgelsen her – og tabellerne her.
Efter min mening er de mest interessante konklusioner, man kan drage, at:
I de to pdf’er, du kan downloade, er der ikke lavet kryds på demografien. Det skyldes, at man meget let kan overfortolke data på disse områder. Ved rigtig mange af krydsene er grupperne nemlig meget små, og så bliver tal ikke repræsentative.
Bemærk: Undersøgelsen er en webbaseret survey. Respondenterne udtrækkes i YouGov Zapera Danmarkspanel og bliver efterfølgende vejet på plads på alder, køn og geografi, således at undersøgelsen tilnærmelsesvis er repræsentativ i forhold til Danmarks befolkning 15-74 år. NB! Resultaterne af en webbaseret survey vedrørende holdning og adfærd på nettet kan ikke direkte overføres til hele Danmarks befolkning – men den kan give et godt fingerpeg.
Jeg udtaler mig i aldeles uskarpe vendinger og med masser af øh’er om FDB’s digitale strategi i denne uges udgave af det i øvrigt altid underholdende podcast, Kommunikationscast. Hør episoden med mig her.
FDIM har hver uge en “ugens profil” – i denne uge er det mig, der har fået lov at svare på lidt spørgsmål om medier, internettet og mit arbejde hos FDB. Du kan læse det her.
Så har jeg snart været to måneder i FDB – og jeg synes lige, jeg vil linke til nogle af de sjove ting, Simon og jeg (og i høj grad resten af FDB) har haft tid til at lave ved siden af al strategi-arbejdet:
FDB’s Ansvarlighedssubsite er stadig under udvikling. Formålet er at give et sjovt og inspirerende overblik over nogle af alle de interessante projekter, vi laver. Prøv fx at spille snackman og spis sundere til landets sportsstævner, tag facebook-testen om din sundhed med Anne Ravn eller se en film om, hvorfor vi overhovedet arbejder med ansvarlighed. Besøg forsiden på ansvarlighedssubsitet her.
Mad-o-meteret lancerede vi i går. Det er en visualisering af nogle af de sjove, tankevækkende og inspirerende statistikker, som FDB Analyse laver – her med fokus på danskernes spisevaner. Se mad-o-meteret her (og læs evt. mere om baggrunden her)
FDB tv er først og fremmest en database over al den online video, FDB og Samvirke traditionelt har bragt. På længere sigt er meningen, at der skal bringes andre videoer også. Men her er en af de mest populære: Sådan laver du sovs! Besøg tv.fdb.dk for mere.
FDB vil vi gerne lave en survey af danskernes brug af sociale medier, dels i forhold til virksomheder og organisationer, dels bredere af danskernes interesser og opfattelse af sociale medier. I alt forventer vi at stille 5-10 spørgsmål samt baggrundsvariabler.
Vi har en ide om, hvad vi skal spørge om, men vi vil gerne have dit input: Hvad vil du helst vide, om danskernes opfattelser af sociale digitale medier? Del dit spørgsmål her på bloggen i kommentarerne.
Vi laver surveyen i april og lover, at vi deler resultaterne, når de er klar (sandsynligvis i starten af maj).
Du må meget gerne dele dit forslag til spørgsmål eller temaer her i bloggen. Lars og jeg samler sammen og bearbejder forslag efter påsken. Tak for din hjælp – og håber vi sammen kan få stillet nogle gode spørgsmål.
Kommunikationsbranchens svar på en høstak fyldt med nåle, Kommunikationsforum, har lavet et mail-interview med mig i anledning af mit jobskifte. Det er en skønsom blandng af pjat og alvor – som jeg har fået at vide, at jeg ikke behøver at krumme tæer over. Men det gør jeg nu. Du kan læse det her.
I mandags startede jeg i nyt job hos FDB som digital chef. FDB er Danmarks største forening med næsten 1,7 mio. medlemmer og arbejder for sundhed, klima og etisk handel. Bl.a. gennem ejerskabet af en af Danmarks største virksomheder, Coop der driver Irma, Fakta, Brugsen, Kvickly osv.
I mit nye job skal jeg dels arbejde med FDB’s eksisterende digitale projekter (bl.a. fdb.dk og samvirke.dk) men især udvikle nye måder, organisationen kan komme i bedre dialog med medlemmerne og fremme mærkesagerne. En fantastisk spændende udfordring i en organisation med et kæmpe potentiale. Det glæder jeg mig godt nok til!